OB isolerer Esbjerg
Fynboerne hev sejren hjem efter en god anden halvleg.
På et solbeskinnet Ewii Park tog OB her til aften imod Esbjerg i Alka Superligaens nedrykningspulje 2. De jyske gæster lå inden kampen sidst i gruppen med fire point op til netop OB på næstsidstepladsen.
Det var derfor også et Esbjerg-hold, der kom flyvende ud fra omklædningsrummet, og med vinden i ryggen pressede de fynboerne hårdt. Hjemmeholdet virkede derimod uoplagte, og både i forsvaret og angrebet så det til tider direkte ukoncentreret ud. OB holdte dog stand til pausen.
Om det var medvinden eller skideballen i omklædningsrummet, der gjorde det, skal være usagt, men OB kom i hvert fald ud fra pausen med en hel ny energi. Der gik da heller ikke længe før Jesper Jørgensen klodset holdte for meget fat i Frederik Tingager i feltet, og Rasmus Festersen kunne sikret omsætte det efterfølgende straffespark til mål.
Målet tog helt pusten fra gæsterne, og da Rasmus Festersen kunne score sit andet mål og fordoble, var det slut for Esbjerg. Holdet virkede modløse og ideforladt, og de kom aldrig tæt på en reducerende scoring. I stedet kunne Anders K. Jacobsen lukke og slukke til sidst.
Dermed tager OB tre vigtige point i kampen om at undgå nedrykning, imens Esbjerg er ved at være isoleret.
OB – Esbjerg: 3-0 (0-0)
1-0 Festersen (49) (Straffe)
2-0 Festersen (54)
3-0 Jacobsen (90)