Torsten Brix

Graziano Pelle – hjemme godt.. ude bedst

Siden 2012 har den høje Southampton-angriber lavet masser af mål, men der er ikke blevet til meget spilletid for ”Azzurri”.
For en måned siden lavede Indkast.dk artiklen - Hvem skal lave de italienske mål ? Heri eftersøgte vi en italiensk målmaskine, der kunne lave nogle af de meget tiltrængte mål for ”Azzurri” – de kom, men fra en lidt uvant kant. Italien vandt 1-0 over Malta, selvom de havde tilspillet sig 12 afslutninger, men målet blev lavet af Graziano Pelle, der end ikke havde spillet en håndfuld italienske landskampe.

Forinden havde de første syv kvalifikationskampe, selvom modstanderne blandt andet har været Azerbaijan og to gange imod lilleputnationen Malta, kun givet ti mål. Det afgørende mål imod Malta blev efterfølgende fulgt op i Premier League med Pelle-mål imod selveste Manchester United og Chelsea.

Disse bedrifter fik den italienske sportsavis – Corriere dello Sport – til at slå fast, at Pelle og Buffon var det mest sikre kort på det italienske hold, og så var det i øvrigt ligegyldigt, om holdet skulle spille 4-3-3 eller 4-4-2. Noget af en omvæltning for den 30-årige Pelle, som på det tidspunkt kun havde spillet seks italienske landskampe, men altså havde lavet tre mål.

Pelle var dermed kommet på ”Azzurri” i en meget sen alder, men igennem hele karrieren har han lavet mål. Se blot disse tal:

Cesena (2006/07): 39 kampe = 11 mål
AZ Alkmaar (2007 til 2011): 94 kampe = 16 mål
Parma (2011/12): 14 kampe = 2 mål
Sampdoria (2012): 16 kampe = 4 mål
Feyonoord (2012-14): 66 kampe = 55 mål
Southampton (2012-14): 56 kampe = 23 mål

Så manglende mål på det italienske landshold åbnede for Pelle, der på det seneste har været meget målfarlig, men også lavet mange assists i Premier League. I den føromtalte Chelsea-kamp scorede Pelle, men lavede også to assists.

I de første otte Premier League-kampe af 2015/16 blev det til fem Pelle-mål og dermed en god opfølgning på den forgangne sæson, hvor han lavede 12 Premier League-mål på den engelske solkyst. Derudover laver han også mange assists, hvilket hænger sammen med hans spidskompetencer.

Den næsten to-meter høje angriber er nemlig stærk ”med låget”, og han laver mange mål samt assists på denne måde, og i efterårets Europa League-opgør imod FC Midtjylland viste den høje Tim Sparv stor styrke, da desperate Southampton med en masse lange bolde imod Pelle jagtede oprejsning imod de undertippede midtjyder.

FCM vandt imod talentfabrikken Southampton hvortil holdets manager - Ronald Koeman – tidligere havde hentet Pelle fra Feyenoord. En beslutningen som Pelles tidligere træner, Louis van Gaal, godt kunne forstå og han var ikke overrasket over Pelles succes.

- Jeg er ikke overrasket over hans succes, fordi jeg købte ham til AZ som spillende angriber. Jeg sagde om Robin van Persie, at jeg godt kan lidt angribere, som er spillende, og ikke kun scorer mål. Pelle er ligesom van Persie meget kreativ. De ser altid den tredje mand. Det er den type angribere, jeg godt kan lide. Så jeg er ikke overrasket…

Koeman var også træner i AZ, men den blonde hollænder valgte at tage Pelle med til Feyenoord og sidenhen til Southampton. Under Koeman blev det endnu bedre, hvilket måske hænger sammen med spillestilen, men den tidligere Juve- og Middlesbrough-spiller Fabrizio Ravanelli har dog en klar forklaring på, hvorfor Pelle aldrig slog igennem i hjemlandet.

- Pelle fik aldrig chancen i Italien, men i søndags (imod Manchester United, red.) bekræftede han, hvor farlig han er foran mål, slog Ravanelli i Gazzetta dello Sport.

Nu skal Pelle så vise, at han også kan på landsholdet – selvom halvdelen af deres kampe er i Italien… for hjemme er åbenbart godt – men ude er bedst!

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER