Christian Bang Jensen

MAROKKO - Den gyldne generation får det svært

For andet VM i træk er det lykkes en gylden marokkansk generation af fodboldspillere at kvalificere sig til slutrunden, men igen er man blevet ramt af lodtrækningsuheld, da modstanden i gruppen tæller Kroatien, Belgien og Canada.
Efter en pause på 20 år var Marokko endelig tilbage i det fineste fodboldselskab, da VM i Rusland for fire år siden blev sparket i gang. Dengang så en gylden marokkansk generation med en purung 19-årig Achraf Hakimi, en 21-årig Youssef En-Nesyri og en 25-årig Hakim Ziyech ind i et svært VM-comeback med Spanien, Portugal og Iran som gruppemodstandere. Det blev heller ikke til nogen succeser, da man tabte både åbningskampen til Iran og den anden gruppekamp til Portugal med 1-0. To kampe og så var skæbne ellers besejlet for de unge ”Atlas-Løver”, der dog kom igen og i den sidste gruppekamp kun var en overtidsscoring fra Iago Aspas fra at slå Spanien ud til fordel for Iran.

Nu står de her igen. Fire år ældre, fire års erfaring rigere og med en VM-slutrunde og to Africa Cup of Nations-slutrunder i bæltet. Det skal have gjort Marokkos chancer bedre, at Achraf Hakimi ikke længere er et back-talent, men en af de bedste i verden på sin position, at nu 29-årige Hakim Ziyech burde være på toppen af sin fodboldkarriere og at hele holdet gennem flere år har præsteret flot ved både kvalifikationer og De Afrikanske Mesterskaber.

Genganger ved slutrunder – sjældne gæster i knockout-fasen
Siden nationens debut ved VM i 1970 har Marokko været med ved VM-slutrunder fem gange. Det bedste resultat opnåede den nordafrikanske nation ved VM i Mexico i 1986, hvor man vandt den indledende pulje ved overraskende at spille uafgjort med Polen og England og endelig slå Portugal i den sidste gruppekamp. I ottendedelsfinalen tabte man 1-0 til de senere finalister fra Vesttyskland, men nationen og omverdenens opmærksomhed mod Marokko var vagt.

Marokko var tilbage ved VM i både 1994 i USA og i 1998 i Frankrig, dog begge gange uden at komme videre fra gruppen, og sådan er det med Marokkos VM-historie. Når de får sammen sat en gylden ære med et par spillere i den absolutte verdenstop, er de med som et af Afrikas bedste lande, men på den store scene har de det desværre stadig svært. Også ved de afrikanske mesterskaber er Marokko med, men aldrig længere end en kvartfinale. Kun én gang (1988) har man vundet Africa Cup of Nations.

Hvor blev Hakim Ziyech af?
Der er heller noget som tyder på, at det bliver i Qatar, at Marokko kommer langt ved en VM-slutrunde. For selvom man har leveret mange gode præstationer gennem kvalifikation og ved de afrikanske mesterskaber, står Marokko alligevel med lidt ørkensand og sten i skoen, når de løber ind på Al Bayt Stadium i Qatar til den første gruppekamp mod Kroatien.

For hvor står den offensive stjerne Hakim Ziyech. Chelsea-kanten har ikke spillet meget i denne sæson for klubholdet, og på landsholdet har han indtil september været fuldstændig fraværende i over et år. I sommeren 2021 valgte Hakim Ziyech nemlig at indstille landsholdskarrieren, fordi han var utilfreds med den daværende landstræner Vahid Halilhodzic. Hakim Ziyech var utilfreds med den defensive tilgang til fodbold, mens Vahid Halilhodzic mente, at spilleren havde en dårlig attitude efter, at Hakim Ziyech ikke ville spille en kamp, fordi han angiveligt var småskadet. Dengang sagde Vahid Halilhodzic, at han aldrig havde set en spiller, der ikke ville stille op for sit landshold og påstod at være skadet, selvom test havde påvist det modsatte. Hakim Ziyech valgte at stoppe på landsholdet, da den afrikanske kvalifikation til VM i Qatar gik ind i sin afgørende fase.

Suveræn kvalifikation
Det fik dog ikke den store betydning i VM-kvalifikationen, for her var marokkanerne suveræne. Først i det indledende puljespil, hvor man fik 18 ud af 18 mulige point mod Guinea-Bissau, Guinea og Sudan, og siden blev DR Congo ekspederet ud i playoffkampene i marts 2022 med samlet 5-2. Selvom flere spillere og fans udtrykt kritik af landstræneren var Marokko generelt svære at slå under Vahid Halilhodzic. Således klarede man sig også godt ved African Cup of Nations i 2021, hvor man kun blev slået af de senere finalister Egypten i kvartfinalen. Her mente fans dog, at kvartfinalen var et skoleeksempel på Vahid Halilhodzic-taktiske begræsninger, og på at holdet havde brug for de fraværende stjerner som Hakim Ziyech for at kunne udvikle sig og slå de større nationer.

Trænerskifte kort inden VM
En anden af de store sten i den marokkanske fodboldstøvle er derfor trænerposten. For selvom Vahid Halilhodzic leverede solide resultater i kvalifikationen og sikkert fik Marokko til VM, så var uenighederne og kontroverser mellem træner og spillere, der ikke ville stille op under ham, blevet for store og nationens tålmodighed med den defensive stil var sluppet op. Derfor valgte forbundet i august at fyre den bosniske træner og indsætte Walid Regragui, der selv spillede 45 kampe for Marokko mellem 2001 og 2009.

Første delmål for Walid Regragui var at overbevise de offensive stjerner Hakim Ziyech og Noussair Mazraoui om at komme tilbage på landsholdet, og det lykkes til september-testkampene mod Chile og Paraguay, hvor begge gjorde comeback i nationaltruppen. Walid Regragui store udfordring bliver nu at sammensætte en trup i harmoni, hvor alle offensive stjerner er glade – uden at der bliver gået på kompromis med en spillestil, hvor den defensive soliditet bevares.

Forvent ikke videre avancement
Gruppe F er en af de stærkere grupper, hvor både Belgien og Kroatien ser voldsomt gode ud, mens også Canada kan drille. Og det efterlader Walid Regragui og Marokkos løver i lidt af en kattepine. Udsigten til avancement og knockout-kampe er ikke gode og programmet var heller ikke venlige ved dem, da Kroatien venter i den første kamp, mens Belgien står klar i runde to. Det ligner en gentagelse af VM i 2018, hvor Marokko allerede efter to kampe har udspillet sin rolle ved slutrunden.

Profilen – Achraf Hakimi
Med Hakim Ziyechs boykot af landsholdet var der ingen tvivl om, at Achraf Hakimi skulle overtage stafetten, som marokkanernes største profil. Wingbacken, der har en lang række europæiske topklubber og ligaer på CV’et i en alder af bare 23 år viste også prøver på sin vigtighed ved African Cup of Nations i 2021, hvor han fik en plads på turneringens hold og scorede to frisparksperler, som sendte Marokko videre fra gruppespillet. Achraf Hakimi holder altid et højt niveau og skal Marokko overhovedet drømme om, at gå videre på bekostning af Kroatien eller Belgien, så ligger noget af ansvaret på backen med den gode fart, teknik, overblik og det fabelagtige spark med højrebenet.

PSG-spilleren med fortid i Real Madrids ungdomsafdeling er en af verdens allerbedste højrebacks og både på klub- og landshold bidrager han med masser af liv til offensiven, men også defensiv kvalitet.

Træneren – Walid Regragui
Marokko har mange dygtige offensive spillere, men en del af dem trak sig fra landsholdet under den nu tidligere træner Vahid Halilhodzic. Da han blev fyret og Walid Regragui blev indsat i august håbede man på at blandt andet Chelsea-stjernen Hakim Ziyech ville vende tilbage til løvehulen og det lykkes i september ved de to testkampe mod Chile og Paraguay. Marokko har længe stået som en svær modstander og har kun tabt én kamp i ordinær tid siden november 2019. Meget af succesen er bygget på en defensiv soliditet, som har været svær at bryde op, og det er nok også den, der sammen med et par hurtige offensive profiler, der skal skaffe Walid Regragui et godt resultat ved VM i Qatar.

Forventet startopstilling

Yassine Bounou
Achraf Hakimi – Achraf Dari – Romain Saïss – Noussair Mazraoui
Azzedine Ounahi – Sofyan Amrabat – Ilias Chair
Hakim Ziyech – Abde Ezzalzouli – Sofiane Boufal

Forventet trup (26 spillere)

Målmænd:
Yassine Bounou (Sevilla)
Munir Mohamedi (Al-Wehda)
Ahmed Reda Tagnaouti (Wydad AC)

Forsvar:
Achraf Hakimi (Paris Saint-Germain)
Noussair Mazraoui (Bayern Munich)
Nayef Aguerd (West Ham United)
Romain Saïss (Beşiktaş)
Jawad El Yamiq (Valladolid)
Achraf Dari (Brest)
Badr Benoun (Qatar SC)
Yahia Attiyat Allah (Wydad AC)

Midtbane:
Sofyan Amrabat (Fiorentina)
Hakim Ziyech (Chelsea)
Azzedine Ounahi (Angers)
Amine Harit (Marseille)
Ilias Chair (Queens Park Rangers)
Zakaria Aboukhlal (Toulouse)
Selim Amallah (Standard Liège)
Sofiane Boufal (Angers)
Bilal El Khannous (Genk)
Yahya Jabrane (Wydad AC)

Angreb:
Abderrazak Hamdallah (Al-Ittihad)
Abdelhamid Sabiri (Sampdoria)
Abde Ezzalzouli (Osasuna)
Youssef En-Nesyri (Sevilla)
Walid Cheddira (Bari)