Fra galehus til gabehus....
Hvis man betragter den danske Superliga som en trist, grå grød af økonomisk ramponerede og kedeligt spillende klubber, så skal man læse "Fodboldbrok". Indkast.dk bringer her et kapitel om AGF.
Dansk fodbolds tidligere så notoriske galehus er de seneste par sæsoner blevet forvandlet til dansk fodbolds notoriske gabehus. For snork hvor har træner Peter 'Valdano' Sørensen formået at skrue underholdningsværdien på Aarhus Stadion helt ned under græstæppet, mens den sleske bad guy, sportschef Brian Steen Nielsen, på sin egen lidt gustne facon med tilbagestrøget 90'er garn har fået skabt nogenlunde ro omkring den stramme økonomi og det sportslige i Gymnastikforeningen.
Væk er således Champions League-, guld- og pokaldrømmene. Forsvundet er rigmandsdirektørerne, de højtprofilerede trænere og de dyre udenlandske spillerflop. Pist borte er de hårdtslående voldsmænd på banen og på tribunerne. Skyllet ud i Aarhus havn er de sjove tider og fodboldeuforien i den danske provinshovedstad.
Ind i stedet er kommet en fesen og forsigtig safety-first fodboldfilosofi, hvor det først og fremmest gælder om overlevelse i Suppen ved at holde modstanderne fra at score og spille uafgjort. Helst 0-0. Det er cirka lige så spændende at se efterlønskoner i en tom idrætshal lave øvelser med halvflade bolde, som det er at blænde op for et opgør med Gymnastikforeningen for tiden.
Smilet er med andre ord stivnet i Aarhus.
Til denne ‘opgave 0-0' kræves der en række solide og pålidelige veteraner, som klubben i disse år har i overflod. Vi nævner i flæng: den 37-årige fodboldpensionist og anfører Martin Jørgensen, den 36-årige landmand Søren Berg, lige så 36-årige Peter Graulund, den 92-årige forsvarsveteran fra Norge, Atle Roar Håland, og hans nye afdankede finske makker Petri Passanen.
Det er ellers ikke mange år siden, at det var typer som skallesmækkeren med børnerockertatoveringerne og tilnavnet Plæneklipperen, Stig Tøfting, der førte an i de gakkede galehusløjer. I flere omgange har den tætte midtbanekriger været på kontrakt i Gymnastikforeningen, hvor han også fik sin fodboldopdragelse. I 2004 fik aarhushelten dog sparket i klubben efter håndgemæng med en holdkammerat til en spillerfest. Og poppede først op i klubben igen, da han som assistent for hippietræneren Tryllerik hjalp til med den efterhånden
sagnomspundne nedrykning.
Brian Steen Nielsen, den føromtalte tidligere spiller og nuværende sportschef i det aarhusianske, var angiveligt involveret i tumulten omkring Tøffes infight med holdkammeraten. Dengang var Brian Steen assistenttræner på holdet. Et år forinden, som anfører, var det dog Brian selv, der gjorde sig uheldigt bemærket ved at nikke medspilleren Nikolaj Hust en skalle i munden under træningen. Det kostede en voldsdom, men anføreren fik ganske uforståeligt for de fleste lov til at fortsætte i klubben, hvor han altså nu sidder som sportschef.
Med forbilleder som Brian Steen og Tøffe er det ikke nogen overraskelse, at det unge AGF-håb Leon Andreasen senere tager over, hvor de to voldskoryfæer slap. I 2009 slår den senere så ofte
skadede landsholdsspiller en gæst ned på diskotek Train i Aarhus med nok en voldsdom til en Gymnastikforeningsprofil til følge. Siden da dør volden i Gymnastikforeningen - og med den en hel
del af charmen og vildskaben.
Vores noget løse og dårligt underbyggede teori er, at galehusæraen dør sammen med klubbens største fans bortgang, Flemming 'Bamse' Jørgensen. Kun i en by som Aarhus kan en type som den fysisk udfordrede dansktopsanger med hang til Cocio være en legende. Kun i en klub som Gymnastikforeningen kan en type som 'Bamse' være en art klubikon. I Real Madrid har de Julio
Iglesias, i Manchester City har de Gallagherbrødrene fra Oasis. I AGF har de skaberen af den lumre popbasker, Vimmersvej.
Bamse var sammen med en anden aarhusiansk popflødebolle Thomas Helmig fast inventar på VIP-pladserne på stadion. Men den 1. januar 2011 sagde hjertet stop. Godt og vel et halvt år efter, at hans elskede gymnastikforening blev sendt på røv og albuer ned i den næstbedste række. Den ydmygelse kunne hverken klubledelsen eller Bamse leve med, så der blev henholdsvis sadlet om og kradset af. Æret være hans minde. Stor sanger.
Med turen ned i den næstbedste række, kulminationen på galehusæraen, fik hippietræneren Erik ‘Tryllerik' Rasmussen med den romantiske tilgang til taktik og træning sparket af Brian Steen.
Ind i hans sted kom så hans diametrale modsætning, kontrolfreaken Peter ‘Valdano' Sørensen, som på sin bryske facon hurtigt fik sat skik på galskaben i klubben. Ganske enkelt ved at udrense al lyst, glæde, impulsiv kreativitet og godt spil fra Gymnastikforeningens hold.
Det virkede efter planen. Efter at have været ophavsmænd til adskillige morfar'er hjemme i de danske stuer kvalificerede klubben sig i 2012-sæsonen til europæisk bold - for første gang i 15 år - og champagnepropperne sprang på de fesne caféer nede ved Åen. Tømmermændene meldte sig dog hurtigere end Brian Steen i sin tid kunne flække sin pande op i en medspillers ansigt, da aarhusianerne indledte den nye sæson med at blive hamret ud af Øvropa League i første kvalrunde til et georgisk mandskab.
Det var et glimrende eksempel på den nye filosofi i Gymnastikforeningen perfekt ført ud i livet. Der skal ikke flyves alt for højt, er tanken bag. Hvis Aarhus kan leve fint i 15 år uden europæisk bold, så kan de også leve 15 mere. Og det er ikke utænkeligt, at det kommer til at ske. Eller at den ikke længere særligt gale Gymnastikforening atter er nede og runde i landets næstbedste række, når sæsonen 2014 sparkes i gang.
Peter Sørensen: Den Nordiske Valdano
Gymnastikforeningens transformation fra charmerende galehus til absolut tørt og beregnende subtop Suppe-mandskab, skyldes i høj grad én mand. En mand, som bliver kaldt Peter Sørensen
af den nærmeste familie, venner og naboer, men som i FODBOLDBROK-universet ikke går under vandet navn end Valdano.
Navnet stammer fra den argentinske fodboldaristokrat Jorge Valdano, der som aktiv bombede løs for blandt andre Real Madrid, inden han som sportsdirektør i selvsamme spanske storklub
udlevede sit sande kald; at lade lommefilosofiske betragtninger strømme ud over fodboldverdenen.
”Laudrup var en spiller, som rensede fodbold for al snavs, alle grovheder og al grumhed, og derefter tilbød den til publikum rengjort for alle fejl,” er for eksempel en af de sætninger, som Jorge Valdano har kastet sig ud i, hvor et simpelt 'Laudrup var enormt god' havde været tilstrækkeligt.
Den slags anskuelser og ytringer om spillet er dog alt for romantiske for en type som Peter Sørensen, hvis tilnavn ‘Valdano' da heller ikke skal ses som et lighedstegn mellem fodboldfilosoffen fra Argentinas og Sørensens tankesæt. Snarere tværtimod.
Jorge Valdano er romantikeren, Peter Sørensen er kynikeren. Jorge Valdano ævler om snavs-, grovhed- og grumhedsuddriveren Laudrup, Peter Sørensen råber og skriger Gymnastikforeningen
ind i en stram og tilbageholdende 4-4-2'er. Jorge Valdano bærer rundt på et labert, Arne Melchior-inspireret pomadegarn, Sørensen kører en iskold barberet defensivspillerisse.
Men sådan må det nu engang være, når Jorge Valdano er rundet af en opvækst i tangoens hjemland, mens Peter Sørensen er vokset op i Silkeborg, har tilbragt flere år af sin aktive karriere i Sverige og har gået i trænerskole hos Ståle Solbakken i Norge. Det bliver man bare lidt mere kold og beregnende af.
Begge er de dog intellektuelle kapaciteter. Sørensen sørger hver weekend i Suppen for at understrege denne fodboldtænkerstatus ved konsekvent at bære læderlapper i albueregionen på den habitjakke, som han noget fejlagtigt mener, går godt med et par lyse cowboybukser.
Læderlapperne skal ses som et forsøg på at overbevise fodboldfolket om, at her har vi at gøre med en stor tænker, og er derfor nok primært rettet mod de fans, der ikke lige fik gnasket sig igennem Sørensens samtalebog 'Fodboldliv – indspark og udkast' (den tidligere sportschef i Vejle Boldklub Hans Lauge er samtalepartneren i øvrigt – ikke Johannes Møllehave), hvor Sørensen kaster om sig med referencer i en sådan grad, at ingen kan være i tvivl om, at Sørensen fulgte fint med, da han i
sin tid læste religion og filosofi på Uni.
De få tvivlere, der måtte være tilbage, forsøger den nordiske Valdano at overbevise om sit intellekt med det måske nok ældste 'Se, hvor klog jeg er'-trick af dem alle – den dybe panderynke. Stil
manden et spørgsmål, og Valdanos pande ryger straks i så rynkede folder, at man næsten kan se, hvordan han inde bagved bladrer pensum fra samtlige trænerkurser, filosofiforelæsninger og Ståle-notater igennem, inden han leverer sit ofte lidt distancerede og semiarrogante svar.
'Er du dum eller hvad?'-attituden har vi set mere og mere af fra Valdano på det seneste i takt med, at Gymnastikforeningens resultater er blevet mere og mere tvivlsomme. Efter slingrekursen under laissez faire-hippien Erik Rasmussen var Valdanos stramme, kolde og kyniske filosofi kærkommen og skabte ro i det notoriske galehus, men der er nogle ting, der aldrig bør ændres, og 'GF-fans og Peter Valdano Sørensens Århus-projekt begynder efterhånden at mangle det, der gjorde det hele så charmerende i de gode gamle dage; når Gymnastikforeningen gik ned, så gjorde de det altid med et overambitiøst brag.
Fodboldpensionisten
Engang var Martin Jørgensen den drengede fodboldkæledægge, som charmede sig sin vej ind i de danske stuer med sit skæve smil - og ditto næse og ben. Det var tilbage i 90'erne, hvor Aqua og
eurodance-bølgen satte brand i dansegulvene på provinsdiskotekerne, og fodboldfeberen for alvor rasede i Smilets By. Nu har eurodance-lyden fået en halvhjertet revival på hitlisterne, det samme har Jørgensen på AGF-mandskabet.
Således er Gymnastikforeningens midtbaneveteran i dag noget af det ældste, man kan opleve i Suppen. En art fodboldspillende antikvitet langt over pensionsalderen. Jørgensen kan dog have
sine øjeblikke i den hvide dragt: et frisparksmål, en frispilning eller en ufattelig langsom vending i ny og næ. Men den udfordrende kantspiller, de lærte at elske gennem 13 år i støvlelandet, har vi
ikke set noget til, siden han i sommeren 2010 valgte at vende hjem til Aarhus for at trappe ned hos De Hvii'e.
Comebacket hos provinshovedstadens fodboldstolthed startede ellers som fyr og flamme for manden, som i virkeligheden er døbt Lars. Lars Martin. Under Trylleriks slappe hippieregime
i Gymnastikforeningen var han den venlige general på et mandskab, der styrede mod guld og Champions League. De gik amok i Aarhus, som kun de tossede i postnummer 8000 og omegn kan gå amok. Sæsonen endte dog som bekendt med et smut ned i førstediv, hvor Jørgensen fulgte med. Så har han også prøvet det med. Fint at have på CV'et.
Det var i denne periode, at Morten Olsen viste en hidtil ukendt blød, småsentimental og inkonsekvent side af sin trænerpersonlighed. I stedet for at straffe Fodboldpensionisten for en pinlig over-the-hill indsats ved VM i Sydafrika valgte den i Belgien-bosatte landstræner at belønne Jørgensen med kamp nummer 100 i rødt og hvidt. Selvom Lars Martin allerede havde proklameret sin exit.
Derfor var vi alle indlagt til at se den gamle mand løbe langsomt og afdanket rundt i en ligegyldig landskamp mod Tjekkiet i hjembyen med noget så fjollet som nummer 100 på ryggen i det, der var en pinlig krydsning mellem en testimonial- og en venskabskamp. Rygnummeret i øvrigt endnu et bevis på, at de støvede nisser i Diktatorisk Boldspil-Union ikke skal give sig i kast med at tænke ud af boksen og lave den slags gimmicks.
Men hvad der var endnu mere vanvittigt var, da Morten Olsen nok en gang blev blød i knæene, bukkede under for presset og gav Fodboldpensionisten et overraskende og ret så uforståeligt
comeback på landsholdet. Det skete to år efter den famøse kamp nummer 100. Nok havde AGF-10'eren spillet en fin kamp eller to, sågar blevet kåret til månedens spiller i Suppen, men prøv
lige at underminere dit landshold, Hr. Landstræner, med signalværdien i at smide en for længst pensioneret landsholdsspiller ind i truppen igen.
Til alles held var Fodboldpensionisten ikke blandt Olsens udvalgte til EM-truppen 2012, selvom han af flere eksperter var vurderet til at være inde i billedet som en slags erfaren hyggeonkel med fem slutrunder under bæltet, et godt kendskab til reglerne i Whist og som én, de unge altid kunne søge til for anekdoter fra fodboldens fortid. Selvom landsholdskarrieren nu synes definitivt at være forbi, nægter Lars Martin at smide håndklædet i ringen og tager endnu en tørn på Gymnastikforeningens bedste fodboldmandskab.
Men der kan ikke gå mange sæsoner, før de skæve ben skal hviles, og Fodboldpensionisten skal nyde sin fodboldotiumrus som fuldtidsboss for Jørgensen-familiens fine busselskab, Centrum
Turist, som han er den glade medejer af.