Nile Ranger – Falmet Power Ranger
Disciplinære problemer har betydet, at 23-årige Nile Ranger aldrig er blevet den "Power Ranger", han kunne have udviklet sig til. Indkast.dk tegner et portræt af ballademageren, der engang viste så lovende takter.
Power Ranger. Det er, hvad Nile Ranger kalder sig selv. Med en underforstået reference til den amerikanske superhelteserie "Power Rangers", hvis nogen skulle være i tvivl. Umiddelbart er der dog ikke meget superhelt over den tidligere Newcastle-spiller. 23-årige Ranger står nu igen uden klub efter at have lavet ballade, og det er desværre et mønster, der bliver ved med at gentage sig. Synd og skam for den engang så lovende angriber, der først og fremmest har sin egen opførsel uden for kridtstregerne at takke for, at han aldrig er blevet den helt, han kunne være blevet på fodboldbanen.
Ballademager med stort fodboldtalent
Nile Ranger blev født den 11. april 1991 i London, hvor han voksede op i Wood Green – et område i den nordlige del af den engelske hovedstad, der er plaget af høj arbejdsløshed og kriminalitet. Det viste sig hurtigt, at Ranger var noget ganske særligt på fodboldbanen, og som 15-årig rykkede han fra Crystal Palaces akademi til Southamptons anerkendte fodboldskole, der har udklækket et utal af stortalenter de senere år.
Den unge Ranger havde dog travlt med meget andet end bare at pleje sit fodboldtalent. I 2007 blev han dømt til 11 uger i et ungdomsfængsel efter at have begået væbnet gaderøveri sammen med nogle venner. Derudover gik Ranger lidt for meget i byen og lavede ballade på akademiet, og derfor fik den unge angriber to skriftlige advarsler af Southampton, der forgæves forsøgte at kontrollere ham. I slutningen af sæsonen så klubben intet andet valg end at give Ranger sparket, da han blev opdaget, mens han forsøgte at stjæle træningsudstyr til sine venner.
Allerede inden fodboldkarrieren overhovedet var kommet igang, var Ranger altså ved at skabe sig et skidt renommé. Rangers store fodboldtalent var dog uomtvisteligt, og i Newcastle var der en stærk nok tro på, at man kunne få orden på det dengang 17-årige stjernefrø, at han blev tilbudt en kontrakt af den daværende sportsdirektør Dennis Wise – en mand, der i øvrigt selv har en fodboldkarriere præget af ballade og kontroverser bag sig.
Karrieren tager fart i Newcastle
I Newcastle greb Ranger chancen med det samme. I løbet af sin første sæson på Tyneside scorede det unge stortalent 15 mål for U18-holdet og syv gange for reserveholdet, hvilket resulterede i, at han i 2009 modtog det såkaldte "Wor Jackie Milburn"-trofæ, der hvert år gives til den mest lovende U18-spiller i Newcastle. Der var ikke en finger at sætte på Rangers arbejdsindsats på banen, og selvom den unge mand havde problemer med at komme til træning til tiden, blev han belønnet med en ny tre et halvt-årig kontrakt af klublegenden Alan Shearer, der var manager i Newcastle på det tidspunkt.
I sommeren 2009 deltog Ranger ved U19-VM med England, der nåede hele vejen i finalen, og i sæsonen 2009-10, hvor Newcastle spillede i The Championship under Chris Hughton, fik den unge angriber masser af spilletid for førsteholdet. Efter sin debutkamp for førsteholdet mod Leicester blev Ranger kåret til kampens spiller, og da han blev udskiftet efter 84 minutter, klappede fansene ham stående fra banen. Godt nok blev det kun til to mål i 25 kampe i løbet af sæsonen, men Ranger viste lovende takter.
I den efterfølgende sæson var Newcastle tilbage i Premier League, og Ranger blev ofte henvist til bænken. Ved flere lejligheder kom han dog ind og gjorde en god figur, og selvom angriberen sjældent fik scoret, var han en trussel mod ethvert forsvar med sin fysiske styrke og hurtighed. Det måtte Arsenals Laurent Koscielny blandt andre sande i en kamp mellem Arsenal og Newcastle, hvor franskmanden ikke så anden udvej end at trække et rødt kort ved at vælte Ranger, der ellers havde haft frit løb mod mål. I Newcastle havde man set nok, og trods Rangers problemer med at holde træningstiderne, fik angriberen en ny fem et halvt-årig kontrakt i december 2010.
- Nile er en ung spiller, som forbedrer sig hele tiden. Det er mindre end 18 måneder siden, han fik sin førsteholdsdebut, og han udvikler sig lynhurtigt. Vi ser frem til at hjælpe ham med at modne og blive en nøglespiller for os i fremtiden, sagde den daværende Newcastle-manager Chris Hughton blandt andet efter Rangers kontraktforlængelse.
Problemerne hober sig op
Hughton fik dog aldrig mulighed for at hjælpe Ranger med at udvikle sig yderligere. Kort tid efter blev han fyret, og Alan Pardew overtog i stedet trænersædet på St. James' Park. Selvom Pardew gav Ranger en del spilletid i løbet af den sidste del af sæsonen 2010/11, blev den nye Newcastle-manager hurtigt træt af den unge mands mangel på disciplin. Pardew ville ikke tolerere, at Ranger kom for sent til træning, og så hjalp det heller ikke ligefrem den unge angriber, at den engelske presse fik fingrene i et billede, hvor han poserede med, hvad der viste sig at være en kopi-pistol. Frem mod sæsonen 2011/12 tog Pardew konsekvensen af Rangers opførsel og gjorde det klart, at det unge talent skulle træne med reserverne, og at han forlangte en ændring i angriberens opførsel, før han overhovedet kunne overvejes til førsteholdet igen.
- Det er meget sjældent, jeg lukker døren for nogen, men Nile er nødt til at forstå det ansvar, der hører med til at være professionel fodboldspiller. Det er alt, hvad han må forstå. Det handler ikke kun om, hvad der sker på fodboldbanen. Det er det, han skal lære nu. Nogle gange kan du give en spiller den ene bøde efter den anden for at komme for sent, og alligevel trænger det ikke igennem til ham, sagde Pardew til The Chronicle i august 2011.
Siden er det gået mere og mere ned ad bakke for Ranger. I august 2011 blev angriberen anklaget for at have overfaldet en mand i Newcastle - noget han dog senere blev frikendt for. Der gik dog ikke mere end et par måneder, før han igen røg i politiets søgelys. I efteråret - blot få dage efter, at det unge talent var begyndt at træne med Newcastles førstehold igen - blev han nemlig sigtet for gadeuorden og dømt for spirituskørsel. I november måned blev Ranger udlejet til Barnsley, men måneden efter kom han til skade med sin fod og vendte tilbage til Newcastle. Mens Ranger var skadet, brugte angriberen blandt andet tiden på Twitter, og det resulterede i en bøde på lidt over 50.000 kroner, som det engelske fodboldforbund tildelte ham, efter han i marts 2012 havde udtrykt sig homofobisk på det sociale medie. Senere på måneden blev Ranger igen arresteret, denne gang fordi han ikke levede op til den kautionsaftale, der var blevet indgået, mens han ventede på at skulle i retten for anklager om overfald.
Problemerne uden for banen begyndte efterhånden at hobe sig op for Ranger, men da han i slutningen af marts blev udlejet til Sheffield Wednesday, blev han enig med sig selv om, at han ville få karrieren på ret køl. Lejeopholdet var en succes, og da Sheffield Wednesday fejrede oprykningen til The Championship, trak Ranger i en trøje med teksten "A changed man" (En forandret mand red.), mens han i øvrigt viste sin nye tatovering frem - et smilende ansigt på indersiden af underlæben.
Ranger vendte tilbage til Newcastle til sæsonen 2012/13, men for Pardew var der ikke den store mentalitetsændring at spore hos den unge angriber. I oktober 2012 satte Newcastle-manageren direkte spørgsmålstegn ved, om Ranger overhovedet vil være professionel fodboldspiller.
- Han kommer for sent så ofte, at det er helt ufatteligt. Han er stadig i klubben, og vi prøver stadig at gøre noget med ham. Men han kommer ikke tilbage på holdet, medmindre der er en periode på seks uger, hvor han ikke kommer for sent. Jeg tror ikke, det kommer til at ske, sagde Pardew til The Chronicle.
Ranger fortsatte med at komme i medierne af de forkerte årsager, og i september 2012 blev han sigtet for at have smadret en dør i London. Senere blev han imidlertid frikendt, da han forklarede, at han kun smadrede døren, fordi han frygtede, at der var sket hans kæreste noget. I starten af 2013 blev Ranger arresteret under mistanke for at have voldtaget en kvinde på et hotelværelse i Newcastle - en sag, der varede helt til marts måned i år, hvor han blev frikendt. I Newcastle havde man mistet tålmodigheden med Ranger, og i marts 2013 blev han enig med klubben om at rive kontrakten i stykker.
Kan Ranger forandre sig?
Ranger var nu klubløs, og mens han var på jagt efter en ny arbejdsgiver i sommeren 2013, tiltrak han sig en del medieopmærksomhed. Men igen ikke af fodboldmæssige årsager. Denne gang lagde angriberen billede op på Instagram-profilen "nilepowerranger", der viste, at han havde fået tatoveret sit efternavn i ansigtet.
I august 2013 annoncerede League One-klubben Swindon Town, at Ranger var kommet til på en etårig aftale. Igen var det med et løfte fra Ranger om, at han ville ændre sig, men angriberen skulle desværre vise sig at fortsætte i samme mønster. På banen gjorde han en god figur, og frem til november måned var han fast mand i startopstillingen. Men ligesom det var tilfældet i Newcastle, havde Ranger svært ved at passe sin træning, og det irriterede Swindon-manager Mark Cooper, der flere gange satte den udisciplinerede Ranger af holdet. I starten af 2014 begyndte Ranger at spille fast igen, men i februar måned blev han skadet i en kamp mod Colchester, og det skulle vise sig at blive angriberens sidste optræden for Swindon. Mens Ranger var skadet, brugte han nemlig igen tiden på at lave ballade. I marts 2014 blev han arresteret, under mistanke for at have udøvet hærværk mod en taxa i Liverpool. Måneden efter røg Ranger igen i fedtefadet, da et overvågningskamera filmede ham, mens han frustreret smadrede døren til sin lejlighed i Swindon, fordi han havde mistet sin nøgle.
Selvom Ranger havde et udmærket scoringssnit på 10 mål i 28 kampe, valgte Swindon i maj måned at ophæve kontrakten med angriberen på grund af disciplinære problemer - præcis som Newcastle gjorde det året før. Historien synes at gentage sig for den nu 23-årige Ranger, for nu leder han igen efter en ny klub - og igen lover han, at han vil ændre sig. I et længere interview med Daily Mirror forklarer Ranger, der for tiden sættes i forbindelse med et skifte til Championship-holdet Leeds United, at han er klar over, at det efterhånden er sidste udkald.
- Det er min sidste chance, så jeg er nødt til at tage den. Jeg er et fjols, hvis jeg dummer mig igen. Det værste er, at det gør min mor ked af det. Folk ved, at jeg er hendes søn. Det gør ondt at se det, så jeg vil gerne gøre tingene ordentligt. 100 procent, siger Ranger til Daily Mirror og tilføjer:
- Jeg ved, at jeg har gjort en masse uden for banen, men det er ikke for sent. Jeg drikker slet ikke mere. Nu er jeg kun fokuseret. Jeg prøver på at holde mig i form, mens jeg venter på den næste mulighed. Jeg arbejder på mit image og opfører mig ordentligt.
Når Ranger melder ud, at han har forandret sig, har han noget at bevise. Om han denne gang kan holde fokus på banen, må tiden vise, men selv mener han ikke, det er for sent at redde karrieren. Det virker dog under alle omstændigheder sikkert, at han har opbrugt sine chancer for at blive den "Power Ranger", som hans efterhånden falmede talent engang berettigede til.