LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

England: Premier League
FT
0 - 2
(0 - 2)
Manchester U
Manchester C
E. Bailly (7)
B. Silva (45)
Daniel Jensen

Manchester City sejrede uden problemer på Old Trafford

Lørdagens Premier League-program startede med et brag, da der var Manchester-derby på Old Trafford.
Der var utrolige vigtige point på spil i toppen af Premier League, da Manchester United og Manchester City i dag tørnede sammen i den røde del af byen. Begge hold kom ind til kampen med grimme nederlag, der skulle revancheres, så der var lagt op til et brag af en kamp på Old Trafford.

Kampens første mål burde allerede været faldet efter fem minutter, da Harry Maguire stod ganske fri midt i gæsternes felt efter et frispark. Manchester United-kaptajnen fik dog ikke timet sit hovedstød særlig godt, og han sendte sit forsøg forbi.

I stedet var det Manchetser City, der bragte sig foran med 1-0 blot to minutter senere. Joao Cancelo sendte et indlæg i hjemmeholdets felt, og det fik Eric Bailly et helt forkert træf på. Han ramte den faktisk så dårligt, at han sparkede bolden ind bag sin egen målmand.

Det var ikke meget, hjemmeholdet var på bolden i kampens indledning, men med Cristiano Ronaldo på banen, skal der ikke meget til for at skabe chancer. Portugiseren var da også lige ved at udligne efter 25 minutter, da han sendte en glimrende flugter afsted mod mål, men Ederson fik reddet på stregen, og Mason Greenwood kunne ikke nå at reagere på returen.

Få minutter senere var det i stedet tæt på at blive til 2-0, da Gabriel Jesus fik en retur tæt under mål, men David de Gea leverede en fænomenal redning på stregen og fik afvist brasilianeren. Kort efter måtte den spanske målmand igen levere en fantastisk refleksredning på stregen, da Victor Lindelöf var lige ved at sparke bolden i eget net.

Hjemmeholdets mål var under stor beskydning, men de Gea fortsatte med at levere. Først fik han reddet et glimrende forsøg fra Kevin De Bruyne, og efterfølgende tog han sig af et langskud fra Cancelo.

Et minut før pausen gik den dog ikke længere for hjemmeholdet. Luke Shaw snork sov på et indlæg fra Cancelo, da han ikke havde set Bernardo Silva, der kom i ryggen på ham. og fra en spids vinkel fik portugiseren prikket bolden i nettet til 2-0, hvilket også var stillingen ved pausen.

Presset var på Manchester United fra starten af anden halvleg, og Ole Gunnar Solskjær tog konsekvensen af dette. Han gik væk fra sin 3-mandsbagkæde og satte Jadon Sancho på banen. Den offensive satsning kastede dog intet af sig, og efter 25 minutter af anden halvleg var hjemmeholdet ikke kommet tættere på en reducering end tidligere.

Ti minutter før tid var gæsterne lige ved at lukke kampen endegyldigt. De Bruyne sendte Phil Foden alene afsted i dybden, men den unge englænder måtte se sin afslutning mod det lange hjørne blive afvist af stolpen. John Stones fik muligheden få minutter senere, men den engelske midtstopper sendte sin afslutning fra tæt hold forbi mål.

Hjemmeholdet formåede aldrig at presse Manchester City, så Pep Guardiolas mandskab kunne sikkert køre 2-0-sejren hjem.

Manchester City går med sejren forbi Liverpool på andenpladsen, de spiller dog først i morgen, imens Manchester United bliver yderligere distanceret i forhold til de andre tophold i Premier League.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder