Hvad gik der galt FC Midtjylland?
Det har været en ekstremt skuffende sæson i FC Midtjylland, som for første gang nogensinde missede top seks. Men hvordan kunne det gå så galt for den fremsynede fusionsklub? Det har vi her på Indkast.dk kastet lys på.
Det første danske mesterskab i 2015. Første europæiske gruppespil det følgende efterår. Mesterskab igen i 2018 og 2020. Champions League-debut i 2020. Pilen har i nyere tid kun peget i én retning for FC Midtjylland. Fremad. Men efter det ypperste blev opnået med Champions League i 2020, er det som om, at gassen er gået langsomt ud af ballonen.
Men hvordan er den ellers altid fremadstormende klub pludselig kommet sådan på glatis i denne sæson? Det har vi på Indkast.dk forsøgt at nå til bunds i, og vi starter granskningen ved at skrue tiden tilbage til foråret 2021, hvor tendenserne langsomt begyndte at gå ned af bakke på Heden.
Trafikuheld i slowmotion siden Priske
Midtjyderne forpassede chancen for et ”let” mesterskab i 2021 da en trup, som af mange blev betragtet som den bedste i ligaen, pludselig så mæt og energiforladt ud. Efter den skuffende sølvmedalje skippede FC Midtjylland deres succestræner Brian Priske afsted til belgisk fodbold, og flere af holdets stjerner blev solgt.
Klubben stod dermed over for en frisk start med det, der lignede en meget uinspireret spillertrup inden sæsonen 2021/22. Humørbomben Bo Henriksen blev således præsenteret som ny cheftræner. Nu skulle der saftsuseme ruskes op i det omklædningsrum!
Og det blev der da måske også. Resultaterne var i hvert fald godkendte, og ”Ulvene” var med i toppen til det sidste. Guldet gik dog til FC København, mens FC Midtjylland trøstede sig med en pokaltitel, der blev slidt hjem i en uskøn 0-0-finale, hvor Evander med det afgørende spark i straffesparkskonkurrencen sikrede midtjyderne titlen.
Men på trods af de fine resultater blev Bo Henriksen hurtigt smidt på porten i den følgende sæson. Nu var det spillet, der ikke var godt nok. Som en løsning på det ansatte man i stedet Bo Henriksens diametrale modsætning – Albert Capellas. En spansk fodboldnørd med erfaring fra FC Barcelona og Dortmund. Nu skulle der spilles seværdigt fodbold på MCH Arena!
Capellas formåede dog langt fra at omsætte fodboldtankerne til resultater. Spanieren stod ganske vist i spidsen for et flot gruppespil i Europa League, hvor især en vild 5-1-sejr hjemme imod Lazio var højdespringeren.
Men i den hjemlige andedam var resultaterne meget kritiske, og truppens kompetencer så ikke ud til at matche den fodboldstil, som Capellas ville praktisere, og som den sportslige ledelse havde varslet skulle være den nye og forbedrede stil og identitet i FC Midtjylland.
Spanieren blev fyret før grundspillets afgørende kamp, og assistenten Niels Lodberg kunne ikke afværge katastrofen. FC Midtjylland skulle for første gang ikke i mesterskabsspillet. Trafikuheldet der havde været langsomt undervejs sendte ”Ulvene” i grøften, og de tog en grim dukkert ned i bund seks.
Men hvordan er de ellers altid opadgående tendenser i FC Midtjylland pludselig styrtdykket sådan? Hvor opstod problemerne, og kan de overhovedet opnå samme topniveau som i 2020, hvor de vandt et overbevisende mesterskab, og spillede Champions League?
Afløserne var ikke klar
Hvis vi kigger på problemerne for den igangværende sæson, så har de stået i kø. Først og fremmest kan der i den grad sættes spørgsmålstegn ved den sportslige ledelses ageren på transfermarkedet.
Kritikken kan både rettes i forhold til, hvordan man polstrede truppen til sæsonstart men især også i forhold til en øjensynligt nonchalant rolighed på ledelsesgangene i vintervinduet. En passivitet som blev straffet prompte i tabellen.
I januar-vinduet tog FC Midtjylland afsked med to markante profiler, da den brasilianske kreatør Evander blev solgt til Portland Timbers. Det samme var tilfældet med landsholdsaspiranten Anders Dreyer, der tog til Anderlecht.
To markante skikkelser som stod for mere end halvdelen af ”Ulvenes” mål i grundspillet, forlod altså klubben inden de sæsondefinerende top seks-kampe. Burde man i den sportslige ledelse ikke have forudsagt de store kortsigtede konsekvenser af deres afsked?
Evander var i flere transfervinduer rygtet væk, og det virkede uundgåeligt, at et skifte ikke blev en realitet denne gang – igennem hele efteråret var det en lang salgstale for Evander, der blev leveret af Steinlein & co. Nu skulle frugten af den brasilianske satsning høstes.
De jyske købmænd varslede salget, og det kom i hus. Endnu et flot storsalg af FCM. Men når nu man var så sikker på denne transfer, hvorfor kørte man så ikke afløseren i stilling allerede fra sommeren af? I stedet hentede man først afløseren efter salget af Evander i januar. Tilmed på transfervinduets deadline-dag!
Den 24-årige egyptiske landsholdsspiller Emam Ashour blev Evanders erstatning, da FCM købte ham i Zamalek for 20 millioner kroner. Utvivlsomt en spændende spiller som da også øjeblikkeligt viste sine færdigheder ved at hugge et langskudsmål ind i debuten imod Sporting Lissabon.
Siden da har Ashour dog virket malplaceret, og er gradvist gledet helt væk fra holdet. Overraskende? Fejlkøb? Nej ikke nødvendigvis. Men hvis man sammenligner Ashour med hans ”forgænger” Evander, så virker det meget som samme case.
Begge kom de til FC Midtjylland som to unge talenter fra andre kontinenter uden erfaring i europæiske ligaer. Men bankede Evander sig bare ind i startopstillingen fra dag et, som det tyder på, at man forventede af Ashour?
Nej tværtimod havde den dengang 20-årige brasilianer en lang tilvænningsfase, inden han udfoldede sig foran publikummet på MCH Arena. Han blev købt i sommeren 2018, men stod i lære hos den erfarne anfører Jakob Poulsen, inden han snuppede pladsen i startopstillingen året efter.
Man kan derfor undre sig over, at den sportslige ledelse ikke ser ud til at have overvejet denne gyldne erfaring nok. For var det ikke meget at forlange af unge Ashour, som end ikke taler engelsk, at han fra dag et skulle være det offensive omdrejningspunkt på midtbanen?
I forhold til Dreyer så var han en appelsin, der faldt ned i turbanen, da han efter krigens udbrud i Ukraine vendte tilbage til dansk fodbold. Det var en no-brainer for FCM, som selvfølgelig slog til, og Dreyer var også tæt på at være brikken, der bragte mesterskabet hjem i 2022.
Men Dreyer havde på mange måder vokset sig ud af Superligaen, og havde også udtalt, at han ville udlands igen. Og ganske rigtigt. Anderlecht indløste kantspillerens frikøbsklausul i januar, og så var også Dreyer fortid. Man vidste altså længe, at der med al sandsynlighed ville ske noget med både Evander og Dreyer.
Så hvorfor i alverden startede man ikke forberedelserne tidligere? Potentialet er til at få øje på hos Ashour, men skulle man ikke have hentet en sådan spiller længe før? Dreyers erstatning blev måske forsøgt hentet i Edward Chilufya i januar 2022, men hans niveau har slet ikke tålt sammenligning med Dreyers.
I stedet blev meget lagt i hænderne på unge Valdemar Byskov og senest Aral Simsir her i foråret. Helt afgjort to unge og spændende spillere men med for få førsteholdsoptrædener til fra dag et at kunne udfylde det store hul, som Dreyer efterlod. I hvert fald hvis man fortsat har en ambition om at være et kontinuerligt tophold.
FC Midtjylland burde dog på papiret have haft en tredje stor offensiv profil i truppen, som kunne give topholdskvalitet. Men historien omkring ham er en helt anden end med Dreyer og Evander.
Pione Sisto-showet
I opgørelsen af den store FC Midtjylland-ligning kommer vi nemlig ikke udenom Pione Sisto. Den nu 28-årige kantspiller blev hentet hjem til barndomsklubben i 2020, efter at han ragede uklar med sin spanske arbejdsgiver i Celta Vigo.
”Den hjemvendte søn” startede på mange måder godt efter hjemkomsten, og havde i glimt flotte optrædener, der bragte minderne tilbage til storhedstiden, hvor han var fast starter i Celta Vigo og på det danske A-landshold.
Men netop det med ”i glimt” blev efterhånden nøgleordene omkring Sisto. Langsomt gik det ned af bakke for ham, præstationerne blev mere ustabile, og han kom længere og længere væk fra førsteholdet. Både Priske, Bo Henriksen og Capellas gav ham flere chancer, og tålmodigheden var nærmest uforholdsmæssig stor.
Inden forårsstarten i denne sæson kom den negative kulmination på Sistos rutsjebaneretur i FCM så, da han ikke var med resten af holdet på træningslejr, hvilket holdets administrerende direktør Claus Steinlein fastslog var et resultat af, at hans sportslige niveau ganske enkelt ikke var højt nok.
Det der skulle have været et smukt eventyr med Pione Sistos retur til dansk fodbold, blev i stedet en blanding af en tragedie og en komedie. For uden for grønsværen har Pione Sisto i stedet eksperimenteret med podcast-genren.
Her har han i et selvproduceret format udarbejdet podcasten ”Inside by Sisto,” hvor han er kommet med kryptiske udtalelser omkring sin utilfredshed og uenighed i klubbens håndtering af ham som fodboldspiller og menneske.
Man kan mene, hvad man vil om Sisto-kaosset, men der kan næppe herske tvivl om, at offensivspilleren har givet den sportslige ledelse grå hår. Klubben har strakt sig langt for at få samarbejdet til at lykkes, og Sisto har derfor fyldt markant i medierne.
Måske så meget at den sportslige ledelse har mistet fokus på holdets tilstand? At der har hersket så stor tvivl omkring, det der burde være en profil i truppen, må alt andet lige have efterladt usikkerheder i omklædningsrummet. Er han her eller ej? Hvad med min plads hvis han kommer tilbage? De spørgsmål må flere af offensivspillerne i FC Midtjylland da have stillet sig selv.
Der er lagt op til, at den triste genforening imellem Sisto og FC Midtjylland slutter til sommer. Eller hvad? Sisto har først kontraktudløb med ”Ulvene” i 2024, så hvis de ikke kan sælge ham, er han i sin gode ret til at sidde kontrakten ud. Kan FC Midtjylland klare endnu et år med Sisto-postyr?
Og er man hos ledelsen virkelig så sikre på, at man nok skal finde en arbejdsgiver til en mand med så negativ en historik uden for banen, og som end ikke har spillet en gældende fodboldkamp siden den 7. november?
Apropos usikkerheden på hvem der skal være frontfigurerne i ”Det nye” FC Midtjylland under cheftræner Thomas Thomasberg, så leder det tankerne videre til de mange andre usikre kort i truppen. Lejesvendene.
Har lejestrategien taget overhånd?
Kristoffer Olsson og Armin Gigovic. En etableret 27-årig svensk landsholdsspiller og en 21-årig svensk U21-landsholdsspiller med videresalgspotentiale. Det ser da lovende ud! På papiret ja. Olsson og Gigovic er dog som bekendt hentet ind på lejeaftaler, der udløber til sommer.
Ligesom med Pione Sisto skaber disse tilgange derfor også panderynker. Er I her, eller er I her ikke? Endnu et usikkert parameter i en spillertrup som i den grad har underpræsteret, og som gerne skulle have en følelse af, at noget nyt og bedre er under opbygning af Thomas Thomasberg.
Gigovic og Olsson har nærmest fået samtlige minutter under Thomasberg, så det tyder på, at man gerne vil tilknytte de to midtbanespillere. Tilgangen af de to er selvfølgelig en synliggørelse af FC Midtjyllands DNA som klassens frække dreng. En klub hvor man gerne løber risikoer.
For det er jo en slags gambling, når man lejer spillere. Både fordi spillerens tanker kan være andetsteds, men simpelthen også fordi hverken fans, spillerens holdkammerater eller spilleren selv ved om man er købt eller solgt.
Så vil de måske i virkeligheden for meget i FC Midtjylland? Der er mange spændende strategier i gang på Heden. Lejestrategien er blot en af dem. Man har også samarbejdsklubben i Nigeria, den brasilianske satsning, Guldminen med de unge talenter, Vision 2025 osv.
Så er der kommet så meget på tallerkenen i ledelsesgangene, at fokusset på førsteholdskvaliteten er gledet i baggrunden? For i sidste ende er det jo dem, der skal skabe resultaterne, som sikrer klubbens drift. Det er dem, som skal sikre titler, og ikke mindst de lukrative europæiske kampe.
Især indtægterne fra Europa er ekstremt vigtige for FC Midtjylland, og dem har de kun én sidste chance for at booke, hvis de kan få 7. pladsen, der giver adgang til en alt eller intet playoff-kamp om Europa Conference League-kvalifikationskampe imod nummer fire fra mesterskabsspillet.
Men har de køligheden og erfaringen i det, der bliver den mest sæsondefinerende kamp, hvis de opnår 7. pladsen? Det kan der også herskes tvivl om.
For få ledere?
Det leder gennemgangen af FCM-problemerne videre til et andet nøgleaspekt, som bør granskes i denne sløje sæson. For måske er det ikke kun på kontorgangene, at ledelsesretningen har været skæv. Det vrimler heller ikke just med ledere inde på banen.
Hvis vi ser tilbage på klubbens tidligere mesterskabssæsoner, så var de trupper præget af flere rutinerede folk i alle banens kæder, og erfarne spillere der sætter rammerne for en trups hierarki, er en vigtig grundsten for et harmonisk fodboldhold.
Det viste sig som nævnt i FC Midtjyllands mesterskabssæsoner. I både 2015, 2018 og 2020 var holdet spækket med rutine. Klubikonet Kristian Bach Bak hævede klubbens første trofæ i 2015, da anføreren var frontfiguren i den større gruppe af erfarne kræfter. Petter Andersson, Jakob Poulsen og Tim Sparv ledede midtbanen, og målræven Morten ”Duncan” førte an i front.
I 2018 og 2020 blev de ældre spillere afløst af ny rutine. Jesper Hansen, Marc Dal Hende, Erik Sviatchenko, Kian Hansen, Janus Drachmann og Alexander Scholz var ankerne, der i stor grad udstrålede den fornødne rutine i de afgørende øjeblikke.
I denne sæson har den erfarne ro mildest talt været savnet på Heden. Skrækeksemplerne på det sås eksempelvis, da FCM formøblede en 3-0-føring to spillerunder i streg imod de to oprykkere Lyngby og AC Horsens.
Det blev til dobbelt 3-3 i disse fadæser. To kollektive kollapser som var et utænkeligt scenarie i mesterskabssæsonerne, hvor holdet i langt større grad formåede at køre halvgrimme men professionelle sejre hjem i den type opgør.
Men hvem er det, der har taget ansvar og skabt ro i svære tider hos midtjyderne i år? Det er svært at få øje på, og netop da FC Midtjylland kiksede avancementet til mesterskabsspillet, valgte deres mest åbenlyse lederskikkelse, anfører Erik Sviatchenko, at drage til USA. Inden skiftet gav han et afslutningsinterview til Discovery, hvor han satte ord på den svære sidste tid:
- Der kommer også et punkt, hvor jeg har givet og givet og givet, og ikke har mere at give af.
Sådan lød det fra manden, der i en lang periode nærmest har kunnet kalde sig Mr. Midtjylland. Erik Sviatchenko har længe været klubbens store kulturbærer, og har på trods af flere muligheder for at skifte til udlandet vist enorm loyalitet over for FCM.
Sviatchenko har selv i de mørkeste momenter arbejdet utrætteligt for trøjen, men nu var tanken tilsyneladende tømt for den stærke forsvarsspiller. Man kan derfor med god grund spørge sig selv: ”Har man forsømt at supplere Sviatchenko med flere lederfigurer?”
Har kaptajnen og klubikonet i virkeligheden stået for alene med ansvaret? I den nuværende trup har man jovist nogle erfarne spillere, som man burde forvente trådte i karakter i svære tider. Jonas Lössl, Henrik Dalsgaard og Kristoffer Olsson er måske de mest oplagte at fremhæve i det henseende.
Men er det ikke for få ”voksne” spillere til at lede de mange unge? Og har de tre bidraget med nok ro og overblik i kampene? Hvis vi for eksempel ser på den nye ulveanfører Henrik Dalsgaard, så burde han jo med sine 33 år, mange landskampe og Premier League-erfaring være en, som bragte den fornødne lederskab til holdet.
Men det har været svært at se, hvilket erfarent bidrag han kommer med. Han har ved mange indkasserede mål blot kigget opgivende i jorden, og tabte fuldstændig hovedet i den famøse 3-3-afklapsning i Horsens, hvor han efter eget udsagn ”skulle have gang i gutterne,” da han fik direkte rødt efter en hensynsløs tackling.
Skal man dog holde en forsvarstale for Henrik Dalsgaard og hans ikke så iøjnefaldende lederansvar, bør opmærksomheden rettes imod den nok største årsag til, at præstationerne for FC Midtjylland har været så ustabile i år. Spillestilskrisen. For hvordan vil man egentlig spille på Heden?
Thomasberg – lappeløsning eller fremtidens mand?
FC Midtjylland forsøgte at videreudvikle spillestilen, som de normalt er kendte for. Fysisk og direkte fodbold. En stil som længe har virket for dem. Men efter de har etableret sig som tophold i Danmark, har det vist sig ikke altid at være en tilstrækkelig opskrift.
FCM fik efterhånden cementeret sig som dansk tophold med det tredje mesterskab i 2020, og herefter fik mange hold tæt på samme respekt for dem som for FC København. Det betød, at særligt de mindre klubber i større grad indstillede sig på FC Midtjylland. Flere hold pakkede sig, og overlod bolden til dem.
Det begyndte at give uforløste kampe for FCM, hvor de ikke havde nøglerne på bolden til at åbne et kompakt forsvar op. Det betød flere skuffende uafgjorte resultater eller knebne nederlag, hvor de undertippede hold slog FCM på omstillinger.
Derfor var det på mange måder et forståeligt skridt, som FC Midtjylland tog, da de ansatte Albert Capellas. Han skulle med en boldbesiddende fodboldfilosofi føje denne dimension til den lidt for forsimplede spillestil, FCM hidtil havde været kendte for. Et naturligt tiltag for at få flere våben. Både i Superligaen og i Europa.
For boldbesiddende spillestil eller ej så er de europæiske tophold kendte for at have størstedelen af boldbesiddelsen i deres hjemlige liga. Hvis man kigger på Liverpool og Bayern München, så har de selvfølgelig uden sammenligning med FC Midtjyllands niveau en spillestil, som kan minde om den.
Disse topklubbers dyder er også kendetegnet ved fysisk og direkte fodbold, men selvom de ikke er FC Barcelona, så er det selv for dem nødvendigt med spillere, der er kreative med bolden. Så måske det var denne retning FC Midtjylland forsøgte at komme i, da de ansatte Capellas?
Men kontrasten imellem Bo Henriksens tunge femback-kæde og Albert Capellas’ ambitioner om mere boldbesiddelse var ganske enkelt for stor. Og de to stod jo også med samme spillertrup, så det var en naturlig konsekvens, at truppen ikke bare kunne gå fra den ene yderlighed til den anden.
”Ulven” er nu derfor krybet tilbage i hulen, hvor de har valgt en tryg trænerløsning i Thomasberg. Indtil videre har den 48-årige tidligere FCM-mand sat en prop i, og har skrabet godt med point sammen i kvalifikationsspillet. Her har man dog naturligvis mødt svagere hold, end hvis man var havnet i top seks.
Thomasbergs helt store prøvelse har derfor endnu ikke stået. Så hvor dybt stikker problemerne på Heden egentlig? Hvilken problematik bør kigges på først af Thomasberg og ledelsen, som indtil videre har afbødet de største spillemæssige problemer?
Thomasberg er kendt for at få meget ud af en mindre værdifuld spillertrup. Men kan man også forvente, at han vil kunne hjælpe FCM med at tage det næste skridt i at dominere mere på bolden, som var hensigten med tilgangen af Capellas?
Thomasberg har hidtil ikke ledet et hold, som forventes at dominere de fleste kampe. Så hvordan er ansættelsen af ham egentlig anderledes sammenlignet med Bo Henriksen? For begge trænere var jobbet i FC Midtjylland deres hidtil største i karrieren.
Der er bestemt et stort potentiale i Thomasberg, men kan han føre FC Midtjylland tilbage i toppen, som på trods af denne sæsons skuffende udfald stadig vil være ambitionen næste sæson? Kan han igen få en trup til at overpræstere, eller bliver han en lappeløsning, inden man måske igen tager chancen med et mere erfarent internationalt navn på cheftrænerposten?
Det er altså på mange måder eksamenstid i FC Midtylland, når vi tager hul på 2023/24-sæsonen. Var denne sæson blot en enlig svale, eller kan de igen blande sig i topstriden? Det kommende transfervindue bliver ekstremt afgørende.
Den sportslige ledelse skal her i måske endnu større grad end Thomasberg bevise sig. Kommer de af med Sisto? Og køber de den erfaring og kvalitet, som giver Thomasberg de optimale forudsætninger for at levere? Det vil kun tiden vise.