LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Jacob Bøgen Clausen

Optakt: Randers FC - Esbjerg FB

Esbjerg skal i lørdagens Superliga-kamp, se om de kan fortsætte den gode stime mod et solidt Randers-mandskab.
Kommentar:
Esbjerg har i denne sæson haft svært ved at finde frem til netmaskerne, men efter den store pokalsejr i Horsens har esbjerggenserne fået gang i offensiven. Sidste lørdag vandt EfB med hele 4-1 i Slagelse mod et FC Vestsjælland-hold, som ellers har været stærke på hjemmebane.

Niels Frederiksens mandskab har sæsonen igennem spillet bedre, end det tabellen har vist, og vestjyderne er da også begyndt at kravle op ad i rækken. Holdet har scoret 13 mål i de seneste fire kampe, hvis man tæller pokalturneringen med, og de har blot lukket et enkelt mål ind. Det er derfor et Esbjerg-hold med selvtillid, der løber på banen i Randers lørdag-aften.

Randers FC har overrasket de fleste i de første ti runder, og med en bundsolid defensiv som fundamentet indtager kronjyderne en fjerdeplads i ligaen. Randers FC tabte dog i seneste runde på Brøndby-stadion efter et sent mål af Teemu Pukki.

Det ændre dog ikke på, at Randers stadigvæk har landets bedste defensiv, men de er samtidig det næstmindst scorende hold. Topscorer Viktor Lundberg har scoret en fjerdedel af Randers' mål, og han bliver derfor afgørende, hvis randrusianerne skal trække det længste strå i en formodentlig tæt kamp.

Karantæner og skader:
Randers har Mads Agesen ude med karantæne, mens Jonas Borring er tvivlsom. Hos Esbjerg er Martin Bergvold tvivlsom, mens Mick van Buren er skadet. Hans Henrik Andreasen afsoner karantæne.

Forventede startopstillinger:
Randers FC (4-4-2): Johnsson - Thomsen, Fenger, Andersen, Fischer - Fisker, Poulsen, Keller, Bjarnason - Ishak, Lundberg

Esbjerg FB (4-4-2): Dubravka - Laursen, Gomes, Jakobsen, Knudsen - Fellah, Nielsen, Lekven, Ankersen - Söder, Pusic

Bud på kampens profil:
Det er sjældent, at en højreback bliver nævnt som kampens profil, men Ryan Johnson Laursen har været i fremragende form for Esbjerg, og har lagt op til tre mål. Han kan derfor blive en afgørende faktor.

Bud på kampens resultat:
Esbjerg rider på en bølge af selvtillid, og de vinder derfor med 2-1 i Randers.

Formkurve:
Randers FC:U-T-V-V-T
Esbjerg FB:T-V-U-V-V

Seneste kampe Randers FC:
20141005Randers FC 0 - 0 FC Nordsjælland
20141019FC København 1 - 0 Randers FC
20141026Randers FC 3 - 0 OB
20141029Lyngby BK 0 - 2 Randers FC
20141102Brøndby IF 1 - 0 Randers FC

Seneste kampe Esbjerg FB:
20141005FC København 2 - 1 Esbjerg FB
20141020Esbjerg FB 2 - 0 OB
20141026Esbjerg FB 0 - 0 Brøndby IF
20141029AC Horsens 0 - 7 Esbjerg FB
20141101FC Vestsjælland 1 - 4 Esbjerg FB

Kampen spilles lørdag d. 8/11 klokken 19.00 og kan følges på TV3 Sport 1.
Kampens dommer er Kenn Hansen.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder