LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Magnus Pilgaard

Dansk makværk i Makedonien

Danmark røg i bogstaveligste forstand på bagdelen, da de her til aften tabte 0-3 til et veloplagt makedonsk landshold, efter en fornærmende ringe indsats.
Danmarks 2012 var ikke noget at råbe hurra for med kun to sejre i ti kampe, og 2013 begyndte helt rædselsfuldt for det danske landshold. Alle omkring holdet havde udmeldt at dette ikke var en kamp, hvor der skulle eksperimenteres helt vildt med en masse udskiftninger, fordi holdet skulle spilles sammen inden kommende vigtige VM-kvalifikationskampe. En formidabel makedonsk åbning på kampen ændrede dog de danske planer drastisk.

Efter otte minutter kom hjemmeholdet foran ved holdets ubestridt største stjerne Goran Pandev, da hans afslutning blev rettet af på Simon Kjær og samtidig blev utagelig for Kasper Schmeichel, der havde fået chancen i det danske bur. Små ti minutter senere var den så gal igen i det danske forsvar, da Agim Ibraimi tog sig en fremragende dribletur, og fra kanten af feltet sikkert sendte bolden op i målhjørnet – endnu en gang uden chance for Schmeichel. En tåbelig dårlig dansk start.

Få minutter efter var det utroligt tæt på 3-0, da en helt fri makedonsk angriber lige pludselig stod fuldstændig fri foran mål, men heldigvis for danskerne, var han for længe om at tæmme bolden, så Daniel Agger kom tilbage og fik tacklet.

Efter 22 minutter blev det så 3-0 til Makedonien, da forsvarsspilleren Noveski headede et indlæg i kassen – fuldstændig udækket. Kort efter måtte træner Morten Olsen skride til handling, og foretage sin første udskiftning. Han vendte straks sin midtbanediamant om, så to offensive blev til to defensive orienterede spillere, og det betød, at Nicolai Jørgensen blev ofret for William Kvist. Mere skete der ikke i en, med danske øjne, rædselsfuld første halvleg i Skopje.

Anden halvleg bød på et dansk landshold, der var mere med i kampen, men det sagde heller ikke så meget, og det blev stadig ikke til de store muligheder til danskerne. Udskiftningerne begyndte at blive foretaget, og Jores Okore, Niklas Pedersen og Viktor Fischer kom på banen i stedet for Simon Kjær, Christian Eriksen og Dennis Rommedahl – og så blev det netop til det eksperimenterende projekt, som det helst ikke skulle have været.

Ti minutter før tid viste Viktor Fischer lidt bevis på, at han er fremtidens mand på det danske landshold, da han fra 30 meters afstand forsøgte at dreje bolden over i det lange hjørne, men hans gode afslutning blev reddet af den makedonske keeper. Mere skete der ikke i en søvndyssende anden halvleg, og eneste positive moment i denne kamp, var det makedonske landshold i de første 30 minutter, der viste glimrende angrebsfodbold. En skuffende dansk indsats og et dansk landshold, der viste et katastrofalt dårligt engagement.

Makedonien – Danmark 3–0 (3-0)
1-0: Pandev (8)
2-0: Ibraimi (17)
3-0: Noveski (22)
Philip II Arena i Skopje.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder