LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Daniel Zastrojevic

Maggio: At vinde over Juve det smukkeste

Christian Maggio lægger ikke skjul på, at man i Napoli synes, den smukkeste sejr er den, man hjemtager mod Juventus.
Den 35-årige højreback Christian Maggio er i gang med sin tiende sæson i Napoli. Maggio er en elsket mand i det napolitanske. Han brokker sig aldrig, selvom han ikke spiller særlig meget. Derudover har han tidligere leveret store indsatser, inden alderen begyndte at ramme + 32.

En fan spurgte Maggio til spørgerunde på træningslejren i Dimaro, hvad han synes om at leve i Napoli. Q&A-sessionen blev vist på den napolitanske TV-kanal Canale 21.

- Jeg har været her i 10 år, så det må sige lidt om, hvad jeg synes om Napoli. Jeg er meget glad for byen. Min familie har det godt, og når de har det godt, betyder det alt. De synes, byen er dejlig, og de er altid glade. Det gør mig stolt. Og at være en del af det her hold gør mig stolt.

Christian Maggio har spillet for fem forskellige Napoli-trænere: Reja, Donadoni, Mazzarri, Benitez og Sarri. En fan ville gerne vide, hvordan det er at spille under Sarri.

- Sarri er en træner, der de sidste år har gjort utrolige ting, og Napoli er kun blevet bedre, og han har forbedret alle vores spillere. Desværre er han ankommet for sent i den del af fodbolden, der gælder.

I 2014 vandt Napoli Supercoppaen mod Juvetus i Doha. En sejr, Maggio stadig husker med glæde. Særligt fordi det var Juventus, de besejrede.

- At vinde over Juventus... (pause, hvor Maggio og fansene griner, red.) er det smukkeste, fordi de er vores rivaler og har været det længe. Det var stort at vinde Super Cuppen i Qatar, fordi vi ikke havde vundet den længe. Jeg husker stadig tydeligt i dag den fest, vi havde.

Mange medier har skrevet og berettet om, at Pepe Reina er en vigtig figur i SSC Napoli-omklædningsrummet. Noget, som Maggio bestemt ikke afkræfter.

- Reina repræsenterer det hele i omklædningsrummet. Han har stor erfaring og har vist, hvad han kan. At have ham i omklædningsrummet er noget, der skaber positiv stemning. Hvis der er problemer, hjælper han. Det er vigtigt i en gruppe at have en som ham, for han er også altid positiv.

Når Napoli spiller Champions League, har de napolitanske fans skabt et ritual: Det sidste "Champions", som CL-hymnen gjalder ud af højttalerne, skal råbes endnu højere af fansene. Eksempel i videoen nedenfor. En Napoli-fan ville vide, om det gavner spillerne, eller om det er til irritation.



- Det gavner os i allerhøjeste grad, når I brøler "Champions." Det er unikke følelser, når vi hører jer råbe "Champions." Det er utroligt at høre det brøl, som man kan høre flere kilometer væk, som bærer os frem og gør os klar til kampen på den mest positive måde.

SSC Napoli spiller 15. august CL-kvalifikation mod en endnu ukendt modstander. Der er lodtrækning den 4. august. Napolitanerne er seedede, hvilket gør, at italienerne undgår at skulle op mod Liverpool og Sevilla, men kan i stedet møde hold som Sporting Lissabon og Hoffenheim.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder