Allan Baisgaard

Diskussion: City over United?

Denne weekends udgave af Tipsbladet bringer tanken om, at Manchester City har lagt sig i overhalingsbanen og stiller spørgsmålstegn ved, om United har, hvad det kræves for at kæmpe i mod en City dominans.
I weekendens udgave af Tipsbladet bringes en artikel, der omhandler, hvorledes Manchester United er i stand til at kæmpe i mod den dominans, som Manchester City har påbegyndt. Artiklen ligger op til, at United ikke har spenderet ligeså mange penge på nye spillere, som bysbørnene fra City.

Derimod har Manchester United lagt fokus på ungdommen, hvor spillere så som Chris Smalling, Phil Jones, David De Gea er blevet indkøbt til den defensive del af truppen. Udover indkøbene har klubben spillere så som Tom Cleverley og Danny Welbeck, der er blandt de unge talenter i truppen. Der stilles spørgsmålet:

Kan en lovende stamme af talent nogensinde matche Manchester Citys bundløse-lommer-strategi?

I artiklen nævnes det bl.a. at Wayne Rooney tidligere har sået tvivl om Manchester Uniteds vilje og evne til at tiltrække verdens bedste og dyreste navn, hvorfor der givet også må være samme tanker i spillerens sind efter denne sæson, idet truppen ikke har investeret væsentligt i forhold til andre Premier League klubber. Sidst men ikke mindst nævnes det, at United muligvis ikke længere besidder fortidens attraktion eller købekraft.

Alex Ferguson frygter ikke City-dominans i næste sæson
I weekenden tog Sir Alex Ferguson selv spørgsmålet op i et interview med ESPN, hvor skotten kom ind på den situation, der gør sig gældende imellem Manchester United og Manchester City. Der er ingen tvivl om, at Sir Alex anser City som en stor magtfaktor, men tilliden til Uniteds egne unge spilere er stor:

- City stikker ikke af fra os. Med de penge som de er nødt til at bruge, så vil de klart også gå ud og købe flere spillere. Men du kan kun købe et vist antal, og du kan også kun bibeholde harmonien i en trup i en vis periode, før den disharmonerer, udtaler Sir Alex Ferguson.

I forhold til ovenstående spørgsmål omkring ungdom overfor rigdom er pointen fra Sir Alex, at selvom City er i stand til at købe de bedste spillere, så kræver det også sin manager at skabe harmoni i en trup, der løbende forbedres, derfor mener han, at Uniteds satsning på talenter har sine fordele:

- Vi har vores tanker omkring, hvilken vej vi tager over sommeren. Jeg tror, at vi er klar til at tage udfordringen op igen i næste sæson - om det bliver som mestre eller som konkurrenter, er ikke vigtigt, vi skal nok være klar, fortsætter Sir Alex Ferguson.

Et historisk tilbageblik vil vise, at Manchester United har vundet 12 ud af de 20 mulige Premier League-titler, men at der nu med Manchester Citys indtrædelse på scenen kan være et skifte i magtbalancen, som er baseret på de uanede mængder af rigdom, som manager Roberto Mancini har til rådighed.

Set over de sidste par sæsoner har City gjort sit til, at man kan nikke anerkendende til denne betragtning, men set i bagklogskabens ulidelige lys, så har det også kostet sit.

Med dyrebare investeringer i spillere, som man senere hen ikke har kunne afsætte grundet de høje lønninger. Her er nogle af eksemplerne bl.a. Emmanuel Adebayor, Roque Santa Cruz og Wayne Bridge, som alle har været lejet ud i indeværende sæson - men ingen af de involverede klubber i lejeaftalerne har matchet spillernes lønninger til fulde. Tottenham-manager Harry Redknapp udtalte således søndag, at klubben ikke havde bidraget med en eneste lønningskrone til lejesvenden Emmanuel Adebayor, eftersom City bare ville af med ham.

Omvendt har Manchester United formået at holde Wayne Rooney i klubben, selvom spilleren i sidste sæson udtrykte sin utilfredshed med manglen på vigtige signings. I sidste ende endte det med, at Rooney blev i klubben, og at Manchester United hentede både Ashley Young, Antonio Valencia og David De Gea for at tilfredsstille ikke kun Rooney, men også for at manifestere sin position i toppen af engelsk fodbold. Muligvis skyldtes Rooneys frustration salget af Cristiano Ronaldo til Real Madrid i 2010, i øvrigt et skifte som Sir Alex fortryder, men Manchester United løb med mesterskabet i sidste sæson og holdte bl.a. City bag sig.

Dyre investeringer overfor unge spillere
Derfor kan argumentet omkring satsningen på ungdom overfor købet af stjerner måske ikke stilles så firkantet op, som der lægges op til. Altså storindkøb overfor satsning på unge spillere. Som Sir Alex selv betragter det, så er der problemer forbundet med at satse på dyre indkøb, eftersom man kun kan købe et vist antal af spillere før truppen ikke længere er i harmoni.

Problemerne i denne sæson har været tydelige for Manchester City, hvor den evigt kontroversielle Mario Balotelli flere gange har været i mediernes søgelys. I gennem hele sæsonen har Roberto Mancini lagt hånden over Balotelli, indtil han til sidst fik nok.

Et andet tilfælde er historien om Carlos Tévez, der efter at starte på bænken mod Bayern München nægtede at lade sig indskifte, hvilket udmundede i en stor kontrovers med Mancini, og en argentiner der rejste hjem til Argentina. Nu er Tévez tilbage med fornyet styrke, og har haft stor andel i, at Manchester City har præsteret i den sidste del af sæsonen.

Med gårsdagens sejr over Queens Park Rangers der gav det engelske mesterskab, manifesterede City sig også som en af favoritterne til det engelske mesterskab i næste sæson.

Problemerne har altså været til stede i City, men de har håndteret situationerne til en vis grad, sådan at problemerne ikke har overskygget spillet på banen, selvom det til tider har været svært, og det kan klubben takke sin italienske manager Roberto Mancini for. Pointen i denne sammenhæng er, at problemerne har medfulgt som følge af mange spillere, store personligheder og forholdet til træneren.

Lignende situationer har man ikke set på samme måde i Manchester United, hvor det er svært at drage samme paralleller til mulige "skandaler", "kontroverser" eller lignende. Men med udgangspunkt i købet af målmand David De Gea, havde klubben et stort spørgsmål i forhold til, hvem de skulle benytte på målmandsposten, idet danske Anders Lindegaard leverede godt modspil til spanieren.

Begge fik spilletid, og det lignede til tider i starten af denne sæson, at selve valget på målmandsposten kunne koste i den sidste ende, men med en skade til Anders Lindegaard og efterfølgende gode præstationer af De Gea forstummede den tidligere kritik af den unge spanier.

Af andre sager som kan omtales, var racismesagen imellem Liverpool-angriberen Luís Suarez og Manchester United-anfører Patrice Evra, der omhandlede racistiske udtalelser fra uruguayaneren angående Evras hudfarve. En situation der gav Suarez otte spilledages karantæne, men som ikke decideret var en skandale på samme måde som City-historierne, der skete internt i klubben.

Kan United tage kampen op med City?
Manchester City tog i går det første spadestik i kampen mod Manchester Uniteds tidligere dominans.

Det skete ved at vinde Premier League på to scoringer i overtiden. Den store succes kan til dels tilskrives god mandskabshåndtering af manager Roberto Mancini. På den anden side mener Sir Alex Ferguson, at de unge spillere i United er ved at modnes, og at selvom man tabte mesterskabet, så har historien også vist, at kampen mod de rige klubber med ambitioner, ikke er en kamp som United har tabt hver gang:

- Selvfølgelig har han (Roberto Mancini red.) en stor finansiel fordel, men man skal også sætte det rigtige hold. At kunne skabe harmoni og styre det er meget vigtigt. City er på det kvalitetsmæssige niveau meget lig det Chelsea hold, der spillede under Mourinho. Jeg er af den opfattelse, at de er meget svære at slå, og at mange af deres spillere har haft en fantastisk sæson, uddyber Sir Alex Ferguson.

En af de vigtigste ting er følge Sir Alex Ferguson at City er i stand til at skabe en grundstamme af fem til seks spillere, som spiller godt i hver kamp:
- For at vinde ligaen har man brug for fem til seks spillere, der præsterer godt i hver kamp, og det har de haft. Nogen gange gør man gode indkøb og andre gange ikke. Det er sket for os, hvor vi har købt en spiller der ikke passede ind, men alt i alt så har City handlet godt ind, slutter Sir Alex Ferguson.

Konklusion
I denne sæson sejrede "rigdommen" muligvis over "ungdommen", men det var et tæt parløb, som først blev afgjort på sidste dagen, hvor begge klubber sluttede á point med en bedre målscore til Manchester City.

Om næste sæson vil udvikle sig på samme måde som denne sæson i Premier League, kan der stilles spørgsmålstegn ved, eftersom meget afhænger af, om City er i stand til at bibeholde en fornuftig harmoni i truppen såvel som de rigtige spillere, mens det i Manchester United måske er vigtigt, at ungdommen er i stand til at levere mere end de gjorde i den netop afsluttede sæson.

Derfor skal City formå at bibeholde holdets nuværende konsistens udenfor mange store indkøb, der kan skabe disharmoni, imens Manchester United skal håndtere presset bedre, hvilket er bedst illustreret ved, at klubben smed et forspring i ligaen væk på hele otte point.

Rygter vil vide, at Manchester City forventer at afsætte spillere for op imod ca. 1,5 mia. kr., hvilket kan vidne om at klubben har indset, at for mange dyre spillere og store personligheder i truppen muligvis ikke er en god ide. Klubben sættes i forbindelse med spillere så som Lille-playmakeren Eden Hazard og andre store spiller, hvorfor det ser ud til, at klubben stadig også har en stor intention om at bruge penge.

Hos Manchester United derimod har der ikke været de store afgange af spillere. Det forventes, at Dimitar Berbatov skifter bænkevarmerrollen ud af en mere permanent rolle som fast mand i en anden klub, mens aldrende spillere ønskes at tage en nedgang i løn. Her skulle Rio Ferdinand bl.a. være en af de spillere som er nævnt. Rygtemæssigt sættes United i forbindelse med flere store profiler, og Sir Alex Ferguson har også udtalt, at klubben er nødt til at agere på markedet - men sættes ovenstående artikel i relief til spørgsmålet omkring ungdom i forhold til rigdom, så må svaret være:

Som det er set i denne sæson, så har begge tilgange til transfermarkedet og håndtering af spillere været lig med stor succes. Begge Manchester-mandskaber havde en forrygende sæson og sluttede á point i Premier League.

Selvom Manchester United formøblede et stort forspring, var de også i stand til at præstere flot over hele sæsonen, mens Manchester City leverede et kanon comeback der i sidste ende sikrede dem mesterskabet. Roberto Mancini har formået at håndtere selv de sværeste situationer, hvilket også er afspejlet i den uendelige støtte, som Mancini har haft til Mario Balotelli igennem hele sæsonen. Selv til sidst fik Mancini nok, men den gode mandskabshåndtering er ikke til at overse.

Hos Manchester United har satsningen på ungdommen og comebacket til Paul Scholes været fornuftige, mens det store spørgsmål er, hvorledes griber man næste sæson an - satses der på unge spillere eller større stjerner for at matche velhavende Manchester City?

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER