Europa: UEFA Nations League
FT
2 - 1
(0 - 0)
Kroatien
Danmark
B. Sosa (49), L. Majer (79)
C. Eriksen (77)
Louis Andersen

Hjulmand: Vi er topklar til Frankrig!

Den danske landstræner ser frem til kampen mod Frankrig trods torsdagens nederlag til Kroatien.
Det var tæt på, og så alligevel ikke, da det danske landshold torsdagaften forsøgte at få den sejr, som havde sikret dem en plads ved Nations Leagues Final4-stævne, da de danske drenge måtte gå fra banen med et 1-2-nederlag til Kroatien.

Nederlaget sender Danmark ned som nummer to i gruppen med et point op til kroaterne med en enkelt kamp tilbage. Det kan godt være, at Danmark missede chancen for at sikre sig førstepladsen i gruppen før sidste spillerunde, men landstræner Kasper Hjulmand forsikrer, at holdet er topmotiverede til søndagens kamp mod Frankrig hjemme i Parken.

- Der bliver ikke det store mentale arbejde for mig. Vi er topklar. Vi er i en pulje med sindssygt gode hold og gik ind til denne kamp med ni point. Vi har stadig muligheden i en hjemmekamp i et fyldt Parken mod et af de bedste hold i verden. Jeg behøver ikke at gå og lege mentaltræner for at få gjort spillerne klar. Vi er klar til at fyre den af og glæder os, siger Hjulmand ifølge bold.dk.

Landstræneren står også tilbage med en følelse af, at kampen mod kroaterne var meget tæt.

- Vi er skuffede. Kampen var tæt. Kroatien var indledningsvis lidt stærkere end os i første halvleg, men vi blev bedre og bedre undervejs og dominerede mere og mere. Vi kom til et par chancer fra Eriksen og Mæhle.

- Kroatien er ikke et nemt hold at komme tilbage imod, når man er bagud, og det var fedt at se, at vi kunne forandre nogle ting. Det mest irriterende var minutterne efter vores scoring, hvor vi ved, det er vigtigt, at vi står ekstra tæt. Vi havde chancer til sidst, men endte med at tabe, og nu må vi samle os og se, om vi kan slå Frankrig, siger Hjulmand.

Sidste gang Danmark mødte Frankrig var i første runde af Nations League hvor danskerne tog en 2-1-sejr med hjem fra Paris, på to mål af Andreas Cornelius.

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER