Tidligere FCK-spiller om Bayern-kamp
Atiba Hutchinson skal op imod selveste Bayern München.
- Livet er godt. Jeg er i gang med min femte sæson i Besiktas, og jeg har nydt det. Istanbul er en fantastisk by, og folk her er så passionerede omkring fodbold. Det kan man mærke, uanset hvor man færdes henne. Og de har været glade for mig her. Besiktas har gjort det godt, vi er blevet bedre og bedre år for år, og de sidste to år har vi vundet mesterskabet. Så jeg har virkelig nydt min tid her.
Sådan siger 35-årige Atiba Hutchinson til Tipsbladet inden Champions League-mødet imod selveste Bayern München. I Besiktas-truppen er spillere som Pepe, Adriano, Ricardo Quaresma, Ryan Babel og Álvaro Negredo – men trods dette er tyskerne storfavoritter.
- Tja, det var da min første tanke, at vi kunne få en lidt lettere modstander, så vi måske kunne tage skridtet frem til kvartfinalerne i Champions League. For Bayern er jo en modstander, hvor man virkelig har brug for, at mange ting går vores vej. Men alt kan ske i fodbold, og hvis vi kan komme fra München med et fornuftigt resultat, tror jeg på, at vi kan levere noget på hjemmebane. Så den første kamp bliver vigtig, siger Hutchinson og fortsætter om kamprækkefølgen, hvor Besiktas slutter på hjemmebane:
- Man kan se på det på begge måder. Jeg tror egentlig, at jeg foretrækker at spille den første kamp på udebane, for hvis vi kan levere et godt resultat og måske score et udebanemål, så har vi meget at glæde os til, når det gælder returkampen på hjemmebane, hvor vi måske kan afgøre det.