Før derby: Kasseret Brøndby-angriber har fundet melodien
Den 25-årige svenske angriber er startet inde i de seneste to kampe for B.93 i 1. Divisions nedrykningsgruppe. Det har givet pote.
Den udlejede Brøndby-spiller leverede i aftes nok en scoring + en assist i 2-2-kampen mod Vendsyssel.
I forrige runde kom Carl Björk også på måltavlen en enkelt gang. Og der var ligeledes plads til en assist i 5-0-afklapsningen af Hobro.
Ellers har succesen været til at overse efter udlejningen fra vestegnen til Østerbro. B.93 spiller dog ikke pt. på Østerbro Stadion lige ved siden af Parken. Hjemmebanen er for tiden at finde på Amager i Sundby Idrætspark.
Carl Björk slog aldrig til i Brøndby IF. Men ingen klubber har hidtil været villige til at betale prisen for at købe ham fri. Derfor har svenskeren tidligere også været udlejet til IFK Norrköping i Allsvenskan.
Det kan være, et permanent skifte væk fra Brøndby til sommer bliver en realitet, hvis målformen holdes ved lige.