Alt om AGF – FC Nordsjælland
Hele 13 gange har AGF-keeper Steffen Rasmussen tabt til FCN i Superligaen. Kun en spiller i Superligaens historie har lige så mange nederlag mod Farum-klubben i Superligaen, nemlig Silkeborgs Frank Hansen.
Generelt
• AGF har det ofte svært på eget græs mod FCN i Superligaen. De hvide fra Fredensvang har kun fire hjemmesejre over Farum-klubben, mens tigerne fra Farum omvendt har hele otte udesejre i Aarhus. Fire kampe er endt uden vinder.
• Det er kun mod AaB, at FCN har lige så mange udesejre i Superligaen, som tigerne har mod netop AGF (8 sejre over hver). Hvis det bliver til en ny sejr i Aarhus i dag, så vil AGF dermed være den klub, som FCN har flest sejre over på fremmed græs i Superligaen.
• FCN har åbnet scoringen i hele 12 ud af de foregående 16 indbyrdes Superligaopgør i Aarhus mellem de to hold. Mod intet andet hold har Farum-klubben lavet så mange åbningsmål på fremmed græs i Superligaen.
• FCN har holdt målet rent de seneste to gange, hvor tigerne har besøgt Danmarks næststørste by. Det er kun mod AC Horsens (4), at Farum-klubben har præsteret at holde buret rent i flere udekampe i streg i Superligaen.
• AGF er sammen med AC Horsens den klub, som FCN har præsteret flest clean sheets mod på fremmed græs i Superligaen (5 mod hver).
• Hvis man tæller kampene i Farum med, så har FCN vundet de seneste fire indbyrdes Superligaopgør mod AGF og er ubesejret i de seneste fem. AGFs seneste sejr over FCN kom i Aarhus den 24. september 2011 (1-0).
• Det er kun mod AC Horsens (5 sejre i træk), at FCN har en længere aktiv sejrsstime i de indbyrdes Superligaopgør, end Farum-klubben har gang i mod netop AGF (4 sejre i streg).
• I alt har FCN vundet 14 kampe mod AGF i Superligaen. Mod ingen anden klub har tigerne så mange sejre i de indbyrdes Superligaopgør.
AGF
• Det er i øvrigt kun OB, som Steffen Rasmussen har tabt lige så mange kampe mod i Superligaen, som han har mod netop FCN (13 mod hver).
• FCN er den klub, som Jesper Lange har lavet flest Superligamål mod i karrieren (5 mål).
• Martin Jørgensen kan med sine 37 år og 301 dage blive den klart ældste målscorer i Superligaen nogensinde. Keld Bordinggaard sidder på Superligarekorden på nuværende tidspunkt. Han var 37 år og 173 dage, da han scorede i udekampen mod AaB den 14. maj 2000.
• Hvis AGF ikke scorer i dagens kamp, så vil det være første gang i klubbens historie, at de hvide fra Fredensvang slet ikke kommer på måltavlen i deres to første hjemmekampe i en Superligasæson.
• AGF kan for fjerde gang i klubbens historie indlede en Superligasæson med at tabe sæsonens to første hjemmekampe. Det gjorde de hvide også i sæsonerne 2001-2002, 2005-2006 og 2007-2008.
FC Nordsjælland
• Måske skal FCN ligefrem satse på et nederlag i dagens opgør, for når tigerne indleder en Superligasæson med at tabe deres første to udekampe, så plejer det nemlig at blive en rigtig god sæson for klubben. De eneste to gange i SL-historien, hvor FCN har indledt sæsonen med to nederlag på fremmed græs, er det nemlig blevet til henholdsvis bronzemedaljer (2002-2003) og guldmedaljer (2011-2012), når sæsonen var færdigspillet.
• FCN er ikke kommet på måltavlen i klubbens seneste to udekampe i Superligaen, hvilket er en tangering af klubrekorden. Hvis det heller ikke bliver til scoringer i dag for Kasper Hjulmands tropper, så sætter de altså ny negativ klubrekord.
• AGF er klart den klub, som Søren Christensen har nettet flest gange mod i Superligaen (6 mål i 14 kampe). Faktisk er hele 43 % af Søren Christensens scoringer i Superligaen sat ind mod netop århusianerne.
• Nicolai Stokholm har nettet hele syv gange mod AGF i Superligaen. Mod ingen anden klub har han været lige så målfarlig.
• Blandt de fortsat aktive Superligaspillere er det kun FCMs Frank Kristensen (8 mål), der har scoret flere Superligamål mod AGF i karrieren, end Nicolai Stokholm (7 mål) og Søren Christensen (6 mål) har præsteret.
• Søren Christensens eneste hattrick i Superligaen kom da også i en kamp mod netop AGF, nemlig i 5-3-kampen i Farum den 28. april 2012.
• FCN har fået en dårlig start på sæsonen med kun et point i de to første kampe, men det gjorde tigerne faktisk også i 2011-2012, hvor det som bekendt alligevel blev til guldmedaljer. I den sæson hentede FCN kun et point i alt i sæsonens første tre kampe. Desuden har AaB (2007-2008) også vundet guld efter kun at have haft et point efter de første to spillerunder (som FCN har lige nu), så der er stadig håb for Farum-klubben.
• FCN har aldrig tabt en Superligakamp, hvor Michael Tykgaard har passet fløjten (5 sejre, 5 uafgjorte).
• FCN har ikke begået et eneste straffespark i klubbens seneste 40 Superligakampe, siden hjemmekampen mod netop AGF den 28. april 2012. Dengang scorede Martin Jørgensen på straffe, men FCN vandt alligevel kampen med 5-3.