Joaquin: Betis har mit hjerte
Joaquin kan godt se sig selv vende tilbage til barndomsklubben Real Betis.
Fiorentina-spilleren Joaquin afslører, at han har ambitioner om at vende tilbage til sin barndomsklub, Real Betis, inden han stopper karrieren.
33-årige Joaquin startede på Betis' ungdomshold og spillede siden over 200 kampe for klubbens førstehold, inden han i 2006 skiftede til Valencia. Senere rykkede kantspilleren til Malaga og derefter til Fiorentina, men Betis er klubben, hans hjerte banker for.
- Betis er mit liv. Min intention er at vende tilbage, for de har mit hjerte, og det er meget spændende at spille der, siger Joaquin til Sport Mediaset.
Joaquin har spillet 18 kampe og scoret et enkelt mål for Fiorentina i denne sæson.