Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Niklas Gerster

PORTUGAL – Er Ronaldo stadig opskriften på succes?

Portugal har på trods af de mange stjernespillere aldrig for alvor spillet den helt store rolle ved VM, og med en Cristiano Ronaldo i formdyk, er der lagt op til at andre stjerner skal træde mere i karakter.
Det var på et hængende hår, at landet fra Den Iberiske Halvø klarede skærene og kvalificerede sig til vinterens VM-slutrunde. Portugal endte på en skuffende 2. plads bag Serbien i deres VM-kvalifikationsgruppe. Derfor måtte de ud i et par drabelige play-off kampe imod først Tyrkiet og dernæst Nordmakedonien, som sensationelt havde slået Italien ud.

Portugiserne overkom dog de to modstandere, og i den seneste tid har de fulgt bedre op på den knap så imponerende vej til VM, da de fik en 2. plads i Nations League A-laget, hvor de på sidste spilledag knebent tabte til naboerne fra Spanien, og dermed akkurat ikke kvalificerede sig til final four.

Portugal er et af de nyere bekendtskaber til verdensmesterskaberne i fodbold forstået på den måde, at de først for alvor har spillet en rolle ved turneringen efter årtusindeskiftet. Fra VM-fødeåret i 1930 og frem til slutrunden i 2002 formåede portugiserne kun at kvalificere sig sølle to gange. Her bemærkede de sig dog til gengæld ret godt i 1966, hvor de vandt bronze. Siden 2002 har de omvendt været fast inventar ved VM, hvor de dog har præsteret rimelig middelmådigt med undtagelse af en flot 4. plads i Tyskland i 2006.

Så hvad kan vi egentlig forvente af portugiserne? En af de helt store spørgsmålstegn man i hvert fald kan stille, er hvorvidt 37-årige Cristiano Ronaldo stadig kan formå at bære holdet til succes, som han har gjort det så mange gange før. Hans rolle i Manchester United har i denne sæson været ret uklar, og både spilletiden og målene har været meget sparsomme. For Portugal spiller han dog stadig stort set altid fuld tid, og selvom den samlede måltotal på landsholdet for ham er imponerende 117 kasser, så virker hans skarphed her også til at være nedadgående.

Profilen:
I de sidste mange år har det utvivlsomt været Cristiano Ronaldo, som man har peget på som den absolut største stjerne på det portugisiske hold. Men da superstjernen efterhånden er ved at være en aldrende herre, kan man i større grad diskutere, hvem der egentlig er de mest afgørende spillere for Portugal.

To af de helt store offensive omdrejningspunkter må dog siges at være to erfarne herrer, som begge har deres daglige gang i Manchester. Bernardo Silva fra Manchester City og Bruno Fernandes fra Manchester United er på hver deres måde vigtige brikker i Portugals offensive spil. Med deres stærke pasningsevner og glimrende sparketeknikker er det i stor grad de to, som er arkitekterne bag de kreative og afgørende offensive aktioner for portugiserne.

Derudover har Portugal også et spændende ungt angrebshåb i Joao Felix på 22 år, som stadig har sit helt store gennembrud på det portugisiske landshold til gode. Han slider dog i øjeblikket med at finde vej til målet i Atletico Madrid, men talentet er uomtvisteligt, og det er ikke uden grund, at han er blevet sammenlignet med selveste Cristiano Ronaldo. Eftersom at Ronaldos form er aftagende, vil pilen måske snart pege på unge Felix i angrebet. Bliver det mon ved dette VM, at Felix bryder igennem isen, og bliver det nye store samtaleemne i det portugisiske angreb?

Træneren:
68-årige Fernando Santos har været landstræner for Portugal siden 2014, og blev for alvor hyldet, da portugiserne tog fusen på alle, og slog mægtige Frankrig i EM-finalen i 2016. Det er dog et godt stykke tid siden, at den flotte triumf kom i hus, og i øjeblikket er han ikke lige så populær, da tilhængerne ikke synes, at han for alvor formår at forløse det store potentiale, som truppen indeholder.

Det er især i den offensive del af banen, at det portugisiske mandskab er mest stjernebesat. Det er blandt andet en af grundene til, at Santos har sværget til en 4-3-3-formation. Foruden et tremands-angreb har Portugal også fremadstormende backs i form af Joao Cancelo og Nuno Mendes, som også bidrager gevaldigt til det meget offensive portugisiske udtryk. Kan de mange offensive strenge, som portugiserne har at spille på mon føre dem til VM-succes? Eller bliver det atter en lunken præstation, hvor de lader livet tidligt i turneringen, og ikke for alvor bliver en del af den sjove slutfase?

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER