Fodbold nyheder

Marco Reus – Tilbage til rødderne

Af Mike Bunde

Tyske Marco Reus har været en stor profil i Bundesligaen i denne sæson. Nu venter et EM, hvor han kan få sit store gennembrud.

Article image
Ritzau-Scanpix

Marco Reus har været den helt store oplevelse på Mönchengladbachs overraskende tophold i Bundesligaen i denne sæson. Den 22-årige offensive spiller har i 99 kampe scoret 37 mål for Gladbach, og har desuden bidraget med mange assist til sin snart forhenværende klub. Marco Reus er efter sine fremragende præstationer i Gladbach blevet købt tilbage til klubben, hvor han startede sin fodboldkarriere – nemlig i Dortmund. Reus forlod ellers klubben i 2006, da gennembruddet lod vente på sig.

Men de tyske mestre Dortmund købte altså Reus tilbage i vinters, efter at have mødt hård konkurrence fra Bayern München. Dortmund måtte slippe godt 130 mio. kr. for deres tidligere spiller, og det vækker glæde hos de nykårede mestre:

- I Marco Reus får vi vores absolutte ønskespiller til offensiven. Vi glæder os over, at at Marco trods stor konkurrence har besluttet sig for Borussia Dortmund, siger sportsdirektør Michael Zorc til klubbens hjemmeside.

Marco Reus har skrevet under med Dortmund til år 2017, og ligner derfor en spiller, der i fremtiden skal sikre Dortmund flere titler. Reus har i denne sæson imponeret på et nærmest ”overpræsterende” Gladbach – mandskab, og er derfor blevet et velkendt navn i Europa.
Til trods for at Marco Reus har sit udgangspunkt på højrekanten, er han i løbet af en kamp ofte at finde over hele banen, hvilket gør ham uforudsigelig i sit spil. Danske Bjarne Goldbæk følger Bundesligaen tæt, og ser Marco Reus flakkende spillestil som en stor force:

- Han bevæger sig meget rundt på banen og tager mange løb både i dybden og på tværs af banen. Det gør, at han har brug for en relativ fri rolle, og det har han haft i Gladbach. Jeg synes egentlig, han har mange forskellige kvaliteter, men han er først og fremmest enormt løbestærk. Samtidig kan han også slå den afgørende aflevering, og han kan score selv, så han kan jo en hel masse ting. Alligevel er han svær ar sætte i bås, fordi han flyder meget i sit spil, og det er det, der gør ham så spændende, siger Goldbæk til Tipsbladet.

Marco Reus har altså været igennem et år, hvor folk for alvor har fået øjnene op for ham. Selvom Reus har præsteret godt de seneste sæsoner i Bundesligaen, så måtte landsholdsdebuten vente til 7. oktober 2011, hvor Reus fik de sidste 20 min. i en kvalifikationskamp mod Tyrkiet. Siden har han været fast inventar hos den tyske landstræner Joachim Löw. Til EM-slutrunden vil den kommende Dortmund-spiller nok være tiltænkt en rolle som indskifter, da det tyske landshold har mange offensive kvaliteter at spille på. Lukas Podolski, Mesut Özil og Mario Gomez vil være de sikre kort, mens spillere som Mario Götze, Marco Reus og Thomas Müller skal kæmpe om at være at finde i startopstillingen.

Joachim Löw har efter udtagelsen af de unge offensivspillere Marco Reus og Mario Götze til EM-truppen kaldt dem mere end indskiftere.

- Marco Reus har ikke spillet så ofte med os, men for mig at se er han en af vinderne i denne Bundesliga-sæson, siger landstræner Joachim Löw til Sport Bild. Götze, derimod, har været med i omkring et år nu, men han spiller, som om han altid været en del af landsholdet. Jeg tror, at de begge kommer til at være mere end super-subs til EM-slutrunden, siger landstræneren.

Derfor ser det ud til, at Marco Reus glimrende sæson kan fortsætte til EM-slutrunden. Fra at blive købt i 2008 for 7,5 mio.kr. til Gladbach, for derefter at blive købt tilbage af Dortmund i vinteren 2012 for intet mindre en 130 mio.kr. er imponerende. Det viser, hvilken udvikling Marco Reus for tiden gennemgår. I 2007 var både Reus og Kevin Großkreutz at finde i den tredjebedste række i Tyskland, og i næste sæson er de tidligere kasserede Dortmund-spillere klar til at spille om Bundesliga-titlen i den klub, hvor det hele startede – endda som profiler.

- Marco er en storartet spiller og har været yders vigtig for os. Han har et enormt potentiale, og det er kun småting, der skal justeres i hans spil. Han er helt sikkert en af de bedste spillere, jeg nogensinde har trænet. Mönchengladbach-træner Lucien Favre om Marco Reus.

Tyskland nyder altså på nuværende tidspunkt godt af alle de unge stjerner, der med jævne mellemrum dukker op i tysk fodbold. Men faktisk skulle der en fiasko til at starte hele processen, som det tyske landshold nyder godt af nu.

- Jeg tror, det skyldes, at man i år 2000 efter et forfærdeligt EM, hvor man røg ud allerede i gruppespillet, tog konsekvensen og ændrede retning. Det tyske fodboldforbund brugte mange ressourcer på ungdomsfodbolden og de allerbedste ungdomsspillere, akkurat som franskmændene havde gjort det ti år forinden. Det høster man frugten af nu, lyder vurderingen fra Bjarne Goldbæk til Tipsbladet.

Til sommer kan unge spillere som Özil, Müller, Götze, Schürrle, Kroos og Reus blive afgørende spillere for deres land, til trods for deres unge alder. De unge tyske stjerner møder de danske drenge allerede i gruppespillet.

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik