LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Anders Mathiasen

SAUDI ARABIEN - Hvad skal vi forvente?

Saudi-Arabien er kun nr 49 på verdensranglisten, nr 5 i Asien, men har hyret en snu ræv som landstræner. Hans defensive taktik gav en delt førsteplads i Asiens VM-kvalifikation og kan muligvis drille de prominente modstandere i Gruppe C. Der er dog skader på midtbanen, samt stamfolk med problemer med klubspilletiden, som kan gøre det yderligere besværligt for saudierne.
Saudi-Arabien har været med til fem VM-slutrunder. Landet blev først medlem af FIFA i 1958 og forsøgte først at kvalificere sig til VM fra 1978. Uden held de første fire gange, men i 1994 i USA lykkedes det. Endda med en ottendedelsfinale. Det blev til flotte seks point og en andenplads i pulje med Holland, Belgien og Marokko før 3-1-nederlaget i knald-eller-fald-kampen mod Sverige. Midtbanemand Fuad Anwar Amin blev saudisk topscorer med to mål.

Amin var også med fire år senere i Frankrig, hvor han blev udsat for en grim stempling af Zinedine Zidane – efter sigende fordi Amin havde fornærmet Zidane med et racistisk skældsord. Præcis hvad der var tale om, fremgik ikke men det vækker mindelser om Zidanes episode med Materazzi i 2006 hvor italieneren vist nok fornærmede Zidanes søster eller mor. Hvorom alting er: Overfaldet kostede den temperamentsfulde franskmand en udvisning og to kampes karantæne, men Frankrig vandt alligevel 4-0 over Saudi-Arabien. Der også tabte til Michael Laudrup & Danmark, så det enlige point mod Sydafrika hjalp ikke denne gang.

Det blev også til saudisk farvel i gruppespillet i 2002 og 2006 samt, efter misset kvalifikation i 2010 og 2014, i 2018. Her vandt saudierne 2-1 over Mohammed Salah & Egypten, på mål af Al-Faraj og Al-Dawsari, men tabte 5-0 til de russiske værter og 1-0 til Uruguay, hvorefter man ikke kunne udrette mere ved dette VM. Den russiske lussing gjorde så ondt i Riyadh at flere spillere blev sat af efter VM. Nogle af dem fik siden sporadiske landskampe, men angriber Al-Sahlawi, der havde nettet 16 gange i 14 kvalopgør, kom aldrig med landsholdet efter VM-2018. Han spiller stadig klubfodbold, men er 35 år nu.

Ved dette VM i 2022 i nabolandet Qatar er Saudi Arabien havnet i en svær gruppe med store nationer i Argentina, Mexico og Polen. Derfor ser det altså aldeles svært ud for saudierne at klare sig videre fra en gruppe, hvor der bliver kamp om de første to pladser, der giver adgang til videre avancement.

Profilen

En af Saudi Arabiens største profiler er at finde på fløjen, hvor man har små og kvikke folk på cirka 1,7 meter. Salem Al-Dawsari er en af de største profiler på holdet. Han er 30 år og har 17 mål i 64 landskampe, ligger mest til venstre hvorfra han kan gå ind i banen og afslutte med sit højreben. Han havde i 17/18-sæsonen et kikset ophold i spanske Villarreal, men ellers har han spillet i hjemlige Al-Hilal i hele karrieren, hvor han nyder stor succes.

En anden af Saudi Arabiens profiler er også at finde i angrebet. Saleh Al-Shehri var den mest brugte angriber i VM-kvalifikationen, og holdets delte topscorer med syv mål. For 10 år siden snusede han til tilværelsen som udlandslegionær, da han var i portugisisk fodbold, men det var dog uden nogen stor succes. Den 1,84 meter høje angriber er imidlertid kun indskifter hos Al-Hilal, hvor de primære frontløbere er to stærke udlændinge. Dette kan også betyde, at han må afgive VM-startpladsen til 21-årige Firas Al-Buraikan. Det 1,81 meter høje angrebstalent fra Al-Fateh er en skarp konkurrent med fire starter og tre mål i de sidste syv VM-kvalkampe.

Landstræneren

Franske Hervé Renard, hvis efternavn faktisk betyder faktisk ræv, vandt De Afrikanske Mesterskaber med Zambia i 2012 og Elfenbenskysten i 2015. Begge gange med en taktik der handlede om at lukke af og lukrere på modstandernes fejl. Han har dog også kikset. Med ham ved roret fik Marokko 1 point ved VM i 2018 og røg ud i ottendedelsfinalen ved De Afrikanske Mesterskaber i 2019. Så sagde Renard op og tog jobbet i Riyadh, der stod ledigt efter saudiarabisk fiasko ved De Asiatiske Mesterskaber i 2019.

Renard forlængede fornyeligt sin aftale med det Saudi Arabiske landshold, hvilket betyder, at han skal være landstræner indtil 2027, efter han har pustet nyt liv ind i et halvgammelt og kedeligt landshold. Renard er kendt som en snu ræv, som ved hvad det kræver at komme langt ved en slutrunde. Dog har det Saudi Arabiske landshold under Renard udviklet sig til at blive et mere boldbesiddende mandskab, som ikke er bange for at tage fat i kampen og kontrollere tempoet i opgøret. Dog besidder man stadig evnerne til at få bolden hurtigt frem til angriberne og spille på omstillinger, når dette er nødvendigt. I en 4-2-3-1 formation har Saudi Arabien både mulighederne for at stille sig lavt på egen bane og angribe på omstillinger, mens muligheden for at gå højt og stresse modstanderen også er tilstede - netop dette benytter Renard sig af i sit virke som Saudi Arabisk landstræner.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder