LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Torsten Brix

Facts om AaB – Randers: 3-2

Lukas Spalvis dobbelt målscorer for fjerde hjemmekamp i træk.
· Erik Marxen scorede sit første mål i ALKA Superligaen, da han åbnede scoringen i dagens opgør. Det er hans kamp nr. 8 for Randers FC og hans kamp nr. 39 i landets bedste fodboldrække, hvor han desuden er noteret for 30 kampe hos SønderjyskE og én kamp for Vejle Boldklub.

· Thomas Enevoldsen scorede sit syvende sæsonmål for AaB. I alt har han nu scoret 17 mål for nordjyderne. Øvrige sæsoner med scoringer er 2014/15 (4 mål), 2007/08 (3 mål), 2008/09 (2 mål) og 2005/06 (1 mål).

· Det var anden gang i karrieren, at Thomas Enevoldsen scorede mod Randers FC. Første gang var d. 8. marts 2015, hvor det ligeledes skete i Aalborg. Flest mål har Enevoldsen scoret mod Esbjerg fB og SønderjyskE (3 mål).

· Kenneth Emil Peter blev noteret for sit tredje selvmål i DK's bedste fodboldrække. De to forrige gange det skete var ligeledes som AaB-spiller (d. 11. november 2012 mod FC København og d. 20. maj 2011 mod Silkeborg IF). Han er desuden noteret for elleve regulære scoringer i sine nu 231 ALKA Superligakampe (3 mål for AC Horsens og 8 mål for AaB).

· Lukas Spalvis scorede sit mål nummer 20 og 21 i ALKA Superligaen gennem karrieren. Det var første gang han scorede mod Randers FC, hvor han nu har scoret mod ni forskellige modstandere. Flest mål har litaueren scoret mod Brøndby IF og SønderjyskE (4 mål).

· Lukas Spalvis har scoret to mål i sine fire seneste kampe på eget græs og bliver dermed den første spiller i Superligaens historie til at gøre dette i fire hjemmekampe på stribe. Tilbage i foråret 2005 scorede en anden AaB'er, Simon Bræmer, ligeledes to mål i tre hjemmekampe på stribe, hvilket seks spillere samlet har præsteret.

· AaB har nu scoret mindst tre mål i deres fire seneste hjemmekampe (foruden dagens opgør også 4-1 mod Brøndby IF, 5-0 mod SønderjyskE og 6-0 mod Hobro IK).

· AaB har blot lidt ét nederlag i sine seneste ti hjemmekampe på en mandag (fem sejre og fire uafgjorte), ligesom Aalborg-klubben endnu ikke har tabt en ALKA Superligakamp til netop Randers FC på denne ugedag (tre sejre og to uafgjorte).

· AaB har været sprudlende på Nordjyske Arena på det seneste, hvor nordjyderne har vundet sine fire seneste kampe med en samlet målscore på 18-3. To gange tidligere har AaB oplevet fire hjemmekampe i streg, hvor man minimum har fået modstanderens keeper til at hente bolden ud af nettet tre gange i løbet af samme kamp (sommeren 1998 og senest i foråret 2004). SL-rekorden sidder AGF på, da de scorede mindst tre mål på eget græs i sæsonens syv første hjemmekampe i 1996/97.

· Vi har fået minimum én scoring inden pausen i 11 af klubbernes seneste 12 indbyrdes opgør, og kun 0-0 opgøret d. 26. september 2014 bryder billedet. I disse 12 opgør er begge hold kommet på scoringstavlen otte gange.

· AaB's Rasmus Würtz har for vane at modtage gule kort, når Randers FC er modstanderen. Würtz har spillet 22 AaB-kampe mod kronjyderne. I dagens opgør modtog Würtz sit gule kort nummer tolv mod ”Hestene”.

· Kasper Risgård spillede sin kamp nr. 250 i Superligaen denne novemberaften. Midtbanemanden har været flyvende i indeværende sæson, hvor 15 optrædender (heraf 13 fra start) har budt på fem scoringer og to oplæg.

· Mads Agesen jubilerede med sin kamp nr. 100 i landets bedste fodboldrække. Agesen, der i dagens opgør bar anførerbindet for Randers FC, står blot noteret for syv kampe i indeværende sæson grundet skader. I disse syv kampe er det blevet til tre sejre og fire nederlag for kronjyderne.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder