Fodbold nyheder

Guardiola - Hjem fra eksil

Af Torsten Brix

Indkast.dk bringer et kapitel fra "Barça - Verdens bedste fodboldhold" af Graham Hunter.

Da Gud skabte Josep 'Pep' Guardiola, brugte han en formel med påskriften 'Et lykkeligt liv – skal have alle tilgængelige evner'. Jeg kan ikke huske, hvornår eller om hvem man har sagt bemærkningen, 'kvinder ønsker at være sammen med ham – mænd ønsker at være ham', men det passer præcis på Guardiola ligesom de højtaljede bukser med livvidde 72, der stadig sidder perfekt omkring hans slanke hofter i en alder af 41 år.

Guardiola styrer klubben, han elsker sin Cristina, som han har haft et langvarigt forhold til, er far til tre små børn, har skabt noget, der er betagende smukt og på et så højt kunstnerisk niveau, at mennesker over hele verden er inspireret af det – nå ja, og midt i sin femte sæson som træner har han vundet 14 store titler. Et håbløst perfekt liv.

Men alle må lide for deres kunst – selv denne fænomenale mand. For på trods af alle de talenter, skønhed og intelligens, så har der været nogle skræmmende forhindringer på hans vej – og mørke tider. For eksempel: Guardiola fik engang at vide, at hans alt for tynde korpus og 'Charlie Chaplin-gangart' betød, at han aldrig ville nå et topniveau i fodbold; han havde en forfærdelig periode på 14 måneder, hvor en lægskade frarøvede ham spilletid. Hans søster Francesca sagde om den periode:

”Pep var virkelig langt nede, da jeg besøgte ham. Han har altid været meget selvstændig, men skaden gjorde ham utrolig indelukket”.

Det værste var, at nogle af de mennesker, der burde være taknemmelig for alt det, han allerede havde bidraget med i forhold til catalansk kultur, begyndte at blive ret grove og hånede ham. Det sårede ham dybt.

Alle dem, som man kalder 'entorno' – folk internt i klubben og folk udenfor, som udveksler informationer – begyndte at tale om, hvorvidt Guardiola, der var en moderne mand, læste digte, gik i biografen og gik catwalk til modeshows (for sin gode ven Toni Miró), Barças anfører, måske var bøsse. Hverken Guardiola eller enhver anden frisindet person ville opfatte det at være homoseksuel som et problem – men nu blev det brugt imod ham, selv om det både var forkert og ondskabsfuldt.

På det tidspunkt var jeg på Camp Nou for at interviewe Bobby Robson, der var træner for FC Barcelona, og jeg var allerede dengang en stor beundrer af Guardiola som spiller. Jeg spurgte flere catalanske journalister om anførerens skade og forventede en forståelse for hans skadesproblemer og måske en forventelig dato for, hvornår han ville være tilbage på banen. Men i stedet snakkede de udelukkende – uden undtagelse – om spillerens livsstil og hvilke problemer, det havde givet ham. De gik endnu videre, men jeg kan ikke få mig selv til at gentage deres ubegrundede fantasier og anklager.

Vi taler om en fyr, der allerede som seksårig var villig til at bruge tre timer dagligt i en bus fra hans hjem på landet for at se Barça spille på Camp Nou; som gik hele vejen fra at være bolddreng til anfører og spansk mester.

Når Guardiola engang ser tilbage på den del af sit liv, han har brugt på Camp Nou, er der ikke noget, der kan tage glæden væk fra de glade minder om den højtelskede klub, han stod i spidsen for og ikke blot førte til glorværdige højder som cheftræner, men også vandt 16 titler med som spiller. Han kan dog ikke komme uden om det faktum, at han som spiller til sidst forlod FC Barcelona dybt ulykkelig og meget skuffet. Da han sagde farvel i 2001, var han som altid elegant og veltalende, og han understregede sit ønske om at få ny erfaring ved at leve og arbejde i udlandet. Men samtidig var Guardiola dybt mistroisk over for de mennesker, der ledede klubben. Han gik selv, før han blev skubbet ud.

Blandt de mange evner, denne lidenskabelige fodboldmand besidder, er den vigtigste måske hans ustoppelige drive. Hvis der er én ting, der er sikker, så er det, at Pep overkommer alt. En fælles ven af ham og mig skrev en mail til Guardiola og fortalte, at han var blevet forfremmet på sit arbejde. Vennen morede sig og var ikke overrasket, da svaret kom: ”Tillykke! Men lad nu være med at slappe af”.

Guardiola beviste over for alle talentspejdere og seniorspillere på Camp Nou, at de var forkert på den, da de tvivlede på ham på grund af hans skrøbelige fysik. Han kæmpede som en løve, mens han spillede i Italien, for at modbevise anklagen om brug af nandrolon, og i sidste ende blev han da også frikendt. Og han forlod klubben, han elsker, fordi han ikke ville være en brik i et spil iscenesat af mennesker, han ikke respekterede.

Det var en chance, han tog, men han kom tilbage og blev den mest succesfulde træner i Barças historie og beviste, at integritet og succes ikke behøver at være modsætninger i fodboldens brutale verden.

Guardiola er ikke nogen engel. Han kan være følelsesladet, verdensfjern og vanskelig at stille tilfreds – 'pesado', som man siger i Spanien. Hans historie som spiller har mange højdepunkter, alt det, han opnåede, og hvordan han gjorde det, siger meget om den mand, der indtil for nylig ledede en af verdens største klubber. Men jeg har tænkt mig at bruge hans første gyldne sæsoner som træner som et mikrokosmos af hans tidlige succes. Jeg vil gerne fremhæve ligheden mellem det, der skete for ham som ung spiller under Johan Cruyff, med det, han var i stand til selv at gøre, da han blev en flyvefærdig træner. Der er uhyggeligt mange ligheder, og de år formede den mand, vi ser nu: begavet, kæmpende mod alle odds, mere moden end sin alder og en klar leder.

En genetisk blanding af Sergio Busquets, Matthias Sammer, Cesc Fábregas og en lille dråbe af Roy Keane plus et røntgensyn – så har du produceret en Guardiola. Hvis han var spiller i dag, ville hans markedspris ligge på 3-400 millioner kroner.

Han var en genial spiller. Måske ikke ren 24 karat geni, fordi han på nogle områder ikke var helt på niveau med andre topspillere – han tænkte hurtigere, end han kunne løbe, hans venstre fod var rimeligt kold – men meget af det, han kunne med en fodbold, var en klasse over de fleste.

Guardiolas bedste år som spiller kom, da Cruyff og hans assistent Rexach rykkede ham op på det, man i dag kalder 'Dream Team'. Cruyff spillede som regel 3-4-3, hvor pivoten (den defensive midtbanespiller) – i dette tilfælde Guardiola – spiller bagerst i midtbanekæden og beskytter de tre i forsvaret, når det er nødvendigt, men frem for alt har som opgave at genstarte angrebet hurtigt og effektivt, når bolden er generobret.

To ting var enestående ved Guardiola. Han kunne ramme spidsen af en knappenål på 40 meters afstand og lagde konstant sine knivskarpe lange afleveringer til Romario, Hristo Stoichkov, Michael Laudrup og Rivaldo. Den anden ting var hans evne til at læse og forudse spilsituationer. Det omfattede at slå til præcist, når de hårde presspillere omkring ham som Eusebio og Bakero fik en modstander til at tabe bolden eller fejlaflevere. Der stod han altid godt placeret til at modtage eller vinde den løse bold og med en førstegangsaflevering vende spillet.

De 16 titler, han vandt som spiller, omfattede seks mesterskaber og FC Barcelonas meriterende Europa Cup-sejr på Wembley i 1992, men hans blotte tilstedeværelse på Barças førstehold var hans første triumf.

Guardiola flyttede fra Santpedor mere end en times kørsel fra Camp Nou ude i det catalanske landskab og ind i et det lille stenhus La Masia lige bag Gol Nord på Camp Nou, hvor Teddy Sheringham og Ole Gunnar Solskjær scorede de berømte mål for Manchester United i 1999 Champions League-finalen mod Bayern.

Santpedor er en lille charmerende by med landbrug som hovederhverv – en del af bynavnet betyder meget passende, set i forhold til Guardiolas efterfølgende karriere, 'det gyldne sted'. Ydmyghed og gammeldags dyder er vigtige der – så meget, at byen på sit website kun rangerer Guardiola som den 11. mest kendte ud af 11 kendte mennesker, der stammer fra den lille middelalderby. Her kunne det være rart at kunne skrive, at de 10 foran på listen enten er kendte atomfysikere eller verdensberømte skuespillere, men det er slet ikke.

Tilsyneladende kræver det noget mere end at vinde 14 titler som træner for Barça på lidt over fire år og blive den mest succesfulde træner i klubbens historie for at rykke op på den liste. Hans mor Dolores husker tydeligt den dag, hvor Pep og hans forældre ikke længere kunne modstå sirenesangen fra Camp Nou.

”Det var utrolig chokerende, og jeg græd meget. Det var som om, de stjal vores barn fra os. Det var hårdt for os, men også for Pep. Men den dag vi afleverede ham, stod vi og kiggede ud af vinduet på hans værelse, og han sagde: 'Mor, det første, jeg kan se, når jeg vågner, er fodboldbanen'. Det var sådan, han startede i Barça”.

FC Barcelonas talentspejdere tvivlede dog i første omgang på drengens evner. En af de mest erfarne, nu afdøde Oriol Tort, kom tilbage fra et besøg i Manresa (den lokale klub, hvor Guardiola begyndte at spille fodbold) med dommen: 'Han bevæger sig som Charlie Chaplin'. De følte sig ikke overbeviste om hans potentiale. Carlos Naval, der stadig står ved udskiftningsbænken ved Barças kampe, var sandsynligvis tungen på vægtskålen, og han husker:

”Han var en lille dværg og ikke særlig stærk, men han spillede som en engel. Han var så utrolig visionær og havde en evne til at forudse alt. Folk på La Masia spurgte, hvor gammel han var, og da jeg fortalte, at Pep var 11 år, troede de ikke på mig. 'Sådanne mirakler sker ikke', sagde de”.

Luis Milla, der senere skiftede til Real Madrid efter at have haft pladsen som 'pivote', husker knægtens første skridt i klubben:

”Det var svært for ham at komme til La Masia som 13- eller 14-årig. Han kom fra en lille by, og nogle af de drenge kunne ikke klare mosten og måtte rejse hjem igen. Men Pep var meget moden af sin alder”.

Guillermo Amor, der spillede back på 'Dream Team', er i dag leder af Barças ungdomsarbejde. Han spillede sammen med Pep Guardiola i hele sin karriere på Camp Nou og siger:

”Der var en del, der var bange for, at han var for tynd og ikke ville vokse nok, men han var en fantastisk fodboldspiller, der kunne læse spillet bedre end nogen af sine jævnaldrende. Derfor gav de ham lov til at udvikle sig og vokse”.

Set fra nutidens perspektiv virker det nærmest bizart, at man dengang tvivlede stærkt på et catalansk talent på grund af hans beskedne statur og fysik. Xavi, Pedro, Messi, Iniesta, Mata, Agüero og Alves hyldes af en hel verden, og i fodboldhistorien har den lille store mand aldrig regeret med større stolthed. Måske er man nødt til at forstå situationen i 1990 i en anden sammenhæng.

Johan Cruyff var altid parat til at forfremme den, der kunne spille bolden med selvtillid, vision og præcision, men det var stadig tidligt i hans regeringstid, og Barça var en helt anden klub dengang. Da Cruyff ankom i 1988, havde FC Barcelona kun vundet det spanske mesterskab to gange de seneste 28 år.

Det tog Cruyff tre år at hente den spanske titel hjem, og derfor var hans job allerede truet, da Ronald Koeman i oktober 1990 sprængte akillessenen i nederlaget mod Atlético Madrid. Cruyff gik til præsident Núñez og bad om at måtte købe Jan Mølby fra Liverpool som erstatning. Men Cruyff blev afvist. Núñez mente, at Mølby var i dårlig form, at han var for gammel og desuden spillede en anden position end Koeman.

Efter fem dages betænkningstid gik Cruyff igen til sin præsident og sagde: ”Vi har nu tænkt i helt andre baner. Giv mig og Carlos [Rexach, hans assistent] garanti på et års forlængelse af vores kontrakt, og i stedet for at købe en ny spiller vil vi bruge Alexanco [- som i 1992 bar anførerbindet for Barça i deres Europa Cup triumf, men sad mere på bænken, end han spillede på det tidspunkt] i bagkæden og rykke den her lille fyr, Guardiola, op fra 'La Cantera'”.

I dag ville sådan en beslutning ikke være usædvanlig. Dani Alves har et ordsprog, der siger, at 'futbol es para listos' – fodbold er for de kloge. Hans teori går ud på, at små og tynde fyre som ham, Xavi, Iniesta og Messi er nødt til at være klogere end de store stærke spillere på 185 centimeter, der kan løbe stærkt og hoppe højt, men har brug for en manual for at kunne kontrollere bolden eller lave en god førsteberøring. Det er derfor, brasilianeren har en tatovering på anklen af tegneseriefiguren Pip, der holder et sværd bag sin ryg og er på vej til at dræbe den truende kat Sylvester. De små fyres hævn, kalder Alves det.

Men i en anden tidsalder var Cruyffs beslutning om at forfremme Guardiola lakmusprøven for hans teori om, at kvalitet, vision og intelligens frem for erfaring og stor fysik skulle være hjørnestenen i FC Barcelonas fodboldfilosofi.

Et eksempel på, hvordan ungdomsakademiet stadig ikke fungerede og mange år senere ville fejle på samme måde med Cesc Fábregas og Gerard Piqué, var, at Cruyff i første omgang ikke kunne finde Guardiola i 'La Cantera' – selv om Rexach havde fortalt ham, at denne knægt var værd at satse fremtiden på.

Rexach husker: Johan gik hen for at se Barça B en søndag [i slutningen af 1989] udelukkende for at se Pep, men fik at vide, at Pep slet ikke spillede på Barça B, men på ungdomsholdet [Juvenil A]. Jeg forklarede ham, at Pep stadig spillede på ungdomsholdet, fordi han var så lille og tynd. Johan så ham spille og besluttede at forfremme spilleren til Barça B og lade ham træne regelmæssigt med førsteholdet”.

I januar 1990 tog Guardiola det første store skridt i en ligakamp mod Oviedo. Han var med i førsteholdstruppen, ikke i startopstillingen, og kom ikke på banen, men det var et stort øjeblik for Pep, der lignede en på 15 år, men netop havde fejret sin 19-års-fødselsdag. Den weekend blev Guardiola interviewet til den lokale catalanske tv-station TV3:

”Jeg spiller på midtbanen som nummer 4 eller 6. Jeg er en teknisk spiller og forsøger at gøre det enkelt. Jeg afleverer bolden og går ikke ind i komplicerede driblinger”.

Han kaldte ikke sin position på holdet ved de traditionelle navne – central midtbane, højre back, venstre wing – men i Ajax-ånden brugte han sit nummer for at beskrive sin position. Hvad mere er, hvis hans filosofi i dag som træner kan koges ned til en enkelt sætning, er det at 'spille enkelt, aflevere bolden og ikke lave for mange komplicerede driblinger'. Husk denne sætning, hvis du virkelig vil forstå Pep Guardiola.

Endelig kom hans debut. Det var 15. spillerunde i december 1990, og det var det skriggule Cádiz, der var på besøg på Camp Nou. Cádiz er et af de få hold i Spanien, der medbringer en stor gruppe larmende og drikkende fans, der havde taget turen hele vejen nede fra den andalusiske Atlanterhavskyst.

Guadiola spillede en seriøs og sober debutkamp, samtlige 90 minutter, i 2-0-sejren, men derefter begyndte et drama. Mellem den debutkamp og hans næste optræden for Barça er der 14 kampe – og det chok, det giver, da hans træner får et hjertestop.

Cruyff går til læge med smerter i brystet, efter at Barça 23. februar 1991 slog Valladolid med 5-1, og 27. februar bliver han kørt på hospitalet. Han vender først tilbage på bænken i 30. spillerunde, hvor Barça skal til Castellón med en frygtelig afbudsramt trup. Hverken Alexanco, Stoichkov, Txiki Begiristain, Bakero eller Nando kan spille. Men det er Cruyffs første udekamp, siden hans hjerteproblemer begyndte, og Rexach siger til spillerne: ”Vind den her kamp – så er det nærmest umuligt for forfølgerne at nå os, og mesterskabet er vores”. Pep spiller igen 90 minutter, og Barça vinder 1-0.

De følgende to kampe giver 3-0 sejr over Sevilla og 1-1 på Mallorca. Pep holder sin plads på midtbanen. Men det var også alt i hans første sæson, der slutter med Cruyffs første mesterskab. Barça har spillet fire kampe med den unge opkombling som 'pivote' – de tre er vundet, og en er endt uafgjort. Han fortjener ingen medalje for den præstation, men han er en del af et spansk mesterskab, som kun er Barças fjerde titel i løbet af 30 år.

Mesterskabet kommer i hus, selv om de taber 4-0 i Cádiz, fordi John Aldridge den følgende aften sikrer sejren og fuldender en fornem fight for Real Sociedad mod Atlético Madrid og dermed sender titlen til Barcelona.

Barça bliver slået af Manchester United i Europa Cup-finalen i Rotterdam, men næste morgen lover præsident Núñez: ”Selv om det er skuffelse at tabe en titel som denne, så vil vi ikke reagere med panikindkøb. De unge fra Barça B har allerede bevist, at vi kan tage det roligt – fyre som Pinilla, Guardiola og Herrera er fremtiden. De er fænomenale.

Guardiolas æra var begyndt. Ligesom den overraskende succes Sergio Busquets ville få med Pep som træner – fra tredje division til VM-finale på tre år – Pep trådte på speederen.

Han var nu allerede en grundlæggende del af Cruyffs 'Dream Team'. De fik tilnavnet som en hyldest til USA's basketballlandshold, da superstjernerne fra NBA – Charles Barkley, Michael Jordan, Magic Johnson og mange andre – lovede at stille op ved OL i Barcelona i 1992.

Kort før OL i sommeren 1992 var den unge Guardiola – der fortsat lignede en dreng – ved at forberede sig til Europa Cup finalen på Wembley. Han sagde: ”Vi er nødt til at udvise grænseløs selvtillid og styrke. I en stor finale er det frygt eller det at holde igen, der kan besejre dig. Det værste, der kan ske i en kamp som denne, er, at ingen tør skyde og score mål eller påtage sig ansvar for at vinde, fordi de er styret af nerver. Vi skal være modige. Jeg ved, at jeg et par timer før kampen vil få sommerfugle i maven, men vi er nødt til at vise, hvad vi består af, og hvor gode vi er”.

Hvert et ord kunne stamme fra Guardiolas tale til spillerne før Wembley 2011. I 1992 var han kun 21 år, det var hans første store finale, men alligevel talte han som en garvet general med masser af erfaring fra krigsfronten.

Det er vores Pep.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik