Liverpool knuser “dødens pulje” Hvem kan stoppe dem?
Tirsdag aften gik Liverpool videre fra gruppe B, dette gjorde de med 18 point ud af 18 mulige som det første engelske mandskab i historien.
Efter lodtrækningen blev dette års gruppe B highlightet som “dødens pulje”. De spanske mestre fra Atletico Madrid, de portugisiske giganter FC Porto, historiske AC Milan, som i øjeblikket ligger nummer et i Serie A, samt en af turneringens forhåndsfavoritter fra Liverpool.
Liverpool var ganske vist puljens favoritter, men ingen havde forudset at det ville resultere i seks sejre. Liverpool startede ud med en af de mest dramatiske kampe i dette års gruppespil, da de sejrede med 3-2 hjemme over Milan, efter at være bagud med 2-1 i pausen. Herfra har Liverpool ikke set sig tilbage, og hev blandt andet en flot udesejr på 5-1 hjem fra det portugisiske. Så hvem kan egentligt stoppe Liverpool fra, at gå hele vejen i år og løfte “trofæet med de store ører”?
Liverpool har i gruppespillet vist både hvor højt deres topniveau er, men er også lykkedes med at få de “grimme sejre” i hus, samt vist deres bredde i truppen, med to sejre med kraftig rotation i startelleveren. Det kan meget vel blive en kamp mod de samme to konkurrenter fra Premier League, Chelsea og Manchester City, som i skrivende stund er de bedst spillende mandskaber i Europa sammen med Bayern München. Men hvis de fortsat viser samme egenskaber til at levere comeback på stribe, og holder gang i deres sprudlende offensiv, er det svært at se hvem der kan stoppe dem.