Stefan Lindahl

Forsøger Juve og Inter at sabotere hinandens transfer-vindue?

Der er krig mellem Serie A-klubberne Juventus og Inter. De forsøger begge at ødelægge hinandens transfervindue.
To gange om året mødes Inter og Juventus i Serie A i det, der kaldes Derby d’Italia. På lægterne koger det, og hadet på tribunerne spreder sig til både banen og direktionsgangene. I dette transfervindue har de to klubber haft travlt med at ødelægge hinandens muligheder på markedet.

Et oprør hos flere af Serie A-klubberne skulle være rettet mod Juventus. De er efter sigende trætte af, at storklubben laver personlige aftaler med profiler rundt omkring, og derefter, ifølge Football Italia, presser klubberne til at sælge billigt til dem.

I Juventus sidder Fabio Paratici som sportsdirektør, imens hans tidligere kollega Beppe Marotta sidder i Inters ledelse. Marotta forlod CEO-posten i Juve for at tage til Inter sidste efterår, og derefter har der været åben krig mellem de to på transfermarkedet.


Romelu Lukaku
Den belgiske angriber Romelu Lukaku skiftede i sidste uge fra Premier League-klubben Manchester United til netop Inter. Det skete efter, at flere rygter også havde sendt angriberen til Juventus. Torino-klubben var efter sigende så tossede over, at Inter lige pludselig hentede Lukaku, da de selv var interesserede i ham.

Balladen omkring belgieren betød, at Juventus lige pludselig meldte sig interesserede i en anden United-spiller, Paul Pogba. Den interesse og iver til at hente midtbanespilleren opstod fordi, at Juve ville sende et klart signal til Inter og vise, at Milano-klubben stadig er de “små” mellem de to giganter.


Federico Chiesa
En anden spiller, der er snak om, er Fiorentina-profilen Federico Chiesa, som er en af de største talenter i Serie A. Begge klubber skulle være interesserede i offensiv-spilleren. Sky Sport meddeler, at Juve længe har arbejdet på en transfer omkring esset. De forsvarende mestre skulle efter sigende have de personlige betingelser på plads med spilleren og hans bagland, men Fiorentinas nye ejer Rocco Commisso vil ikke sælge.

Tidligere har Juventus og Fiorentina haft en fantastisk forhold til hinanden på transfermarkedet. Juve hentede Federico Bernardeschi i Firenze-klubben i sommeren 2017, og angiveligt har klubben også en forkøbsret til den serbiske forsvarsspiller Nikola Milenkovic.

Efter Commisso har overtaget klubben, er sådanne aftaler dog lagt på is. Fiorentina skulle have godkendt, at Chiesa kunne skifte til Juve før Commisso landede som ny ejer. Nu arbejder Commisso på at beholde spilleren, men han vil under ingen omstændigheder sælge endnu en kæmpe profil til Juventus. Både Gazzetta dello Sport og Tuttosport meddeler så sent som i dag, at Fiorentina-ejeren og Inter arbejder på at sørge for, at spilleren havner i Milano-klubben i stedet for Torino-klubben for at vise Juventus, at de ikke er uovervindelige.

En sådan handel skulle sende Chiesa til Inter næste sommer. Det vides dog endnu ikke om esset selv ønsker et sådanne skifte.


Mauro Icardi
Den tidligere anfører i Inter, Mauro Icardi, har i vinduet udtalt, at han kun vil skifte til Juventus, og ikke ønsker et skifte til hverken Roma eller Napoli, som har været rigtig varme på det argentinske problembarn. Inter-spilleren skulle have aftalt de personlige aspekter i en kontrakt med rivalerne, men den overgangssum, Juve vil betale tilfredsstiller ikke Inter.

Det fik Inter til at fortælle Icardi, at han godt kan forlade klubben og, at de gerne vil hjælpe ham med det, da han ikke er en del af den nye træner, Antonio Contes, planer. Klubben har dog påpeget, at de ikke sælger ham til markant underpris. Hvis han ikke accepterer en transfer under de rammer, som Inter har sat op, så kan han rådne op på tribunen på San Siro de sidste to år af hans Inter-kontrakt, har Inter selv meldt ud.


Paulo Dybala
I forbindelse med Mauro Icardi-rygterne begyndte det at florere, at Juventus overvejede at sende Icardis landsmand Paulo Dybala til Inter i bytte for angriberen. Torino-klubben valgte dog endnu engang at forsøge sig med et statement overfor Inter.

Pludselig begyndte Paratici at forhandle med franske Paris Saint-Germain om den brasilianske superstjerne Neymar, hvor Dybala skulle inkluderes i handlen for at undgå, at argentineren havner hos rivalerne. Møderne med Neymar og hans repræsentanter virkede som endnu en historie for at vise, hvem der er de “store” mellem de to klubber.

På Premier Leagues Transfer Deadline Day var Dybala tæt på et skifte til både Tottenham og Manchester United. Et skifte faldt til jorden, da ingen af klubberne kunne blive enige med spilleren og hans agent Gustavo Dybala, som også er hans bror, om løn og bonusser.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER