Optakt: OB - FC Midtjylland
FC Midtjylland kan spille sig snublende nær det danske mesterskab mod OB, der omvendt kan ende med at blive en del af en overlevelseskamp.
Kommentar:
Det er efterhånden ikke længere et spørgsmål om, hvem der løber med guldet i år. Selvom der stadig er 18 point at spille om, er dagsordenen praktisk talt forvandlet til, hvornår FC Midtjylland officielt kan tillade sig at påbegynde festen. I dette henseende er søndagens opgør en kamp om at sikre sig matchbold ugen efter hjemme mod FC København. Får FCM lige så mange point eller flere end “Løverne” i denne runde, vil triumfen fuldføres i en fyldt kulisse på Heden med en sejr over de direkte konkurrenter.
I den anden ende kæmper OB om vigtige point i en nedrykningskamp, man ikke har været en del af siden Ove Pedersen tog over fra den fyrede Troels Bech. Det er fynboerne sådan set heller ikke endnu, men fortsætter FC Vestsjælland den imponerende slutspurt, der den sidste måned har udgjort 10 point ud af 15 mulige, kan det i værste fald for OB hedde fire points afstand til stregen, når denne runde er forbi.
Hermed er der lagt op til en spændende kamp søndag på TRE-FOR Park, hvor man med rette kan forvente at blive underholdt med mål. Kun 1 gang ud af 44 indbyrdes opgør i landets bedste række har de to mandskaber forladt banen med samme cifre på måltavlen, som de startede. Vender de berømte gummiben fra sidste sæson tilbage hos midtjyderne, nu hvor guldet er indenfor rækkevidde, eller bliver det værterne, der lader sig tynge af presset fra bunden? Det skal blive spændende at se, om “de striwede” kan stille noget op imod dødboldspecialisterne fra FCM.
Karantæner og skader:
Begge hold er frie for karantæner, mens OB's Kenneth Zohore stadig er tvivlsom. FC Midtjylland må til gengæld undvære Kristian Bach Bak, Eyjolfur Hedinsson, Pione Sisto, mens Marco Larsen og Jim Larsen er tvivlsomme.
Forventede startopstillinger:
OB (4-4-1-1):
Toppel
Skogseid - Nielsen - Høegh - Skulason
Dasler - Jonasson - Busuladic - Falk
Spelmann
Larsen
FC Midtjylland (4-1-4-1):
Dahlin
Rømer - Banggaard - Sviatchenko - Lauridsen
Sparv
Hassan - Poulsen - Andersson - Igboun
Pusic
Bud på kampens profil:
Rasmus Falk.
Bud på kampens resultat:
Indkast.dk's bud bliver et par obligatoriske FCM-mål på dødbolde plus det løse: 1-3.
Formkurve:
OB: | T-V-U-V-T |
FC Midtjylland: | U-V-V-U-V |
Seneste kampe OB:
20150407 | OB | 1 - 2 | FC Vestsjælland |
20150412 | FC Nordsjælland | 1 - 2 | OB |
20150419 | OB | 0 - 0 | SønderjyskE |
20150424 | Esbjerg FB | 0 - 2 | OB |
20150503 | OB | 0 - 2 | Brøndby IF |
Seneste kampe FC Midtjylland:
20150405 | Esbjerg FB | 3 - 3 | FC Midtjylland |
20150412 | AaB | 1 - 2 | FC Midtjylland |
20150417 | FC Midtjylland | 1 - 0 | Silkeborg IF |
20150427 | Hobro IK | 0 - 0 | FC Midtjylland |
20150504 | FC Midtjylland | 5 - 2 | Randers FC |
Kampen spilles søndag d. 10/5 klokken 17.00 og kan følges på Canal 9.
Kampens dommer er Michael Tykgaard.