Torsten Brix

Super Franks dårlige start

Chelsea-legenden har fået en stormfuld start på livet som manager i London-klubben efter nogle triste kampe og forfærdelige statistikker. For tiden er det svært at finde ud af, hvor problemerne er størst? De manglende mål eller det usikre forsvar?
Man skal altid passe på at drage store konklusioner efter blot to Premier League-kampe...

Når man har slået det fast, er der altså nogle alarmklokker, der ringer efter Chelseas sæsonstart. For 0-4-lussingen til Manchester United var det største åbningsnederlag til Chelsea i klubbens 114-årige historie, og Frank Lampards debutkamp gav den dårligste start for en Chelsea-manager siden Danny Blanchflower, som tabte 2-7 til Middlesborough i 1978.

Efterfølgende spillede Chelsea 1-1 imod Leicester, og efter de to kampe har det givet nogle forfærdelige statistikker. For Chelsea var efter kampene det Premier League-hold med færrest vundne tacklinger og derudover var deres antal af succesfulde driblinger også meget lav. Henover sidstnævnte står naturligvis manglen på Eden Hazard, som skiftede fra karantæneramte Chelsea til Real Madrid efter en lang transfersaga.

Klubber som Burnley, Norwich, Wolverhampton og Aston Villa havde flere succesfulde driblinger end Chelsea, som tidligere havde en frygtindgydende offensiv. Trods de manglende driblinger, så er Chelsea faktisk kommet til mange afslutninger.

Imod både Manchester United og Leicester samt Super Cup-finalen imod Liverpool formåede Chelsea at skabe imellem 11 og 13 chancer, men de to Premier League-kampe gav kun et mål, og de to centrale angribere – Tammy Abraham og Olivier Giroud – havde kun formået at få en enkelt afslutning indenfor målrammen tilsammen.

Men kun Manchester City har formået at skabe flere chancer end Chelsea i starten af denne sæson – i åbent spil, men som Indkast.dk var inde på i disse linjer, inden sæsonen startede i lederen - Hvem skal lave Chelsea-målene? så mangler Lampard flere offensive muligheder.

Midt i dette står den ”Super Frank”, som pudsigt nok med 211 mål har klubrekorden for flest Chelsea-mål, men problemerne har også været til at få øje på i den anden ende af banen, hvor Andreas ”AC” Christensen ikke har spillet overbevisende, men langt bedre end kollegaen Kurt Zouma. Hvorfor valgte de egentlig at sælge David Luiz?


”Super Frank”
Som neutral fodboldiagttager har det været pinefuldt at se den sympatiske Frank Lampard få så skidt en start som manager for klubben, som han altid har været så loyal og ærlig overfor. Mange har været begejstret overfor ansættelsen af Lampard, og historien om, at englænderen og klubmanden skulle opbygge et nyt Chelsea-hold med masser af unge spillere, er også smuk – hvis bare resultaterne kommer.

For transferkarantænen og afskeden med spillere som Hazard, Luiz, Gonzalo Higuain, Gary Cahill og Danny Drinkwater gør, at Lampard er nødt til at satse på nogle af klubbens unge spillere, som jo pudsigt nok har været årsagen til den føromtalte transferkarantæne. Spillere som Ethan Ampadu, Callum Hudson-Odoi, Tammy Abraham, Fikayao Tomori, Mason Mount og Ruben Loftus-Cheek skal nok blive spændende at følge i fremtiden, men udover dette, så gjorde det med de unge spillere til, at ”eventyret” om Lampards tilbagekomst på Stamford Bridge blev endnu mere idyllisk, men igen… kun hvis holdet vinder kampe.

I Derby gav Lampard chancen til flere unge spillere, men det var under helt andre forudsætninger og et andet pres. Samtidig med dette var Maurizio Sarri manager i Chelsea og ifølge bulletinerne fra England, så så han ikke en eneste ungdomskamp, imens han var i London, og han var ikke interesseret i at bruge spillere som føromtalte Hudson-Odoi på trods af, at Bayern München forsøgte at kapre det unge talent.

Ind i Chelsea-truppen er der i sommerpausen kommet den meget spændende Christian Pulisic, men også Kurt Zurma og Michy Batschuyi. De to sidstnævnte er vendt tilbage til Chelsea efter udlån, men indtil videre har de i denne sæson ikke gjort meget væsen af sig. Det har Lampard gjort med sit rolige og engelske gemyt. Den tidligere Chelsea-manager Antonio Conte forbød ketchup og pizza i kantinen på Chelseas træningsanlæg. Om dette sagde Lampard:

- Jeg vil ikke diktere, om spillerne skal have ketchup. De kan jo bare gå hjem og spise en hel tube af det, og det ville jeg aldrig kunne finde ud af.

Ærlig og herlig udmelding fra Lampard, hvilket kom 18 år efter, at han første gang trak en Chelsea-trøje over hovedet. På magisk vis virker det næsten til, at han har været i Chelsea lige siden, selvom han har været væk fra klubben. Det er episoder som disse, der skaber legender.

Men legender er ikke usårlige, og det vil næsten være ubærligt, hvis Lampard – efter kort tid som manager – skulle skrives i rækken over managere, som blev fyret af Roman Abramovich.

Jose Mourinho, 2004-2007
Avram Grant, 2007-2008
Luiz Felipe Scolari, 2008-09
Carlo Ancelotti, 2009-2011
Andre Villas-Boas, 2011-2012
Roberto di Matteo, 2012
Jose Mourinho, 2013-2015
Antonio Conte, 2016-2018
Maurizio Sarri, 2018-2019
Frank Lampard, 2019-?

På 15 år har Abramovich altså haft 10 managerskifte, selvom de i den periode har vundet det engelske mesterskab fire gange, FA Cuppen tre gange og Champions League en gang. Så den stenrige ejer har ikke meget tålmodighed, men mange tænker vel… er det anderledes i forhold til ”Super Frank”?

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER