Jonas Sand

Daniel Sturridge – Greb sidste chance

Flop i Manchester City og flop i Chelsea. Daniel Sturridge lignede en færdig mand i toppen af engelsk fodbold, men så kom Brendan Rodgers.
Da da sidste sekunder af 2012 løb ud, var tiden også ved at løbe fra Daniel Sturridge. Angriberen spillede ikke fast i Chelsea, og når han endelig spillede, så var det ikke på noget højt niveau eller sin bedste position. Englænderen lignede dermed en mand, der ikke havde grebet chancen i hverken Manchester City eller Chelsea, og spørgsmålet var, om han fik endnu en chance i toppen af engelsk fodbold.

To dage inde i 2013 kom den chance, og redningsmanden hed Brendan Rodgers. Manageren havde udset Daniel Sturridge som den perfekte mand til at supplere Luís Suarez i Liverpools angreb, og sammen med Phillippe Coutinho blev han hentet ind i vinterens transfervindue. Der var ikke de helt store forventninger til angriberen i Liverpool, hvor fansene var nervøse over hans manglede succes i Chelsea og Manchester City, mens han også havde fået et stempel som arrogant i de engelske medier.

Brendan Rodgers bekymrede sig dog ikke over angriberens manglende succes, og Daniel Sturridge skulle da heller ikke tænke længe over det, før han tog skiftet til Merseyside-klubben. Det fortalte han tidligere i år.

- Jeg har brug for at have det godt med mig selv, så det var en nem beslutningen at skifte til klubben. Min far, min onkel og jeg selv var alle af den holdning, at Liverpool var den bedste klub at skifte til. Så da Liverpool kom ind, så var det bare en af de situationer, hvor jeg bare skulle op af M6 (motorvejen, red.) så hurtigt som muligt for at underskrive kontrakten og komme i gang med at arbejde. Jeg var bare desperat for at komme til klubben og vise, hvad jeg kunne. Jeg var sulten, og jeg er stadig sulten, sagde Daniel Sturridge til Daily Mail.

Succes fra først fløjt
Daniel Sturridge fik sin debut i den røde trøje, da han fire dage efter sit skifte startede inde i FA Cuppen mod Mansfield. Syv minutter senere havde han scoret sit første mål, og selv om der også blev brændt et par store chancer, så efterlod han sig et positivt indtryk. Alligevel startede han på bænken ugen efter mod Manchester United, men han kom ind fra anden halvlegs start og leverede endnu en scoring, da han sparkede en returbold i mål. Det gav ham en plads i startopstillingen mod Norwich runden efter, og igen var han på plads med en scoring, mens han også viste glimrende sammenspil med Luís Suarez.

Dermed havde Sturridge scoret i sine første tre kampe for klubben, og det blev han den første Liverpool-spiller siden Ray Kennedy i 1974 til at gøre. Hans gode form fortsatte resten af sæsonen, og da den sluttede, stod han noteret for 10 mål i 15 Premier League-kampe. Tvivlen på Daniel Sturridge var væk, men angriberen skulle blive endnu bedre for Merseyside-klubben.

Luis Suarez startede denne sæson med karantæne, og det var derfor op til Daniel Sturridge at levere holdets mål. Og det gjorde han. Fire mål i de første fire Premier League-kampe samt to af FA Cuppen mod Notts County blev startskuddet på Sturridges bedste sæson nogensinde. Da der var spillet 11 kampe stod han noteret for 10 scoringer, og han sluttede sæsonen med 21 mål i Premier League – kun overgået på topscorerlisten af angrebskollegaen Luís Suarez. Alligevel er alt ikke guld og grønne skove for Daniel Sturridge.

Endnu ikke stjernestatus
Mål i sine tre første kampe. 21 mål i denne sæson. Nomineret til årets spiller og årets unge spiller i Premier League. Mål otte kampe i træk, hvilket tangerede klubrekorden. Hurtigste 20 mål for klubben foran legender som Roger Hunt, Ian St. John, Kevin Keegan, Kenny Dalglish, Ian Rush, John Aldridge, Robbie Fowler, Michael Owen, Fernando Torres og Luís Suarez. 26 kampe skulle han bruge på dette, hvilket var otte kampe hurtigere end de næsthurtigste og næsten dobbelt så hurtigt som Luís Suarez, der skulle bruge 49 kampe. Det er status indtil videre for Daniel Sturridge, men alligevel har det taget lang tid, før Liverpools fans for alvor har taget ham til sig.

Selv om han har lavet mål på samlebånd, så er det først for nyligt, at angriberens navn er begyndt at runge på Anfield. Jamie Carragher tog tidligere på året dette problem op, da han på sin blog skrev.

- Jeg var på Anfield til seneste hjemmekamp, og Daniel Sturridge imponerede mig igen. Han spiller med så stor selvtillid, at man ikke tror, han kan brænde en chance. Alligevel hørte man på intet tidspunkt hans navn blive sunget i 4-0-sejren over Everton. Det fik mig til at tænke: hvornår vil Liverpools og Englands fans begynde at værdsætte ham for alvor.

Det virker dog efterhånden til, at Liverpools fans har taget ham til sig. Nu er spørgsmålet bare, om Englands fans kan gøre det samme, når angriberen trækker i den hvide trøje til sommerens slutrunde.

Kan han præstere i hvid?

Indtil videre har Sturridge leveret fint i national sammenhæng, hvor han har scoret på samtlige landshold. På A-landsholdet er det blevet til tre scoringer i ti kampe og flere fine kampe i den hvide trøje. Han har dog ikke været holdets deciderede topangriber indtil nu, men det bliver han med stor sandsynlighed til sommerens VM. Her skal han konkurrere med Danny Welbeck og Rickie Lambert om pladsen foran Wayne Rooney, og den konkurrence vinder Liverpool-spilleren formentligt.

Det bliver spændende at se, om han kan levere på sammen høje niveau uden Luís Suarez ved sin side. Det har han vist flere gange i denne sæson, at han godt kan, og han kommer da heller ikke helt til at undvære sine holdkammerater. Både Steven Gerrard, Jordan Henderson, Glen Johnson og Raheem Sterling kommer formentligt til at starte – eller i hvert fald få spilletid – og det er derfor ikke helt væk fra de vante rammer på Merseyside, selv om det nu foregår i Brasilien.

Forventninger er for en sjælden gangs skyld ikke høje for det engelske landshold, men forventningerne har aldrig været højere for Daniel Sturridge. Angriberen skal bevise, at han også kan levere på verdens største scene, og ifølge Steven Gerrard kan han også sagtens det.

- Daniel har verden foran sine fødder, og han kan blive, hvad han vil, hvis han fortsætter med at arbejde hårdt. Hans form har været fantastisk i denne sæson. Jeg ser ham til træning hver dag, og jeg kan se, hvilke kvaliteter han besidder. Alle vil se på Suarez, Ronaldo og alle dem til VM, men Daniel kan helt sikkert blive stjernen ved denne slutrunde, fortalte Gerrard til Independant tidligere på året.

Der er ingen tvivl om, at Daniel Sturridge har kvaliteterne og momentum i øjeblikket, men hvis han skal levere på det høje niveau, er der én ting, han har brug for.

Tillid = selvtillid = mål

Daniel Sturridge følte sig aldrig hjemme i Chelsea. Han følte, at han var god nok til at spille i front, men det fik han aldrig rigtigt lov til. Det blev ikke til meget spilletid, og når det endelig blev, så var det på en position som kantspiller. Det var svære betingelser for angriberen, der aldrig har lagt skjul på, at han skal bruge tillid fra fans, holdkammerater og manageren, hvis han skal levere på højeste niveau.

- Tiden i Chelsea var en del af min rejse. Men det er fair at sige, at Chelsea ikke troede på mig. Jeg siger ikke, at jeg skal være elsket, det behøver jeg ikke. Jeg skal bare have tillid fra manageren. Jeg startede ikke som angriber for Chelsea én eneste gang, så det var svært, udtalte angriberen til Daily Mail.

Den tillid har han fået hos Brendan Rodgers, og det var også managerens tro på ham, der i sidste ende lokkede ham til Liverpool, mens han også har afsløret, at Fernando Torres og Yossi Benayoun tit fortalte ham i Chelsea, at Liverpools fans var helt fantastiske mod deres spillere.

- Han (Torres, red.) snakkede meget godt om Liverpool. Da vi var i Chelsea sammen, sagde han tit, at Liverpool var en fantastisk klub. Og det var ikke kun ham. Det var også Yossi Benayoun. De fortalte mig begge, at Liverpool var den bedste klub, de havde spillet for. De sagde også, at klubbens fans ville give mig en fantastisk følelse, og det havde jeg brug for på det tidspunkt, for jeg var meget nedtrykt, fortalte Sturridge til Daily Mail.

Umiddelbart virker Liverpool og Daniel Sturridge til at være et fantastisk match, og angriberen ligner en spiller, der endelig er på vej til at udnytte det potentiale, der hele tiden har været til stede. Men selv om der endelig er kommet succes på banen, så har den engelske skarpretter stadig problemer, han døjer med udenfor det grønne græs.

Kæmper stadig med sit ry

Angriberen har længe kæmpet med sit ry i de engelske medier, der længe har fremstillet ham som arrogant. Ifølge ham selv er det dog på ingen måde sandt. Han forstår ikke, hvor det billede af ham kommer fra, men det kunne ikke være længere fra sandheden.

- Jeg er ikke arrogant. Jeg ved ikke, hvor folk får det fra, men det er helt forkert. Folk forstår mig ikke. Jeg er bare en helt normal fyr, der er nem at snakke med. Alle, der kender mig, ved, at jeg snakker med alle. Det føles bare som om, at der en en myte om, at jeg er arrogant. Måske er det den måde, jeg ser ud på. Jeg smiler ikke altid, men jeg er bare en glad knægt. Jeg smiler indvendigt. Det gør ondt, når folk misforstår mig, men når de har mødt mig, ændrer de opfattelse, fortalte han til Daily Mail.

Men det er ikke kun arrogant, han bliver fremstillet som. Han bliver tit set på som en doven spiller, der ikke arbejder for tingene – og aldrig har gjort det. Dette problem tog han op i det samme interview, og her har han samme holdning; det er meget langt fra sandheden.

- Hvis jeg misser en aflevering til træning, så får jeg træneren til at genskabe det øjeblik til næste træning, så jeg ikke laver den fejl igen. Hårdt arbejde er nøglen til alt. Det er noget, jeg har lært af Luís (Suarez, red.) og min familie.

- Jeg elsker mit job, og jeg har altid lært, at man skal være dedikeret. Sådan blev jeg opdraget. Mine forældre ofrede meget, da de flyttede med mig til Manchester som 13-årig, så jeg er nødt til at betale dem tilbage. Så jeg er nødt til selv at ofre mig også. Da jeg var 15-16 år, gik jeg aldrig i byen. Jeg var derfor og så spansk fodbold og Match of the Day i weekenderne. Sådan hyggede jeg mig, for jeg ville ikke skuffe mine forældre og have spildt fem år af deres liv.

Det virker langt om længe til, at Daniel Sturridge har fået den succes og tillid, han har ventet så længe på. Fremtiden er lys for den unge Liverpool-angriber, der nu skal bevise, at denne sæson ikke bare var en enkelt succesoplevelse.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER