KROATIEN - Vicemestrenes sidste tur i manegen
Kroatien træder ind i Qatars VM-arenaen som viceverdensmestre, men det store spørgsmål er om Luka Modric og hans kompagnoner i de karakteristiske rød-hvid-ternene dragter har et sidste stort VM-resultat i benene, eller om tanken allerede er tom for de aldrende stjerner?
Hvordan skal man vurdere det kroatiske landshold forud for VM 2022?
Den enlige sejr i gruppespillet ved EM i 2020 over Skotland, der var nok til at føre det nordlige Balkanland til en ottendedelsfinale mod Spanien i Parken, som blev tabt i forlænget spilletid? Den rimelig sikre kvalifikation, der kom i hus med syv sejre i 10 kampe i en af de lettere puljer i kvalifikationen, men hvor pladsen først blev endegyldig sikret i en gruppefinale mod Rusland i sidste spillerunde. Eller er det, det suveræne Nations League-gruppespil, hvor Kroatien overkom en rædselsfuld start med et 0-3-nederlaget til Østrig i Zagreb, men derefter gik ubesejret igennem gruppen med Danmark og VM-favoritten Frankrig, som er det retvisende billede af det kroatiske nationalmandskab?
Spørgsmålene står i kø og med en gruppe bestående af Belgien, Marokko og Canada, hvor ingen modstand skal undervurderes, er det ikke garanteret, at ”Kockasti” bare lige kommer videre fra gruppen. På den anden side har Kroatiens trup dog så meget rutine og kvalitet, at man gør klogt i ikke at afskrive dem på forhånd.
Fem slutrunder - to medaljer
Selvom Kroatien stiller op i Qatar med en rutineret trup, som har prøvet mange ting – både på landshold og på klubhold – er det fortsat en relativ ung fodboldnation på den store scene. Som følge af borgerkrigen i Jugoslavien, blev Kroatien først en selvstændig nation i starten af 90’erne, og i 1993 blev man optaget som medlem af UEFA. Det var dog for sent i forhold til at træde ind i kvalifikationen til VM i 1994, og dermed kunne Kroatien først få deres VM-debut ved slutrunden i Frankrig fire år senere. Her trådte landsholdet direkte ind i hjerterne hos mange fodboldelskere verden over, da de karakteristiske rød-hvid-ternede spillere anført af stjernerne Robert Prosinecki og Davor Suker kom hele vejen til semifinalen og endte med en bronzemedalje efter sejr over Holland.
Herefter fulgte to slutrunder i 2002 og 2006, hvor det ikke lykkedes Kroatien at komme videre fra de indledende puljer, inden katastrofen for alvor ramte ved VM i 2010, hvor ”Kockasti“ ikke var en deltagende nation, da kvalifikationen blev en fuser, og man kun sluttede treer i en gruppe med England og Ukraine. Kroatien kom dog stærkt tilbage ved VM 2014 med en stamme af de samme spillere, som skal repræsentere landet i Qatar. Her blev det også til et tidligt exit i gruppespillet, men den gyldne generation anført af Luca Modric holdt sammen, og fire år senere stod man klar i Rusland og endte med at gå hele vejen til finalen, blandt andet ved at slå Danmark ud på straffespark i ottendedelsfinalerne og England i semifinalen.
Nem kvalifikationspulje banede vej for en rutineret trup
I gruppe H ved den europæiske kvalifikation til VM 2022 blev Kroatien trukket sammen med Rusland, Slovakiet, Slovenien, Cypern og Malta. Ikke overraskende vandt kroaterne puljen, hvor man kun tabte til Slovenien i første runde. Gruppesejren blev især banet på vej af en stærk defensiv, der holdt målet rent i syv af de 10 kvalifikationskampe.
Ser man på spillerne som har været med i kvalifikationen og i 2022-udgaven af Nations League, er der ikke meget, der tyder på, at træner Zlatko Dalic vil gøre plads til et generationsskifte ved VM-slutrunden. I stedet vil holdet blive ledet frem at den store stjerne Luka Modric, der i Nations League igen viste sin ekstraordinære kvaliteter. Han vil formentlig blive flankeret af 30-årige Marcelo Brozovic, 33-årige Ivan Perisic, samt den defensive duo med 33-årige Domagoj Vida og Dejan Lovren og den 31-årige angriber Andrej Kramaric. En masse spillere, der sammen med Mateo Kovacic, Ante Rebic, Duje Caleta-Car, der må forventes at være i deres bedste fodboldalder, alle besidder en masse rutine og over 600 landskampe tilsammen. Flere af dem har været med både i 2014 og i 2018, så det kroatiske landshold ved godt, hvad det handler om i Qatar. Men er der alligevel for mange trætte og mætte krikker og for få ungdommelige kræfter og nye hopper i truppen, der skal ind og mærke savsmuldet ved en VM-slutrunde? Det bliver et af de store spørgsmål for det kroatiske landshold.
Stærk offensiv akkompagneres af ung defensiv
Et af de steder på banen, hvor Kroatien er begyndt at kigge ud i fremtiden, er i back-kæden, hvor den 22-årige højre back fra Bayern München, Josip Stanisic, og den 20-årige centrale forsvar Josko Gvardiol er begyndt at bide sig fast. Bagved backkæden står Dominik Livakovic som en sikker sidste skanse og den unge og stærke defensiv har været et godt fundament for Kroatien siden EM i 2020.
De sprudlende og skarpe offensive kræfter har alle dage været en af Kroatiens største styrker. Helt tilbage fra debuten i 1998 med Robert Prosinecki og Davor Suker og frem til Mario Mandžukić i 00’erne og 10’erne. Andrej Kramaric har ikke helt samme niveau, som sine legendariske landsmænd, men med krydderiet fra midtbanen og de offensive backs i Luka Modric og Ivan Perisic kan Andrej Kramaric godt blive en farlig herre. En ting er Kroatien garante for, og det er at producerede mange chancer.
Forventninger
Kroatien åbner VM-turneringen med en afgørende kamp mod Marokko på Al Bayt Stadium, hvorefter canadierne venter i anden runde. Seks point i de to kampe vil de facto sende Kroatien videre, inden den sidste og sværeste kamp mod Belgien. Men ikke meget skal gå galt mod Marokko i åbningskampen for at det ender med et uafgjort resultat, og comeback-holdet Canada, der er til den første slutrunde siden 1986, vil ikke lægge sig ned uden kamp. Er Kroatien uheldige eller uskarpe, kan man stå til en kamp mod Belgien og være tvunget til at vinde, og det vil Zlatko Dalic, Luka Modric og resten af den kroatiske trup gerne undgå. Skulle man som forventet gå videre fra gruppen, venter der formentlig en svær parring med enten Spanien eller Tyskland, og så ligner det et farvel til kroaterne, selvom de godt kan byde de to mastodonter op til dans, og hvem ved om overraskelsen så venter for kroaterne, som den gjorde i 2018.
Profilen – Luka Modric
Den 10. juni 2022 spillede Kroatien Nations League-kamp i Parken mod Danmark blot et år efter man var røget ud til Spanien på samme bane ved EM. Danmark dominerede første halvleg, og kroaterne kom ikke i nærheden af Kasper Schmeichels mål. Men i pausen skete der noget magisk. Luka Modric blev skiftet ind og fra det øjeblik vente kampen. Den ene genialitet efter den anden, og så endte kroaterne med at vinde 1-0.
Der er ikke mange kampe i løbet af et landsholdsår, hvor midtbanegeniet ikke er den bedste spiller på banen – både på egen banehalvdel, men også når man kigger på modstanderne på den anden side af bolden. Og selvom Luka Modric når at komme op på 37 år inden slutrunden går i gang, er han stadig den mest afgørende brik for det kroatiske landshold, som han beviste i Parken i sommer. Den erfarne 10’er har med både lederskab, ro, rå coolness, et unikt blik for spillet og en stor portion rutine ført Kroatien sikkert igennem kvalifikationen med tre scoringer samt en samlet sejr i Nations League-puljen.
Luka Modric blev ved slutrunden i 2018 kåret som turneringens spiller og senere blev han også kåret til verdens bedste spiller, og han vil også i 2022 have en afgørende rolle, såfremt Kroatien kommer langt i turneringen.
Træneren - Zlatko Dalic
Zlatko Dalic blev hyret til landstrænerposten i oktober 2017 og her bragede han igennem på den internationale scene ved at føre Kroatien til landets første VM-finalen nogensinde. Den blev dog tabt til Frankrig, men den taktisk kloge kroatiske træner fik den største anerkendelsen og hæderen som man kan få i kroatisk sport; Franjo Bučar State Award for Sport – en pris der gives til sportspersoner, der har gjort en særlig indsat i løbet af året.
Efter slutrunden i 2018 har Kroatien også præsteret ved kvalifikationen og ved Nations League i 2022, hvor man i begge turneringer vandt puljen, og hvor man kun tabte en kamp – den første i gruppespillet til henholdsvis Slovenien og Østrig. Zlatko Dalic kan derfor sige, at han har sit på det tørre, og til Qatar vil han formentlig holde fast i den gamle garde, som sammen med ham, har skabt store resultater.
Forventet startopstilling
Dominik Livaković
Josip Stanišić - Domagoj Vida - Joško Gvardiol - Ivan Perišić
Luka Modrić - Marcelo Brozović - Mateo Kovačić
Mario Pašalić - Andrej Kramarić - Mislav Oršić
Forventet trup (26 spillere)
Målmænd:
Dominik Livaković (Dinamo Zagreb)
Ivo Grbić (Atlético Madrid)
Ivica Ivušić (Osijek)
Forsvar:
Josip Stanišić (Bayern Munich)
Borna Barišić (Rangers)
Martin Erlić (Sassuolo)
Dejan Lovren (Zenit)
Borna Sosa (Stuttgart)
Joško Gvardiol (RB Leipzig)
Domagoj Vida (AEK Athens)
Josip Juranović (Celtic)
Josip Šutalo (Dinamo Zagreb)
Midtbane:
Lovro Majer (Rennes)
Mateo Kovačić (Chelsea)
Luka Modrić (Real Madrid)
Marcelo Brozović (Internazionale)
Nikola Vlašić (Torino)
Mario Pašalić (Atalanta)
Luka Sučić (RB Salzburg)
Kristijan Jakić (Frankfurt)
Angreb:
Ivan Perišić (Tottenham)
Andrej Kramarić (Hoffenheim)
Marko Livaja (Hajduk Split)
Bruno Petković (Dinamo Zagreb)
Ante Budimir (Osasuna)
Mislav Oršić (Dinamo Zagreb)