Så meget tjener en Superliga-spiller
... Det er ikke småpenge, man tjener i den bedste danske fodboldrække.
Det britiske analysefirma Sporting Intelligence har siden 2010 opgjort løn-niveauet i alverdens sportsgrene. Ifølge analysebureauet kan en gennemsnitlig fodboldspiller i Superligaen hver måned hive 85.000 kroner ind på kontoen. Det efterlader spilleren med en årlig løn der bevæger sig lige over én million kroner.
Når denne opgørelse tager stilling til indtjeningen hos en gennemsnitlig Superliga-spiller, er der ikke medregnet de forskellige bonusser, man finder i en fodboldspillers kontrakt. Analysebureauet har således ikke indsigt i spillernes eventuelle sponsorindtægter og lignende, men kun grundlønnen.
Et eksempel på en spiller med en yderst lukrativ aftale, er den 29-årige landsholdsspiller Andreas Bjelland. Forsvars-spilleren skiftede i sommeren fra Brentford til FC København. Den vragede VM-spiller kom på en fri transfer, da hans aftale med den engelske Championship-klub var udløbet. Eftersom landets rigeste klub ikke havde betalt en transfersum, kunne Ståle Solbakken lokke med en stor direkte sign-on-bonus til Bjelland. Ifølge Ekstrabladet, står Bjelland til at tjene 36 millioner kroner i de fire år kontrakten er gældende. Dette med en årsløn på ca. 9 millioner kroner.