PSG har ny træner på plads!
Alt tyder på at PSG i løbet af de kommende dage, præsenterer deres nye træner. Det bliver den 55-årige franskmand Christophe Galtier.
Her på indkast.dk har vi tidligere kunnet bringe historien om, at Galtier pludselig var en overraskende storfavorit til at overtage trænerposten. Dette ser nu ud til at blive en realitet. I hvert fald har den respekterede transferjournalist Fabrizio Romano på sin Instagram-profil lavet et opslag om nyheden med sit ikoniske ”Here we go.” Ifølge ham skulle Galtier blive præsenteret officielt af PSG i løbet af de næste par dage.
Et noget overraskende trænervalg af den parisiske storklub. Galtier er aktuelt træner for Kasper Dolberg i Nice, og er et noget mere uprøvet navn i europæisk topfodbold sammenlignet med de andre kandidater til trænersædet i Paris. Her har profilerede trænere som Antonio Conte, Zinedine Zidane og Massimiliano Allegri bl.a. været inde i billedet.
I stedet falder valget nu på Galtier, som har været godt rundt i det franske. Han har repræsenteret flere mellemstore franske klubber som Saint Etienne, Lille og Nice. Nu skal han så prøve sig selv af i et helt andet rampelys hos hovedstadsklubben. Han erstatter Mauricio Pochettino på posten.