Fodbold nyheder

Chelsea leder efter målmandserstatning:
To kandidater i spil

Af Christian Bang Jensen

Ifølge engelske The Times har London-klubben allerede to navne i spil som mulige erstatninger for den baskiske målmand Kepa Arrizabalaga.

Article image

Kepa Arrizabalaga, der til dagligt vogter buret hos Chelsea, har haft en svingende Premier League-sæson med få opture og mange nedture. Senest lukkede den baskiske målmand to mål ind mod Arsenal i en kamp, hvor Chelsea med en mand i overtal to gange var foran, og to gange ikke kunne holde føringen, så kampen endte 2-2.

Efter kampen var Chelsea-manager, Frank Lampard, ude med kritik af sin førstekeeper.

- Han har været langsom med fødderne i et par situationer, og han har flere gange givet bolden direkte til modstanderen. Det er noget, han godt ved, og vi arbejder stadig på det, sagde manageren efter kampen.

Men Chelsea kigger ifølge engelske The Times også på alternativer til målmandsposten, og her skulle to kandidater være i spil til den kommende sæson. Det er den 27-årige Nick Pope, der er en sikker sidste skansen i Burnley og har to engelske landskampe på CV’et samt den unge Sheffield United-målmand Dean Henderson, der er 22 år, har spillet 11 kampe på det engelske U/21-landshold og er en vigtig del af oprykkernes gode sæson.

Chelsea gjorde ”Kepa” til den dyreste målmand i fodboldhistorien i 2018, da de betalte over 500 millioner kroner for den daværende Athletic Bilbao-keepers frikøbsklausul, men halvandet år senere har baskeren haft svært ved at leve op til prisskilte der sendte ham til den blå del af den engelske hovedstad.

Mere om Kepa

Mere om Chelsea

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik