Barcelona i frit fald
FC Barcelona bliver ikke ligefrem omtalt i rosende vendinger i den spanske presse.
Der blev torsdag aften skrevet endnu et kapitel i historien om FC Barcelonas skuffende sæsonstart, da den catalanske storklub måtte nøjes med 0-0 ude mod Cadiz. Den skuffende og målløse pointdeling skulle senere vise sig at få konsekvenser på de spanske avisforsider.
Marca understreger, at der hverken var tale om tiki eller taka-fodbold i Cadiz, mens det samtidig konstateres, at Barca i øjeblikket er i frit fald. Ronald Koeman, som fik marchordre i kampens døende minutter, og hans tropper får ydermere kritik for at have spillet en dårlig første halvleg.
Hos AS beskrives FC Barcelonas tilstand som agoni, hvilket – hvis man slår ordet op i ordbogen – er en tilstand, hvor et døende menneske anstrenger sig for at få luft, har muskelkramper og klager sig. På AS’ forside er der desuden blevet plads til, at Barcas forsvarsgeneral Gerard Piqué kritiserer kampprogrammet i La Liga.
Hos Sport har man også bidt mærke i, at Barca spillede en forfærdelig første halvleg. Den spanske avis anerkender, at spillet blev bedre i anden halvleg, hvor Barca dog heller ikke formåede at score. Sport mener desuden at vide, at Ronald Koeman får lov til at fortsætte som Barcelona-træner indtil videre.