Schmeichel afviser: Jeg er ikke færdig
Den danske målmand, der netop er gået ind i sin anden sæson i Celtic, afviser blankt, at han er i gang med sine sidste fodboldkampe.
"Det er ikke mit mindset – jeg er ikke færdig. Der er stadig meget, jeg vil opnå. Jeg har aldrig tænkt i begrænsninger. Lige nu elsker jeg bare at spille fodbold. Jeg lever min barndomsdrøm," sagde Schmeichel ifølge Scottish Sun efter Celtics testkamp mod Sporting.
Den tidligere Leicester- og Nice-keeper har det seneste år kæmpet med skader, men var tilbage i aktion i onsdagens kamp i Faro. Her viste han tydeligt, at han stadig har sulten og engagementet.
"Når man når til et vist punkt i karrieren, ved man, at det ikke varer evigt – så nyder man det bare endnu mere. Jeg elsker hver eneste dag, jeg får lov at gå på banen, springe rundt og kaste mig som en galning. Det er et godt liv!"
Særligt miljøet i Celtic er noget, Schmeichel sætter pris på.
"Jeg elsker at være en del af en klub, hvor kulturen handler om at vinde. Det motiverer mig hver dag. Så længe jeg nyder det og har sulten, bliver jeg ved med at spille."
Celtic møder lørdag Newcastle i en ny testkamp, inden turen går videre til Italien, hvor de skotske mestre deltager i den første udgave af ‘Como Cup’.