Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Europa: UEFA Nations League
FT
1 - 2
(0 - 0)
Frankrig
Danmark
K. Benzema (51)
A. Cornelius (68), A. Cornelius (88)
Christian Bang Jensen

Andreas Cornelius blev afgørende i dansk sejr

Danmark leverede en fremragende indsats i den første kamp ved Nations League mod de forsvarende franske verdensmestre, og på to mål af Andreas Cornelius lykkes det danskerne at slå Frankrig for første gang i 20 år.
Tusindvis af danskere var valfartet til Paris for at følge landsholdet i den første kamp ved Nations League. Foruden Kroatien og Østrig består gruppen af de forsvarende verdensmestre, Frankrig, og frygtede man, at Danmark ville blive kørt over på Stade de France denne fredag aften, så var oplevelsen en ganske anden.

Foruden enkelte store chancer og en scoring af Karim Benzema var danskerne i store perioder ligeværdige og endda bedre end verdensmestrene, og på to mål i anden halvleg af Andreas Cornelius lykkes det Danmark at vinde i Paris.

Danmark startede opgøret bedst, og franskmændene havde nærmest ikke været i boldbesiddelse de første fem minutter, da Joakim Mæhle kom frem til en stor chanc. Efter en presset, og derfor halvsløj afslutning fra Kasper Dolberg løb den fremskudte back bolden op og sendte en afslutning i sidenettet. Den nordjyske spiller, der fik sit landsholdsgennembrud ved sidste sommers EM-slutrunde, var Danmarks farligst gennem hele kampen, og hen mod slutningen af første halvleg var Joakim Mæhle igen tæt på en scoring – denne gang midt for mål, men det franske forsvar pressede danskeren til en dårlig afslutning uden saft og kraft.

Den gode danske start og Joakim Mæhles afslutning efter få minutters spil virkede dog som en opkvikker for et fransk landshold, der manglede Didier Deschamps på trænerbænken på grund af en tragisk omstændighed i familien.

De næste ti minutter var det danskerne, der blev presset helt tilbage af en offensiv bestående af Kylian Mbappe, Antoine Griezmann og Karim Benzema. Sidstnævnte fik endda bolden i nettet efter nogle lette og hurtige kombinationer med stjerneskuddet Kylian Mbappe, men linjevogteren havde korrekt hævet flaget for offside. Karim Benzema skulle dog vise sin store klasse senere i opgøret.

Det danske forsvar var en smule amputeret fredag aften, da den normale anfører Simon Kjær fortsat er ude med den slemme skade, han pådrog sig i det tidlige forår, mens Andreas Christensen var blevet hjemme i Danmark, da han har en familieforøgelse under opsejling. Derfor var det en tre-back-kæde bestående af Jannik Vestergaard, Joachim Andersen og Victor Nelsson, og de tre fik en slem start på anden halvleg.

Kylian Mbappe var i pausen blevet erstattet af RB Leipzig-spilleren Christopher Nkunku, og han fandt hurtigt ind i et samspil med den farligste franskmand på Stade de France denne fredag: Karim Benzema. Topscoren fra spanske Real Madrid modtog bolden i højre side af straffesparksfeltet, hvor han nærmest dansede forbi Victor Nelsson, spillede bande med Christopher Nkunku, inden han fortsatte sine lancier-trin forbi det resterede forsvar og sendte bolden sikkert i netmaskerne bag Kasper Schmeichel.

Efter 68. minutters spil virkede det som om, at værterne ville køre sejren stille og roligt hjem, men halvfranske Pierre-Emil Højbjerg ville det anderledes. Midtbanespilleren, der havde spillet en suveræn kamp, sendte ud af det blå en blød bold ind i feltet, som fangede det franske forsvar fuldstændig på hælene. Afleveringen fandt sit mål – den netop indskiftede og nykårede tyrkiske mester Andreas Cornelius, der flot fuldendte opspillet med en flugter, der fik nettet til at blafre. Det var Andreas Cornelius’ ottende A-landskampsmål.

10 minutter før tid var N’Golo Kante tæt på at afgøre kampen med et drøn af en afslutning, men heldigvis for danskerne stod stolpen solidt i vejen og afværgede afslutningen. Det blev i stedet startskuddet til en intens afslutning, hvor Christian Eriksen vil ærgre sig over, at han ikke fik bolden prikket forbi sin tidligere holdkammerat i Tottenham Hugo Lloris på en ellers fri afslutning tæt for mål.

Men det var langt fra danskernes eneste chance og i det 89. minut blev Andreas Cornelius sendt i dybden. I en fysisk hård duel med William Saliba fik den stærke dansker holdt sin franske oppasser væk og med et fortræffeligt hug blæste han bolden op i nettaget. 2-1 til Danmark, der for første gang i 20 år slog Frankrig.

I Kroatien spillede de to øvrige hold i Danmarks gruppe, hvor Østrig fik en sikker sejr på 3-0. Marko Arnautovic, Michael Gregoritsch og Marcel Sabitzer blev målscorerne.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER