Brøndby-profil ikke tilfreds: Vi havde muligheden for tre point
Indkast.dk i Parken:
Nicolai Vallys stod i mixed zone og forsøgte at sætte ord på fornemmelsen. Han tøvede lidt, inden han fandt begyndelsen.
“Jeg føler egentlig, at situationen med straffesparket er ret klar,” siger han og fortsætter:
“Han bliver kaldt ud, og så regner jeg med, at det bliver dømt. Jeg står ude på siden og ser det lidt udefra.”
Selv om Brøndby-spillerne hurtigt lod protesterne falde, efter dommer Jacob Karlsen havde studeret VAR-skærmen, gjorde det ikke nederlaget lettere at acceptere.
“Vi har tabt, og vi har skuffet, men vi må videre,” siger Vallys.
Han beskriver kampen som en af de mere særegne derbyoplevelser.
“Mange siger, det var et grimt derby, og det synes jeg egentlig også. Det var meget anderledes i dag.”
Netop derfor bider nederlaget sig fast. Ikke fordi FCK var overlegne, men fordi kampen stod fuldstændig åben.
“Kampen var helt åben, og vi havde muligheden for at tage tre point i Parken. Det er det, der ærgrer mest.”
Brøndby fandt aldrig den sidste præcision. Hver gang de kom tæt nok på til at true FCK, manglede der et løb, en aflevering eller en beslutning, der kunne åbne kampen.
“Den sidste skarphed mangler,” siger Vallys. “Vi kommer frem i første halvleg, hvor vi har nogle gode muligheder, men vi får ikke gjort det færdigt.”