Indkast.dk i Parken:

Søndag kom den: første start i et derby i Parken, 20 år gammel og med et ansvar, der normalt falder på spillere med langt flere kampminutter i benene.

“Da jeg så holdopstillingen og så, at det var mig, der skulle spille, blev jeg enormt glad,” siger han og fortsætter:

“Jeg har været her i et par år nu og haft nogle snakke om, at jeg gør det godt til træning. Også i denne uge har jeg gjort det godt, så jeg havde selvfølgelig et lille håb.”

Det sidste møde på hotellet før afgang mod Parken blev dog ikke helt uden reaktioner.

“Nerverne begyndte da at melde sig lidt,” siger han med et smil. “Jeg var på toilettet et par gange – sådan er det jo.”

Og så stod han dér. I Parken. Tilspillet, intensiteten, larmen – og buhråbene.

“Selv om der blev buhet af os, gav det egentlig motivation,” siger han. “Da kampen først gik i gang, lagde man ikke så meget mærke til det.”

Få dage før havde situationen været en helt anden. Mathias Jensen var millimeter fra at være en del af opgøret på en anden måde.

“Jeg var faktisk tæt på at købe billet til udebaneafsnittet tidligere,” siger han. “Det havde jeg egentlig planer om, men jeg nåede det lige præcis ikke. Jeg vil selvfølgelig langt hellere spille på banen end stå og se på – så det er nok meget godt, at det ikke blev til noget.”

På banen lignede han ikke en debutant. Brøndby fik ikke sejren, men Jensen tog et skridt, der betyder noget for alt det, der kommer.

“Man får først sine rigtige ben og sin kampform, når man får lov at spille kampe som disse,” siger han. “Det er noget helt andet end træning. Jeg kan mærke, at formen bliver bedre dag for dag, og det var dejligt at få lov at spille alle 90 minutter i sådan en kamp.”

En debut i Parken er ikke bare en kamp. For Mathias Jensen var det en markør. Et stop på vejen, han har arbejdet længe for – og et bevis på, at han ikke længere er spilleren, der overvejede at købe en billet til udebaneafsnittet.

Nu skal han spille dem.