LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Patrick Andersen

Newzealandsk stjerne har fundet ro i Danmark

Den newzealandske fodboldspiller Callum McCowatt har for alvor fundet sig til rette i Danmark, hvor han nu for tredje år optræder for Superliga-klubben Silkeborg IF.

Den 26-årige offensivprofil kom oprindeligt til Danmark i 2020, da han skiftede fra Wellington Phoenix til FC Helsingør. I 2023 tog han endnu et skridt opad, da han skrev under med Silkeborg IF, hvor han sidste år var med til at sikre klubben den første pokaltitel i 23 år.

Nu står Silkeborg igen i pokalfinalen, denne gang mod FC København, og McCowatt glæder sig til endnu en stor oplejvelse:

– Sidste år var helt vanvittigt. Det var en stor oplevelse og den bedste dag i min karriere. Jeg håber, at det kan gentage sig i år, siger Callum McCowatt til det newzealandske medie Stuff.

Finalemodstanderen er FC København, og selvom McCowatt kalder opgaven »svær«, tror han på Silkeborgs chancer. Holdene har spillet uafgjort 2-2 i begge indbyrdes kampe denne sæson.

Men uanset udfaldet af pokalfinalen er én ting sikkert: McCowatt nyder livet i Danmark, som nu føles som et andet hjem for den newzealandske landsholdsspiller:

– Danmark føles som hjem nu. På en måde er det lidt trist, men sådan går livet jo. Jeg kom som en dreng og føler mig som en mand nu. Jeg har fået en dansk kæreste, og det har gjort, at jeg virkelig har kunnet dykke ned i den danske kultur, siger McCowatt.

Selvom han endnu ikke taler flydende dansk, er han godt på vej:

– Jeg kan forstå stort set alt, og jeg kan tale et okay dansk. Danmark minder mig på nogle måder om New Zealand, men er også meget anderledes. Alle newzealændere burde opleve Danmark på et tidspunkt i deres liv, fortæller McCowatt.

Efter pokalfinalen mod FCK venter der McCowatt en lang rejse til Toronto, hvor han skal mødes med resten af New Zealands landshold til kampe mod Elfenbenskysten og Ukraine.

Den danske pokalfinale mellem Silkeborg IF og FC København spilles torsdag på Kristi himmelfartsdag.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder