Cooper kan ofre Wass: Her er fremtidens hold i Brøndby
En ny træner er lig med en ny chance for at vise sig frem for alle spillere.
Alt er på sin vis oppe i luften, når der kommer en mand udefra til, som skal sætte brikkerne op på taktikbrættet.
Det vil være nærliggende, hvis Steve Cooper føler for hurtigt at sætte sit eget præg på tingene.
4-3-3 er nok ikke realistisk med det samme. Nok snarere som en form for plan B, man kan ty til i løbet af kampene.
Kigger man på både denne sæson og lidt frem, kan Steve Cooper meget vel komme til at vælge følgende 11 spillere som sine foretrukne i en 3-5-2-formation.
Målmand - Pentz
Patrick Pentz skal højne sit bundniveau, hvis ikke Gavin Beavers snart får chancen.
Men som tingene står nu, er den østrigske keeper stadig relativt klar nummer 1 på mål for Brøndby IF.
Den helt store hæmsko for Patrick Pentz er, at han er relativt lav af en topmålmand at være. Og det kan modstanderne lukrere på.
Højden er ikke et problem for store og brølstærke Gavin Beavers.
Midterforsvar - Vanlerberghe - Alves - Binks
Steve Cooper vil givetvis skrotte Frederik Birks Sean Klaiber-eksperiment med det samme.
At spille med Jordi Vanlerberghe i højre side bagi, vil desuden give en del flere centimeter i højden, hvilket slet ikke er uvæsentligt med tanke på de dødbolde, der ofte har spillet Brøndby et puds.
Frederik Alves er den bedst spillende forsvarer i Brøndby - når han er skadesfri.
Luis Binks giver sig selv i venstre side. Stærk start for den nytilkomne englænder.
Rasmus Lauritsen ender dermed (igen) med sorteper. Men der skal nok falde minutter af alligevel. Alves har det jo med at rende ind i hyppige skader.
Wingbacks - Villadsen og Köhlert
De to små, hurtige og pågående løber nok med startpladserne i de fleste kampe.
Men det er stærke kort, som Brøndby kan spille ud i form af Marko Divkovic og Sean Klaiber, der kan komme ind fra bænken undervejs i kampene.
Oliver Villadsen og Mats Köhlert kan få meget vigtige roller for Brøndby under Steve Cooper.
Central midtbane - Tahirovic og Nartey
Her bliver det for alvor kontroversielt. Bosniske Benjamin Tahirovic og Noah Nartey har begge fremtiden foran sig.
Det er dem, som Brøndby kan sætte deres lid til - også i næste sæson. Især hvis Noah Nartey forlænger sin kontrakt.
Daniel Wass er ret beset et godt stykke over the hill - og sandsynligvis på vej mod et karrierestop efter sæsonen. Ham er der således ikke meget fremtid i.
Stijn Spierings har ikke været den store succes på vestegnen. Han må nok også nøjes med indhop her og der.
Så er der også unge Mathias Jensen, som måske kan vise sig godt frem.
Tahirovic og Nartey ligner dog de to, det giver mest mening at få til at lykkes sammen.
Offensiv midtbane - Vallys
Midtbanen har til tider set ret tynd ud kun med to spillere derinde.
Med Nicolai Vallys trukket tilbage fra forreste linje til en position som fri 10'er bag angrebet, bliver midtbanen polstret med en mand ekstra.
Vallys kan således sætte spillet centralt i banen, hvor de to wingbacks kan angribe fra siderne.
En 3-5-2 kan også løse den problematik, at Brøndby ikke råder over et stort antal kantspillere med stor kvalitet. Men de kan naturligvis udgøre et våben i løbet af kampene.
Vallys må give et nap med bagude, når Brøndby ikke er i boldbesiddelse.
Angribere - Gregoritsch og Bundgaard
Østrigske Michael Gregoritsch og unge Filip Bundgaard er hinandens modpoler på flere måder.
Gregoritsch er en rutineret angriber med masser af mål i Bundesligaen bag sig.
Bundgaard har stadig til gode at brænde Superligaen helt og holdent af. Men han har lagt godt fra land i denne sæson.
Der er tale om klassisk kombination bestående af en mindre, bevægelig og hurtig angriber + en stor og mere statisk af slagsen, som befinder sig bedst inde i boksen.
Gregoritsch og Bundgaard kan komme til at klæde hinanden rigtig godt i et makkerskab oppe foran med Vallys liggende bagved til at fodre dem.
Hverken Gregoritsch eller Bundgaard passer perfekt som eneangribere - men som delte 9'ere kan deres kompetencer måske bedre komme til udtryk.
Her ligger en mulig nøgle til at forløse Brøndbys offensiv, som Steve Cooper givetvis prøver af allerede mod FC København på lørdag.
Det er Steve Cooper, der bestemmer nu i Brøndby. Vi må se, hvilke spillere, han vælger som sine foretrukne: