Choknyt for FCK: Stjerneangriber ude i flere måneder
Dame N’Doye skal opereres og forventes ude i måneder.
FC København meddeler i dag på deres hjemmeside, at angriberen Dame N’Doye grundet en skade skal opereres. Herefter kan der vente en skadespause på flere måneder, udtaler FCK-cheflæge Morten Boesen.
- Nærmere undersøgelser af Dame N’Doye efter kampen mod Røde Stjerne har desværre vist, at en operation er uundgåelig. Vi gennemfører den hurtigst muligt, og med rehabilitering og genoptræning forventer vi, at han er ude af kamp de kommende måneder og måske resten af efteråret.
Spilleren selv er ked af, at han ikke kan hjælpe holdet på grønsværen i de kommende måneder.
- Det er hårdt, at jeg ikke kan hjælpe holdet på banen i den kommende tid, men jeg vil bidrage det bedste, jeg kan omkring truppen og arbejde hårdt for at komme tilbage så hurtigt som muligt.
34-årige Dame N’Doye er med sine 111 mål for “Løverne” Superligaens mest scorende udenlandske spiller gennem tiden. I indeværende sæson er det blevet til fire mål i fire Superliga-kampe samt ét mål i tre Champions League-kvalifikationskampe.
Det store spørgsmål må nu være, om FCK-manager Ståle Solbakken er fristet af at hente en ny angriber ind i truppen.
Næste opgave for FC København er på torsdag, hvor lettiske Riga FC kommer på besøg i Telia Parken. Her mødes de to hold i den første af to kampe om at komme i Europa League-gruppespillet.