Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Emil Jensen

Hvem rykker ud af Premier League?

Indkast.dk har set nærmere på bundstriden i Premier League, og vi har taget temperaturen på de involverede klubber.
I den forgangne spillerunde satte Chelsea tingene på plads i Premier League og kan igen kalde sig for engelske mestre. Der er stadig spænding om de øvrige topplaceringer, men det er i bunden af ligaen, at det helt store drama kan udspille sig.

Hele syv hold er inde i kampen om nedrykning, og der bliver spænding til det sidste. Her på Indkast.dk har vi kigget nærmere på holdene i bunden, set på deres form og resterende kampprogram. Vi begynder nederst i tabellen.

20. Burnley
Point: 26
Målscore: -27

Resterende program: Hull (ude), Stoke (hjemme), Aston Villa (ude)

Der skal ske mirakler, hvis Burnley også skal spille Premier League næste sæson. Det kræver, at holdet vinder de resterende opgør, samtidig må de andre hold i bunden ikke hente flere point. De seneste fem kampe har Burnley blot hentet et enkelt point, og de sidste fire er alle tabt med cifrene 0-1. For Burnley bliver det højst sandsynligt til en Premier League-tur-retur i denne omgang.

19. Queens Park Rangers
Point 27
Målscore: -22

Resterende program: Manchester City (ude), Newcastle (hjemme), Leicester (ude).

QPR er i samme situation som Burnley, det er ude af egne hænder. Der skal hentes maksimum point i de resterende kampe, og nedrykning kan allerede være en realitet i næste runde, hvor man møder Manchester City. Senest blev det til et knebent 2-1-nederlag til Liverpool i en kamp, hvor QPR længe så ud til at få et enkelt point med hjem. Seneste sejr er tilbage fra starten af april, og QPR skal nok ruste sig på endnu en tur i næstbedste række.

18. Sunderland
Point: 33
Målscore: -22

Resterende program: Everton (ude), Leicester (hjemme), Arsenal (ude), Chelsea (hjemme).

Sunderland har spillet en kamp mindre end de øvrige i nedrykningsspillet, og det kan vise sig at blive vigtigt. I forgangne runde hentede de en vital sejr over Southampton, og det er blevet til syv point i de seneste fem kampe. De sidste to kampe ser svære ud på papiret, så der skal point på kontoen i de to næste, hvis der skal spilles Premier League næste sæson. Specielt bliver kampen mod Leicester 16. maj et nøgleopgør mod en direkte konkurrent i bunden af ligaen.

17. Hull
Point: 34
Målscore: -15

Resterende program: Burnley (hjemme), Tottenham (ude), Manchester United (hjemme).

Med nederlaget til Arsenal mandag aften endte Hulls mini-stime med to sejre i træk. Den ene var en flot hjemmesejr over Liverpool. Dog er klubben med det seneste nederlag stadig fedtet ind i nedrykningsduellen, og det resterende program ser svært ud, da man i de to sidste kampe møder tophold, der stadig har noget at spille for. Weekendens kamp mod Burnley bliver derfor yderst vigtig, og med en sejr kan Hull sende Sean Dyches mandskab definitivt ud af ligaen.

16. Leicester
Point: 34
Målscore: -15

Resterende program: Southampton (hjemme), Sunderland (ude), Queens Park Rangers (hjemme)

Leicester lignede længe en nedrykker, men Kasper Schmeichel og holdkammeraterne har for alvor fundet formen i sæsonens sidste tredjedel. Fem sejre og et enkelt nederlag i de sidste seks kampe har sendt oprykkerne op på den gode side af stregen, og slutprogrammet er ikke det værste, så det kunne godt ligne endnu en sæson i bedste række for den danske keeper og venner.

15. Newcastle
Point: 35
Målscore: -14

Resterende program: West Bromwich (hjemme), Queens Park Rangers (ude), West Ham (hjemme).

Hele otte nederlag i træk har sendt Newcastle i nedrykningsfare. Det lignede ellers længe en solid midterplacering til traditionsklubben fra det nordengelske, men nu er der spænding til det sidste for de hårdt prøvede Newcastle fans. Slutprogrammet ser overkommeligt ud på papiret, men der kan ikke være meget selvtillid tilbage i John Carvers mandskab. De kan trøste sig med, at hverken West Ham eller West Bromwich har meget at spille for.

14. Aston Villa
Point: 35
Målscore: -11

Resterende program: West Ham (hjemme), Southampton (ude), Burnley (hjemme).

Aston Villa har rodet rundt i bunden det meste af sæsonen og havde længe problemer med at score mål. Nu er Christian Benteke begyndt at bombe, og det kan blive Birmingham-klubbens redning. Syv point er det blevet til i de seneste fem opgør. Derudover har man spillet sig i FA Cup-finalen med en sejr over Liverpool på Wembley, så selvtilliden må være i top hos Tim Sherwood og co.

Her hos Indkast.dk har vi svært ved at tro, at Burnley og Queens Park Rangers klarer frisag, men kampen om den sidste nedrykningsplads er helt åben.

Deltag i debatten, hvem tror I må en tur i The Championship næste år og hvorfor?

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER