Medier: Liverpool er ude efter landsholdsspiller fra Bayern München
Kort tid efter at Alexis Mac Allister blev præsenteret i Liverpool, så er The Reds ude efter den næste forstærkning.
Liverpool kunne i sidste uge præsentere Brightons Alexis Mac Allister som klubbens første sommersigning. Nu meldes Liverpool interesseret i endnu en ny spiller. Denne gang er der tale om Bayern Münchens Benjamin Pavard. Den franske forsvarsspiller har blandt andet været med til at vinde VM med Frankrig og Champions League med Bayern.
Det er de to tyske journalister Florian Plettenberg fra Goal og Christian Falk fra BILD, som har været ude med meldingen om, at Liverpool kigger mod Allianz Arena, når de skal finde den forstærkning til defensiven, som blandt andre Fabrizio Romano i dag kunne fortælle, at Liverpool er på udkig efter.
Pavard har kontraktudløb i sommeren 2024, og meget tyder på, at den 27-årige franskmand ikke forlænger sin kontrakt med den tyske storklub. Et skifte væk i denne sommer vil altså give god mening, da Pavard på den måde kommer væk fra Bayern München og tyskerne samtidig får en pose penge, i stedet for at slippe ham gratis om et år.
Der har tidligere været rapporteret interesse i Pavard fra flere storklubber som Manchester City, Barcelona og Real Madrid.