Lau Lehrmann

Jimmy Floyd Hasselbaink - og Atlético

En sjælden historie om en topscorer og nedrykker i samme sæson.
I sæsonen 1995-1996 vandt Atlético Madrid både Primera División og Copa del Rey, men den fremragende sæson viste sig at være en hæmsko de efterfølgende sæsoner. For med den vanvittige præsident, Jesús Gil, blev trænere og spillere kastet rundt i manegen af en mand med en meget lille samvittighed og et stort temperament. Resultaterne blev dårligere og i sæsonen 1999/2000 gik det helt galt.

Jésus Gil blev sat ud af spillet på grund af anklager om korruption vedrørende en sponsoraftale med Marbella. Atléticos trup blev også sat ud af spillet. Et meget svingende Atlético kunne den ene dag vinde over 5-0 over Real Oviedo eller 3-1 på Santiago Bernabéu, og så kunne de falde sammen og tabe hjemme til Rayo Vallecano.

Radomir Antic blev hentet til klubben i foråret, men som træner kunne han ikke formå det, han senere gjorde for FC Barcelona - rette op på holdet. Nedturen fra efteråret fortsatte og det var pudsigt nok et uafgjort resultat mod Real Oviedo, som var det endegyldige punktum for en absurd sæson.

Atlético Madrid skulle en tur ned i Segunda División efter 66 år i landets bedste række og fire år efter man blev mestre. Det var samtidig en sæson, hvor vandt med hele 3-0 (!) over FC Barcelona i semifinalen i Copa del Rey, for så at tabe finalen til Espanyol. Atlético var en maniodepressiv patient uden doktor Gil til at dosere lykkepiller.

Sagens kerne: Hollandske Jimmy Floyd Hasselbaink, blev hentet til Vicente Calderón i sommeren 1999 efter to sæsoner som topscorer for Leeds United. Den stil fortsatte han så sandelig i Atlético.

Jimmy Floyd Hasselbaink brød sent igennem, men udviklede sig portugisiske Boavista til en notorisk målscorer. Samtidig var Hasselbaink med surinamske rødder også kendt som lidt af et problembarn. Han voksede op Amsterdam-forstaden Zaandam, hvor gaden trak lidt for meget i den unge Hasselbaink. Han kom blandt andet tre måneder i fængsel for at have stjålet forskellige ting til femcifrede beløb.

Tilnavnet "Jimmy" fik manden, der egentlig hed Jerrel, i tiden i portugisiske Campomaiorense. Klubbens præsident talte en dag i lange stimer til nogle journalister, men da talen faldt på, hvem "ham den nye mørke fyr var" blev præsident et kort øjeblik tavs, men svarede så: "Det er da Jimmy".

Ham Jimmy endte med at blive klubbens topscorer i den sæson, men desværre var det ikke nok til at undgå nedrykning. Det skulle som nævnt ikke blive første gang det skete for Hasselbaink.

Hollænderen tog efterfølgende til topholdet Boavista, hvor de mange mål fortsatte. Leeds og George Graham blev også en kæmpe succes, men pengene var til sidst for få for Hasselbaink. Det var de til gengæld ikke hos Jésus Gil, da han spenderede den - dengang - store sum af 150 mio. kr. på angriberen.

Pengene skulle vise sig at være givet godt. Hvor kendte spillere som Rubén Baraja, Joan Capdevila og Santiago Solari og Juan Carlos Valerón var ustadige, var Jimmy Floyd Hasselbaink garant for mål i stort set hver kamp. Han var bomstærk, skræmmende hurtig og havde en kynisme foran målet som få. Men Hasselbaink havde dog også sin skyld i nedrykningen.

For i kampen mod Real Oviedo fik Atlético Madrid et straffespark sent i kampen. Atlético havde kæmpet sig fornemt tilbage fra at have været bagud med 0-2 og nu kunne de selv afgøre kampen og tilmed deres fremtid i den bedste række. Det afgørende straffespark tog topscoreren Hasselbaink sig af, men desværre for ham og Atlético blev det brændt på det skammeligste. Nedrykning.

Rojiblancos-tilhængerne elskede deres mørke diamant, og han blev som en af de få Atlético-spillere ikke lagt for had efter nedrykningen. 24 mål i 32 La Liga-kampe blev det til for Jimmy Floyd Hasselbaink i den rød- og hvidstribede trøje. En sand legende i spansk fodbold. Som en lille tilføjelse skal det nævnes, at det års "pichichi" var Racing Santanders Salva Ballesta med 27 mål.

Det blev kun til en sæson i Atlético Madrid. Jimmy Floyd Hasselbaink ville bombe mod de bedste og med 190 mio. kr. gjorde Chelsea ham til den hidtil dyreste spiller i Premier League. I årene før Roman Abramovichs milliard-hold var det Jimmy Floyd Hasselbaink, som regerede på Stamford Bridge med sine mange mål. Også her var han et populært navn.

Siden Hasselbainks afgang har stjerner som Fernando Torres, Sergio "Kun" Agüero og i dag Radamel Falcao været hyldet for alle de mål, de har bragt til de forvente Atlético-fans. I Spanien og Madrid vil ham, man kaldte Jimmy, dog aldrig blive glemt for den ene sæson, hvor alle var større end Atlético, men ingen var større end Jimmy Floyd Hasselbaink!

Navn: Jerrel "Jimmy" Floyd Hasselbaink
Født: 27. marts 1972
Fødested: Paramaribo, Surinam
Klubber: Atlético Madrid, Boavista, Chelsea, Leeds United m.fl.
Position: Angriber
Trøjenummer: I Atlético nr. 17
Høje: 183 cm



MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER