Favoritterne til at vinde Ballon d’Or
L’Equipe har løftet sløret for favoritterne til at vinde dette års Ballon d’Or – hvis man spørger den franske avis.
Fredag den 8. oktober blev sløret løftet for de 30 fodboldspillere, som er nominerede til at vinde dette års Ballon d’Or. Den danske AC Milan-forsvarer Simon Kjær er med i opløbet sammen med Bayern Münchens målmaskine Robert Lewandowski, som måske burde have vundet den prestigefyldte pris sidste år, hvor prisuddelingen dog blev aflyst.
Ballon d’Or bliver igen i år uddelt af France Football, men nu har den franske avis L’Equipe løftet sløret for deres favoritter til at vinde den prestigefyldte pris. På forsiden af dagens avis bliver Karim Benzema, Lionel Messi, Robert Lewandowski, Cristiano Ronaldo og Jorginho udråbt til at være favoritter. Det er dog de tre førstnævnte, som ifølge L’Equipe har de største chancer for at vinde Ballon d’Or.
Benzema har været i fin målform – for Real Madrid såvel som for det franske landshold. Den 33-årige angriber kunne søndag løfte UEFA Nations League-trofæet sammen med det franske landshold, mens han scorede 30 mål i 46 kampe for Real Madrid i den forgangne sæson.
Den måske største favorit til at vinde dette års Ballon d’Or er Lionel Messi, som har mulighed for at vinde den prestigefyldte pris for syvende gang i karrieren. 34-årige Messi styrkede sin position i opløbet, da han førte Argentina til den første Copa América-titel i 28 år. Den tidligere FC Barcelona-talisman, som i sommer skiftede kvit og frit til Paris Saint-Germain, scorede 38 mål i 47 kampe i den forgangne sæson.
Robert Lewandowski var storfavorit til at vinde Ballon d’Or sidste år, hvor prisuddelingen blev aflyst, har også haft en mere end godkendt sæson. 41 mål i Bundesligaen alene var nok til at sikre den polske målmaskine Den Gyldne Støvle for første gang i karrieren. Derudover var de 41 Bundesliga-mål nok til at slå Gerd Müllers næsten 50 år gamle målrekord.