Fra Manchester City – til AGF
Uwe Rösler er ikke Rafael Benítez…
- Det er et passende stort navn til AGF. Jeg hæfter mig ved, at han er en erfaren træner. Derudover er det en åbenlys fordel, at han har en fortid i skandinavisk fodbold og er norsk gift, for så kender han kulturen og mentaliteten.
Sådan siger Superliga-eksperten Morten Bruun i dagens udgave af Jyllands-Posten om AGF’s nye træner Uwe Rösler. Tyskeren var som spiller en kultfigur i Manchester City og som træner har han været i klubber som Wigan, Leeds og Brentford. Så det er en erfaren træner, der er kommet til ”Smilets By” og det er godt – mener Bruun:
- AGF var ikke på udkig efter et trænertalent i dette tilfælde. Der skal noget til for at være træner i AGF i al almindelighed, men særligt at efterfølge David Nielsen. Dertil vil jeg mene, at AGF havde brug for en rutineret træner, hvor man ikke kan tillade sig at spørge, om han virkelig tror, at han kan træne klubben. Det ville jeg have gjort, hvis AGF havde ansat en træner fra f.eks. Fredericia eller Lyngby. Uwe Rösler er absolut stor nok til AGF.
- Han er en international profil. Man skal glæde sig over, at en træner som Rösler synes, at AGF er et spændende projekt. Rafael Benítez kommer jo ikke til AGF, så i det perspektiv er han en international profil for klubben.