LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Torsten Brix

Ryan Giggs – PL-legende eller slaveejer?

Skal Premier League-legenden i fængsel?
Ryan Giggs har, siden han som 17-årig fik debut på det storslåede Manchester United-hold, trukket overskrifter for sine præstationer på banen og som træner for blandt andet det walisiske landshold, men nu er overskrifterne ændret.

På mandag starter nemlig en retssag i retten i Manchester, hvor Giggs står anklaget for at have udøvet vold mod sin tidligere kæreste Kate Greville og dennes søster. I november 2020 blev Giggs anholdt, efter anklageren hævder, at Giggs skulle have givet en skalle til konen Kate, efter hun skulle have været i gang med at flytte sine ting ud af deres hus.

Episoden kom, efter Giggs i otte år havde et forhold til sin brors kone samt mange andre affærer, og der har været mange anklager omhandlende vold, tvang og kontrollerende adfærd. Hans ekskæreste Kate Greville har blandt andet beskrevet, hvordan hun skulle være ”slave” for Giggs.

Disse historier har fyldt meget, siden Giggs i 2014 stoppede som aktiv efter 963 kampe for Manchester United med hele 25 store pokaler i ”skabet”.

Da han en aften i maj 2008 i kolde Moskva vandt sin anden Champions League-titel, slog han en anden United-legendes klubrekord på 758 kampe, som Sir Bobby Charlton havde. Men han stoppede ikke der, og da han markerede sin kamp nummer 900, scorede han et overtidsmål på udebane mod Norwich, der sikrede United-sejren.

Alt dette ville aldrig være sket, hvis det ikke havde været for United's mindst lige så legendariske manager Sir Alex Ferguson. Ryan Giggs, der blev født i Cardiff, Wales, i 1973, begyndte nemlig på Manchester City's School of Excellence i sine tidlige teenageår, men da han var 14, dukkede en dengang for nyligt tiltrådt manager ved navn Sir Alex Ferguson op og tilbød ham at komme til den røde del af Manchester, og da United altid havde været favoritholdet, takkede han pænt ja. Han fik sin debut i 1991, og det blev startskuddet på en glorværdig karriere.

Han vandt allerede sit første trofæ med United i 1991, da de slog Røde Stjerne i den europæiske Super Cup. I 1992/93 kom hans første Premier League-titel i hus, og i 1993/94 og 1995/96 blev det krydret med to gange ”The Double”. Det blev udvidet med en Champions League-titel oven i hatten i den legendariske 1998/99-sæson. Giggs' største bidrag til denne ”Triple” var et helt unikt solomål i semifinalen i FA Cuppen mod Arsenal, der sendte United i finalen. I 2007-08 vandt han sin anden Champions League-titel i den dramatiske finale mod Chelsea i Moskva, hvor han bl.a. scorede i straffesparkskonkurrencen.

Sæsonen efter vandt Giggs i en alder af 35 år prisen som årets spiller i Premier League – helt utroligt for første gang i karrieren. Det var alle hans Premier League-kolleger, der havde stemt ham frem til den hæder.

- Jeg har været heldig med at vinde mange trofæer, talentprisen to gange, men det her er den store pris. Den er den bedste at vinde, for det er ens kolleger, der har stemt, sagde hovedpersonen om hæderen.

I 2010/11 vandt waliseren så sit 12. engelske mesterskab med Manchester United, men hans flotte eftermæle er nu ved at blive ødelagt. Det kommer efter anklager blandt andet fra den tidligere kæreste Greville, der fortalte om, hvordan Gigs skulle havde smidt hende nøgen ud af et hotelværelse og været voldlig overfor hende. Det er disse anklager, som nu kan give fem års fængsel og står i stor kontrast til det billede, som fodboldverdenen har af Giggs – på banen. Den danske landsholdsspiller Kasper Schmeichel har tidligere sagt til TV2sport om Giggs:

- Ryan Giggs er et idol. Der findes mange ord for ham og alt, hvad han har opnået i Manchester United og i fodbold generelt. Jeg har kendt ham, siden jeg kunne huske. Jeg har set ham træne utallige gange, når jeg var til træning med min far. Jeg har beundret ham gennem min karriere, og jeg har set op til ham.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder