Oliver Kahn: Han er for ung til Bayern!
Den tyske målmandslegende giver sin mening til kende om mulig Bayern-træner.
Hvem skal overtage trænersædet? Det spørgsmål må alt andet end lige lyde på kontorgangene hos Bayern München i øjeblikket. I september blev Carlo Ancelotti fyret i den sydtyske klub. Siden da er Jupp Heynckes kommet tilbage fra sin pensionisttilværelse og har ført giganterne tilbage på sejrssporet. Men den 72-årige træners kontrakt gælder kun sæsonen ud. Derfor skal der findes en ny mand til at styre løjerne i Bayern.
I den forbindelse er Hoffenheims kun 30-årige træner Julian Nagelsmann blevet nævnt som mulig Bayern-træner. Men legenden Oliver Kahn tror ikke på Nagelsmann som ny mand i den traditionsrige klub.
- Du nævner trænere som Julian Nagelsmann og Thomas Tuchel. De er meget interessante trænere, men jeg synes, at Nagelsmann, efter en smule succes med Hoffenheim, stadig er for ung til Bayern. Det vil være flere år for tidligt for ham, lyder det fra Kahn til Omnisport.
Nagelsmann har siden 2016 stået i spidsen for Hoffenheim, hvor han i sin debutsæson førte klubben frem til en fornem fjerdeplads i Bundesligaen.
Ifølge Oliver Kahn bliver det svært for Bayern München at finde en ny træner. Det skyldes, at klubben ikke har styr på filosofi og udvikling af egne trænere.
- Problemet for Bayern München er, at de ikke har udviklet deres egen filosofi. De har heller ikke udviklet en træner fra deres eget akademi. Derfor er det så svært for Bayern München at finde den perfekte træner til fremtiden.