Salto-forbud til Aubameyang
Borussia-topscoreren må nu stoppe med sin spektakulære måde at fejre scoringer på.
Da 26-årige Pierre-Emerick Aubameyang var en dreng, kunne han på TV se Real Madrids mexikanske målmaskine Hugo Sánchez slå et flot salto, hver gang han scorede, og det skal siges, at det gjorde han tit. Det var inspirationen for gaboneseren, der har taget saltoen til sig og gerne fejrer mål på samme måde som legendariske Sánchez.
Det kan imidlertid godt være, at Aubameyang har lavet sin sidste officielle salto. I hvert fald erfarer Bild, at Dortmund-angriberen nu er blevet forbudt at lave sin signatur-salto af præsidenten for det gabonesiske fodbold-forbund - simpelthen fordi chancen for at pådrage sig en skade er for stor.
Den tidligere Dortmund-træner Jürgen Klopp havde også et par alvorsord med Aubameyang omkring saltoerne, og Bundesliga-topscoreren indrømmer da også gerne, at der er en vis fare forbundet med flyveturen.
- Jeg ved godt, at det ikke er ufarligt. Derfor gør jeg det også kun, når jeg føler mig rigtigt godt tilpas. Som kunne jeg flyve, siger Aubameyang til Bild.
At en sejrs-salto kan gå galt er Miroslav Klose et godt eksempel på. Den tidligere tyske bomber landede forkert efter en mål-salto i 2008 og måtte sidde ude med en skade i nogle uger. Den slags huer selvfølgelig ikke en træner eller for den sags skyld en præsident for et afrikansk fodbold-forbund, som altså nu vil have kontinentets bedste fodboldspiller til at stoppe med den leg.