Barcelona satser ungt igen: To nye akademispillere får chancen
Den tyske cheftræner, som sidste år overtog posten fra klubbens legende Xavi, vil til sommerens preseason integrere to unge spillere, som i den catalanske presse allerede betegnes som »to nye signings«.
De to nye navne er Pedro Fernandez – kendt under kælenavnet 'Dro' – og Juan Hernandez, der begge kan spille både som falske 9’ere og som venstrekanter. Samtidig betegnes de som kreative playmakers.
I sidste sæson hentede Flick også flere unge spillere op fra akademiet, hvor især midtbanetalenterne Marc Casado og Marc Bernal blev stamspillere under tyskeren, efter de imponerede under sommerens træningsturné i USA.
Denne gang bliver Dro og Hernandez en del af Barcelonas træningslejr før den kommende sæson. Imponerer de her, ventes de også at blive udtaget til sommerens udenlandsturné sammen med blandt andre venstrebacken Jofre Torrents.
Barça sikrede sig i den netop afsluttede sæson et historisk hjemligt treble, da de blandt andet vandt La Liga efter en afsluttende 3-0-sejr over Athletic Bilbao.
Hansi Flick har gjort det klart, at han fortsat ønsker at give chancen til klubbens egne talenter, og han håber dermed at bygge videre på succesen fra sidste års unge satsning.