Vil væk fra tysk klub: Dansk back har fået hjemve
Den danske back Rasmus Carstensen ser ud til at være en spiller, som snart kan være på vej væk fra sin tyske klub FC Köln.
Ifølge det store tyske medie Kicker, så bliver der peget på, at han er ramt af hjemve og gerne vil tilbage til Danmark igen.
Det lader dog til, at det ikke er så nemt for ham at finde en ny klub, som det ser ud lige nu. Klubberne står ganske enkelt ikke i kø.
Endvidere er Köln ikke klar til at ophæve kontrakten – Carstensen står stadig vurderet til 1,5 millioner euro i regnskabet. En lejeaftale med købsoption – eller endda købspligt – er derfor det mest realistiske, forlyder det.
I sidste sæson var backen udlejet til den polske klub Lech Poznan, der har danske Niels Frederiksen som cheftræner. Her var han med til at vinde mesterskabet med dem.
Tilbage i 2022 skiftede Carstensen fra Silkeborg til Genk, hvorefter turen gik til Köln året efter. Først på en lejeaftale og dernæst som en permanent transfer.
I Köln har han spillet 28 kampe, hvoraf 23 af dem var i Bundesligaen.
Den nu 24-årige back står desuden noteret for 17 U21-landskampe for Danmark. Nu må tiden vise, hvor fremtiden bringer ham hen.