Bog: Peter Schmeichel - ONE
Indkast bringer et kapitel fra den aktuelle bog. I dette kapitel hører man om Peter Schmeichels skifte til Manchester United.
Endelig Old Trafford
Fælles for mine to hjerteklubber var, at de blev styret af fader figurer. Jeg tør endda sige, at de begge var af den meget kontrollerende slags. De var forskellige personligheder og opnåede deres mål på hver sin måde, men det, de skabte, var på mange måder ens: Klubber, der føltes som familier med dem selv som overhovedet.
Det var to succesfulde mænd, der skrev moderne historie, og de kunne være ubarmhjertige indimellem. Jeg taler selvfølgelig om Sir Alex Ferguson og Per Bjerregaard.
Historien om mit skifte til Manchester United i 1991 bragte dem sammen. Den lægeuddannede tidligere spiller Bjerregaard var formand i Brøndby. Med ham for bordenden blev Brøndby pionerer i dansk fodbold, landets første helprofessionelle klub og i en årrække et altdominerende hold. Han fik alle Laudrup’erne – Finn, Michael og Brian – til klubben og købte spillere som Lars Olsen, Kent Nielsen og Kim Vilfort og hyrede vindertyper som Morten Olsen og Ebbe Skovdahl til trænerposten.
Fergie mødte jeg første gang i en stue i en helt almindelig villa i udkanten af København. Det var hos Finn Willy Sørensen, en tidligere spiller og træner, der boede tæt ved Brøndbys træningsanlæg. En tidlig septembermorgen i 1990, da jeg skulle til træning, ringede han og spurgte, om jeg havde tid til at kigge forbi senere. Det havde jeg, og hjemme hos Finn Willy ventede Alex Ferguson.
Fergie præsenterede sig selv og sagde: “Peter, ligesom dig er jeg skuffet over, at vi ikke har kunnet skrive kontrakt med dig endnu, men jeg har set nok til at vide, at du er manden, jeg vil have. Jeg skal nok vente på dig. Arbejd hårdt, og fortsæt med at udvikle dig, så ses vi næste sommer”. Han rejste sig, trykkede mig i hånden og kørte til lufthavnen. Jeg var målløs. Jeg havde knap nok sagt et ord. Jeg vendte mig mod Finn Willy: Wauw, hvad pokker skete der dér?
Det overraskende besøg var det boost, jeg havde brug for. På det tidspunkt lå jeg i en langstrakt kamp med Bjerregaard for at realisere min drøm om et skifte til Old Trafford. Manchester United havde lagt deres første bud på mig fire måneder inden, i maj. Men det virkede, som om Bjerregaard havde gang i et eller andet spil. Som om min fremtid, mine ambitioner og min kontrakt, altså jeg, blot var en brik, han kunne rykke rundt med. Historien begyndte godt et år tidligere, i midten af 1989. Jeg spillede min tredje sæson i Brøndby og var på vej mod det tredje danske mesterskab på stribe. Jeg var 25 og havde etableret mig som førstemålmand på landsholdet. Kort sagt var det gået ganske fint med at tage skridtet fra at spille i 3. division med Gladsaxe-Hero.
Ud af det blå kontaktede Finn Willy mig. Han kendte min svigerfar, Svend Aage Hansen, der havde været min træner i Gladsaxe-Hero. Finn Willy fortalte, at han arbejdede sammen med en fodboldagent ved navn Rune Hauge, og at Rune gerne ville tale med mig. Dengang havde de færreste spillere agenter. Vi havde en enkelt mand, der snuste rundt og sagde “Hey, jeg kan skaffe dig til en klub” til enhver spiller med succes i Brøndby, men det skete aldrig. Rigtige agenter, som vi kender dem i dag – der repræsenterer dig, og som du har kontrakt med – kendte vi ikke til i lille Danmark.
Men Rune og jeg arrangerede et møde. Rune er fra Voss i Norge og taler med Bergen-dialekt, hvilket gjorde tingene, ja, interessante. Normalt forstår danskere vel 90 procent af, hvad nordmænd siger. Undtagelsen er folk, der taler bergensisk. Jeg gætter på, at jeg fangede 60 procent af, hvad Rune sagde. Forstod jeg en sætning, forvirrede den næste mig, men pointen var tydelig nok: Han havde holdt øje med mig og mente, han kunne hjælpe mig videre i karrieren.
Han fortalte, at han i forvejen arbejdede sammen med Bjerregaard og stillede mig følgende spørgsmål: Ville jeg spille i Brøndby hele karrieren igennem? Nej. Hvad vil du så? spurgte Rune. Jeg sagde, at jeg ville spille godt og udvikle mig, så jeg kunne komme videre til en større klub. Præcis hvilken klub? Manchester United, sagde jeg. I baghovedet havde jeg indtil da en mistanke om, at han blot var en lykkeridder, der spildte min tid og håbede at score lidt penge på mig. Men Rune så mig i øjnene og sagde: “Det kan jeg arbejde med”.
Det var længe inden mobiltelefoner, så hver fredag aften ringede han til mig derhjemme. Vi vendte min situation, og selvom jeg stadig ikke forstod meget af, hvad han sagde, forstod jeg hver gang det vigtigste: At vi var på rette kurs. Han var ved at etablere kontakt til Alex Ferguson. Hav tålmodighed, sagde Rune, og fortsæt med at gøre det godt.
Det viste sig, at Manchester United allerede var opmærksomme på mig. Senere fortalte Alan Hodgkinson, min målmandstræner i United, at Fergie havde sendt ham ud for at se mig 13-14 gange. “Det var kun nødvendigt for mig at se dig spille én gang, inden jeg ringede til Fergie og sagde, at dig skal vi købe”, fortalte Alan mig ofte med stolthed.
Første gang Fergie så mig med egne øjne, gemte han sig bag en busk. Han har selv fortalt mig, at det var i Marbella, hvor Brøndby var på træningslejr inden 90 sæsonen. Vores nye træner, Morten Olsen, ville have os i super form, og vi blev vækket tidligt og mødtes klokken 8.00 til en halv times løbetur rundt om en golfbane for at løsne op. Så gik turen tilbage til hotellet for at skifte tøj og spise morgenmad, inden vi skulle ud at træne igen klokken 10.30. Træningen varede cirka to timer, så var der frokost, hvorefter vi slappede af inden dagens tredje træningssession. Hver dag. Vintersolen på Costa del Sol gav Morten større råderum til at arbejde med os, end regnen og sneen gjorde derhjemme.
Det var sent i januar, og presset på Fergie var massivt. I ligaen havde han ikke vundet siden midten af november, og Manchester United lå på en 17.-plads i den gamle engelske First Division med en drilsk fjerderundekamp i FA Cuppen på udebane modHereford United i vente. Denne sæson, 89/90, kunne have gået begge veje for ham. På Stretford End på Old Trafford hang det her tåbelige banner, der endte med at gå over i historien: ‘Ta Ra Fergie’, altså en opfordring til at sige farvel til manageren. De britiske aviser flød over af spekulationer om Fergies mulige fyring. Som forberedelse til FA Cup-kampen fløj Manchester United et par dage til Marbella for at træne i sol og varme, og de benyttede det samme træningsanlæg som os. De boede endda på det samme hotel. Det var som Disneyland for mig – Wauw, der er Steve Bruce. Se, der er Bryan Robson. Årh, det er Mark Hughes. Jeg hilste genert på nogle af dem, men var alt for udmattet af Mortens træning til at gå ud og se dem træne.
Der var kun én bane på anlægget, og fordi de var Manchester United, havde de førsteprioritet. Så vi måtte lade United træne først, inden vi kunne løbe ud på græsset. Banen lå omkring 200 meter fra hotellet, og man kom derhen via en sti gennem et lille grønt område. En dag efter Uniteds træning blev Fergie tilbage og gemte sig bag nogle træer for at se vores træning. Ifølge ham selv så han en skør ung mand, der råbte som en sindssyg, fløj rundt til højre og venstre, reddede alt og kontrollerede det hele. Det havde han aldrig oplevet før, og han besluttede sig for at holde øje med mig.
En af Fergies største styrker, når det gjaldt holdopbygning, var at tænke fremad. Selv på dette tidspunkt, hvor trænersædet brændte under ham, tænkte han på Manchester Uniteds fremtidved at finde en ny, ung målmand. De slog Hereford, han overlevede, og United nåede hele vejen til FA Cup-finalen på det stadion, som lagde kulisser til næste del af min historie: Wembley Stadion i London. Fodboldens mekka.
15. maj 1990 spillede Danmark mod England under det gamle Wembleys berømte tvillingetårne. Vi stillede op med brødrene Laudrup, Vilfort, John Sivebæk og Flemming Povlsen, men England var heller ikke dårlige med spillere som Gary Lineker, Paul Gascoigne, Terry Butcher og Chris Waddle, der spillede sin landskamp nummer 50 den dag. Jeg kunne slet ikke vente på den kamp. For første gang skulle jeg spille på verdens i mine øjne bedste fodboldarena. Da vi trænede på Wembley aftenen inden kampen, opdagede jeg godt nok, at stadion (det var, inden det nye blev bygget) var slidt og gammelt. Men det var stadig Wembley, stadig bedre end noget andet stadion, jeg havde oplevet.Banen var bare suveræn.
Fuld af spænding forlod jeg træningen og lovede mig selv, at jeg dagen efter ville spille bedre end nogensinde. For det her var kampen, jeg havde drømt om. Og der var yderligere motivation: Fra Rune vidste jeg, at de engelske klubbers interesse for mig voksede. Efter frokosten på kampdagen, midt i hviletiden, ringede Rune til mit værelse på Royal Garden Hotel i Kensington. “Okay”, begyndte han. “Det er officielt: Vi har tre bud på dig nu.
Vi har West Ham …”.
Hmm, West Ham, tænkte jeg
“Vi har Liverpool”.
Okay … Liverpool.
“Og så har vi … Manchester United”.
Hvad?
“Ja, de har lagt et officielt bud”.
Wauw!
Rune spurgte, hvad jeg selv foretrak, og jeg svarede, at det vidste han udmærket godt. “Der er kun ét at gøre. Manchester United. Lad os få det gjort”. “Okay”, sagde Rune. “God kamp”. Jeg var flyvende i den kamp. England vandt 1-0, men dagen
efter var jeg i alle overskrifter. Jeg følte, jeg befandt mig i en anden verden. Mit livs ambition var ved at blive til virkelighed. Jeg fortalte ikke nogen af holdkammeraterne om Manchester United. Jeg skulle ikke jinxe noget.
Hjemme i København ringede Per Bjerregaard, så snart jeg var trådt ind ad døren. Han fortalte, at han havde fået flere interessante henvendelser og bekræftede, hvad jeg allerede vidste. Han spurgte, hvad jeg foretrak, og jeg svarede: “Manchester United”.
Her blev jeg for første gang skuffet over Bjerregaard – og det var ikke sidste gang. Jeg var kommet til Brøndby fra Hvidovre i 1987. Min kontrakt lød på to år, men det stod hurtigt klart, at jeg var et indbringende aktiv, som Bjerregaard ikke uden videre ville slippe. Det var året, lige efter Brøndby blev fuldtidsprofessionelle, og alle spillerne i klubben tjente det samme. Ikke desto mindre tilbød han mig en ny kontrakt, hvor jeg ville tjene lidt mere, takket være nogle ekstra sponsorer. Officielt ville det være en fireårig aftale, men jeg ville få lov til at forlade klubben efter to år. Brøndby havde blot brug for at kunne meddele, at kontrakten gjaldt fire år, fordi det ville hjælpe klubben kommercielt. Bjerregaard og jegtrykkede hinanden i hånden og havde en gentlemanaftale.
Nu var de to år gået, og jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg ville. “Lad mig skifte til Manchester United”, sagde jeg. Per svarede: “Fint”. Det var det, tænkte jeg. Og mere hørte jeg ikke fra ham om den sag. Ikke ét ord. Vi holdt en kort ferie og kom tilbage og var klar til efterårets UEFA Cup-turnering. Jeg havde stadig intet hørt fra Bjerregaard, intet. Hvad han ikke vidste, var, at Rune fortalte mig, hvad der foregik bag kulisserne. Brøndby havde krævet alt for meget for mig – et transferbeløb på 1,2 millioner pund, hvilket var helt skørt, da det højeste, der nogensinde var blevet betalt for en målmand i verden, var 1,7 millioner pund. Men Bjerregaard ville ikke bøje sig. Rune gjorde sit bedste, men der syntes ikke engang at være vilje til at forhandle.
I dag kan jeg ikke lade være med at tænke på, om Morten Olsen måske har haft noget med det at gøre. Han var vores nye træner, havde lige vundet ligaen og gjorde sig klar til at tackle Europa. Han havde opbygget og udviklet et nyt Brøndby-hold, og han ville ikke miste mig. Det var fair nok, men Bjerregaards opførsel var underlig. Normalt var han sympatisk og charmerende, men pludselig blev han iskold. Okay, tænkte jeg, hvis det skal være på den måde …