LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Simon Henneberg

FCN-sejr og målfest i Parken

Kasper Hjulmands tropper fortsatte her til aften deres imponerende sæson, da de ganske fortjent vandt med 3-1 hos de forsvarende danske mestre fra FC København.
Både ”Løverne” og ”Tigrene” viste tænder i første halvleg, men det var sidstnævnte, der havde de største af slagsen og fik mest protein ud af det. Det begyndte dog lidt heldigt for gæsterne, da Karlo Bartolec efter 36 minutter ville slå et indlæg ind i FCK-feltet. Hverken ven eller fjende mødte bolden, hvorfor den kunne sejle ind ved fjerneste stolpe. 1-0 til Kasper Hjulmands unge tropper.

Blot minuttet efter viste FC Nordsjællands 18-årige amerikaner Jonathan Amon eksempler på sin kunnen. Med en acceleration en gepard værdig satte han Peter Ankersen og Rasmus Falk og strøg ned mod baglinjen. Her smed han et fladt indlæg ind i feltet, som blev mødt af Superliga-topscoreren Emiliano Marcondes, der nemt kunne sætte en inderside på og fordoble føringen. 2-0 til ”Tigrene,” som så småt var ved at gøre ”Løverne” til små killinger.

Det skulle dog ikke vare længe, før der var fare på færde i den anden ende af banen. Efter 42 minutter nedlagde FCN's Benjamin Tiedemann Hansen hjemmeholdets Benjamin Verbič i feltet – straffespark til FCK. Forsøget fra 11-meter-pletten eksekverede angriberen Pieros Sotiriou sikkert, selvom Rúnar Alex Rúnarsson hoppede til den rigtige side. 1-2, hvilket var stillingen efter de første 45 minutter.

Efter pausen lagde FC København ud med et tungt tryk på deres gæster, dog uden at komme frem til de helt store chancer. Efter en times spil var det lige ved, at de hvidklædte fik kapital ud af anstrengelserne. Manden, der begik straffesparket i første halvleg, Benjamin Tiedemann Hansen, trak som sidste mand i nødbremsen og hev en fremadstormende Pieros Sotiriou ned lige uden for feltet. Heldigt for FCN-forsvareren slap han allernådigst med et gult kort, og FCK fik ikke noget ud af det efterfølgende frispark.

Stik imod spillets gang skulle FCN dog være det næste hold til at score. Udeholdet fangede værterne i en overtalssituation, hvilket endte med, at Mads ”Mini” Pedersen på fornem vis loppede læderet over Robin Olsen i FCK-målet. 1-3, og nu syntes kampen afgjort.

Og det var lige præcist, hvad den var. FCK formåede ikke at svare igen på 1-3-scoringen.

FCN var bedst i første halvleg, FCK var det i begyndelsen af anden, mens kampen til sidste fusede lidt ud. Alt i alt en fuldt fortjent sejr til holdet fra Farum.

FC København – FC Nordsjælland 1-3 (1-2)
0-1: Karlo Bartolec (37')
0-2: Emiliano Marcondes (38')
1-2: Pieros Sotiriou, straffespark (44')
1-3: Mads ”Mini” Pedersen (72')

Tilskuere: 14.952

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder